
Esbjerg fB’s nu tidligere træner Peter Hyballa afviste alle beskyldninger om, at han skulle have ydmyget klubbens spillere og begået fysiske overgreb. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix (red. Journalisten)
Fodboldklubben Esbjerg fB har hen over sommeren trukket overskrifter i en lang række medier.
Historier om, at klubbens cheftræner, Peter Hyballa, ydmygede spillerne og begik fysiske overgreb, sivede til pressen. Hyballa afviste alle anklager. Sagen kulminerede onsdag denne uge, da Peter Hyballa sagde op.
Frem til da stod de amerikanske medejere fast på, at Peter Hyballa var den rigtige træner for klubben, og de beskyldte pressen for at udføre ’yellow journalism’, som er et amerikansk udtryk for stærkt overdrevet og sladderagtig journalistik.
”Peter Hyballa er træner for Esbjerg, hvad vil du ellers have mig til at sige? Jeg forholder mig til fakta, jeg forholder mig ikke til yellow journalism. Der findes ingen journalistik hos de lokale medier, det er en joke,” sagde medejer Paul Conway eksempelvis i et interview med TV3 i juli. Sådan var medejerne med til at forstærke krisen, lyder det fra begge eksperter i ’Budskab’.
Mikael Baden, direktør i bureauet Friday, kalder det et ’kultursammenstød af dimensioner’.
”Populært sagt har vi set Wall Street, der møder foreningsdanmark,” siger han.
”Der kommer udenlandske investorer, som så møder en klub i Vestjylland, som har stolte foreningstraditioner. Det kunne næsten kun gå galt, og det gjorde det også her,” siger Mikael Baden.
Den analyse deler Søren Søndergaard, presse- og kommunikationschef for Danske Havne. Han peger blandt andet på, at amerikanernes beskyldninger om en uærlig lokal presse næppe falder i god jord i Esbjerg.
”Man taler en lokal presse ned, og her burde amerikanerne have erkendt på forhånd, at nu kom de til et andet land og en anden kultur, men det har de på ingen måde gjort,” siger han.
Sarkasmen gik ikke i Sverige
Søren Søndergaard har selv oplevet et kulturmøde, der gik skævt. Det skete, da han var med til at etablere en avisvirksomhed i Sverige. Han opdagede, at den meget danske kommunikationsfacon fyldt med, hvad han selv kalder, ”Søndergaardsk sarkasme og ironi”, ikke passede ind i den svenske kultur.
”Jeg lærte på den hårde måde, at det jo var mig, der var kommet til Sverige, og jeg burde have sat mig ind i, at man gjorde ting på en anden måde,” siger Søren Søndergaard.
Mikael Baden peger på, at de amerikanske medejere kom til Esbjerg fB med en ’investorbaseret tilgang’. Han har før set kultursammenstød, hvor kapitalfonde har haft svært ved at se dem selv og deres egen rolle udefra.
”De er vant til at få det, som de vil have det, fordi de kommer og sætter sig ved bordenden. De har kapital, og så skal de også bestemme hele vejen igennem. Det tror de også, at de kan over for pressen,” siger Mikael Baden.
Derfor ville et af hans råd til de amerikanske medejere i Esbjerg også være at skifte talsperson.
”Man er nødt til at kunne styre sit temperament, selv om man er meget involveret. Det har de her talspersoner ikke kunnet, og det er det første sted, jeg ville sætte ind. For at få normaliseret det her feberramte forhold mellem pressen og klubben,” siger Mikael Baden.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.