Da Michael Bager fletter ind på landevejen uden for Odense, rammer vi tågen. Vi kan se cirka 100 meter frem.

Han tvinger speedometeret over 100 kilometer i timen. Han skal ud og fotografere nogle håndværkere, der er ved at bygge en bro hen over motorvejen. Han er bekymret for, om tågen når at lette, før vi når frem.

Bag i bilen ligger en drone, sikkerhedshjelme og sikkerhedssko, neonfarvede veste, flere kameraer og objektiver.

Om syv måneder er Michael Bager et unikum på Fyens Stiftstidende. Her er han den sidste fastansatte fotograf, der er tilbage på avisen. Resten er hen over årene blevet fyret. Han kan stadig huske, da Fyens Stiftstidende tilbage i 2010 lagde flere redaktioner sammen med Fyns Amts Avis, og der var i alt 16 fotografer i huset.

Det er flere, end der næste år er i hele Jysk Fynske Medier; dér vil der kun være 11 tilbage på 13 regionale medier. I 2014 var der 45. Danmarks største fotoredaktion.

”Det er jeg sgu ked af,” siger han.

Han holder en pause. Tænker.

”Jeg synes, vi har et formål. Og jeg har svært ved at se, når vi bliver færre, hvordan vi får det hele til at hænge sammen.”

Motorvejen rumler under bilen.

Man har vel nået en smertegrænse nu for, hvor meget man kan skære på fotograferne?

”Man kunne godt nedlægge det hele,” siger han.

”Det er bestemt en mulighed. Det kunne jeg godt have frygtet.”

 

Kolde fakta

Nogle dage forinden. Jeg er klar til at sætte mig ind i toget til Horsens, da et ukendt nummer vibrerer på min telefon. Det runger i den store hal, og jeg har svært ved at høre, hvem der er på linjen.

Siden Jysk Fynske Medier blev præsenteret i 2014, har der været seks sparerunder i koncernen.

Jeg tænker, at den slags simpelthen må slide på de ansatte. På troen på et projekt. På trygheden. Glæden.

Derfor tager jeg rundt og spørger, hvordan sparerunderne har påvirket dem. Og hvad de tænker om fremtiden.

Der er ingen grund til at pakke baggrunden ind, så vi tager de kolde fakta her.

I den seneste massefyring i oktober blev der i et snuptag skåret 117 millioner kroner, og frem mod 2022 skal Jysk Fynske Medier spare 228 millioner kroner.

Siden 2015 er egenkapitalen i koncernen faldet fra 321 til 246 millioner kroner. Et minus i regnskabet på 100 millioner kroner i 2016 gjorde særligt ondt.

I samme periode er antallet af redaktionelle medarbejdere blevet skåret fra cirka 500 til 382.

Nu kører koncernen med overskud, men kun et mindre tocifret millionbeløb årligt.

I fanger pointen.

I den anden ende af røret er journalist Connie Bøgwad fra JydskeVeskysten i Haderslev. Vi har aftalt, at jeg skal besøge hendes redaktion.

Hun spørger mig, om det var to steder, jeg skulle besøge?

Det er faktisk flere steder. Jeg skal til Horsens, til Esbjerg, besøge jer i Haderslev, på Fyens Stiftstidende, og jeg skal også tale med Avisen Danmark …

”Fedt,” siger hun.

”Jeg har herinde nemlig solgt den meget på, at I kigger frem, og at I også besøger andre.”

”I allerhøjeste grad en krise”

Efterårskulden bider i mig, da jeg ankommer i Horsens.

I byen ligger en af Jysk Fynske Mediers 53 ugeaviser, Horsens Posten. Den er ledet af redaktør Jørgen Hasseriis. Han er en mand med et lettere bekymret blik, tjavset hår og en klar bevidsthed om, at det ikke ser godt ud. Ugeaviserne i koncernen er i krise.

”Annoncesalget for ugeaviser falder, og det falder, og det falder. Det er bare fakta.”

Jørgen Hasseriis, redaktør, Horsens Posten

Det er også den helt store grund til, at den seneste sparerunde i Jysk Fynske Medier er blevet effektueret.

”Det er det, vi får at vide i firmaet. Annoncesalget for ugeaviser falder, og det falder, og det falder. Det er bare fakta,” siger han.

Ifølge ledelsen plejede annonceomsætningen at gå ned med to til tre procent om året for ugeaviserne, men nu er det steget til 10 procent årligt. Og ledelsen budgetterer med, at det fortsætter.

Jørgen Hasseriis hiver Horsens Posten og Horsens Posten Weekend frem. Han trækker et annoncetillæg for ejendomme ud af Horsens Posten Weekend.

”Det her tillæg giver underskud,” forklarer han.

”Og når det er væk, er der kun 12 sider tilbage i avisen. Tre af siderne er annoncer, og det ene er en egenannonce. Det er i allerhøjeste grad en krise.”

Tror du, de på et tidspunkt vil lukke ugeaviserne?

”Det kunne de godt. Men de ser også stadig ugeaviserne som et vigtigt produkt. De har altid sagt, at det var den vigtigste indtægtskilde i koncernen,” siger han.

Han forstår også godt, at ledelsen sparer.

”Når butikken ikke kører, så skal der skæres,” som han siger.

Det er ikke ensbetydende med, at det er fedt, når man er en stolt lokaljournalist, der virkelig tror på, at de lokale og regionale medier er væsentlige.

”Jeg er sportsmand. Jeg kan fandeme klare meget,” siger han.

”Men jeg trak stikket i foråret. Jeg fik stress. Det hænger sammen med krisen. Jeg kan bare se, hvordan tingene falder om mig.”

Og fremtiden? Han er bekymret for den. For, om Horsens Posten kan blive en succes på nettet, hvor mediet skal kæmpe med Google og Facebook om annoncekroner. Og for, hvordan ledelsen kan udstikke en retning, som gør ugeaviserne succesfulde.

”Jeg tænker, at Horsens Posten ikke har oplevet sin sidste sparetid endnu. Hvem ved? Det kan være, at ugebladet og Horsens Folkeblad smelter sammen som en gratisavis … Personligt fatter jeg ikke, hvor vi er på vej hen.”

Galgenhumor og selvironi

”Første gang jeg oplevede en fyringsrunde, gjorde jeg rent i alle køkkenskabe og hylede. Jeg skulle bare holde mig i gang.”

De sidste 11 år har journalist Connie Bøgwad Schmidt oplevet otte spare­runder på JydskeVestkysten i Haderslev, hvis hendes hukommelse ikke svigter hende. Redaktionen er blevet skåret fra syv til fire journalister.

Det hærder.

”Jeg er vokset fra at tude. Det var jeg allerede efter gang nummer to.”

Connie Bøgwad, journalist, JydskeVeskysten i Haderslev

”Jeg er vokset fra at tude. Det var jeg allerede efter gang nummer to,” siger Connie Bøgwad.

Vi står i køkkenet på JydskeVest­kysten i hjertet af Haderslev. Hun er svøbt i en grå cardigan og har grå krøller. Det er en redaktion, hvor man kalder hinanden for ”arbejdsfamilien”, og hvor hele redaktionen et år vandt prisen som årets kollega uddelt af JydskeVeskystens medarbejderforening.

I den seneste sparerunde bliver redaktionens fotograf flyttet til Esbjerg og skal nu deles af flere lokalredaktioner. Før var der to fotografer. Redaktionsassistent Kirsa Erichsen er også blevet fyret.

På dagen sad Connie Bøgwad mellem 08.00 og 08.30 hjemme hos en kollega, der var mere nervøs end hende.

”Det var en rædselsfuld dag,” siger hun.

”Men da telefonerne ikke ringede, skyndte vi os herned for at se, om nogen skulle have hjælp. Vores redaktionsassistent havde fået losset. Det var ikke særlig sjovt. Hun er så vigtig for trivslen herinde.”

Hun er bekymret for, hvordan de skal nå det hele fremover. Hvem skal lægge de vagtplaner, redaktionsassistenten stod for? Hvem skal tage billederne? Hvordan skal de fylde avisen ud?

”Vi frygter, det bliver mindre sjovt,” siger hun.

”Vi er også stadig i granatchok. Men vi holder humøret oppe med galgenhumor og selvironi. Det har vi gud-ske-tak-og-lov i behold.”

Har du selv overvejet at tage en frivillig fratrædelse?

”Nej. Det har jeg ikke. Jeg er ikke klar til at forlade det. Jeg synes stadig, det er det sjoveste job i verden,” siger hun.

I forhold til alle de her sparerunder – er ledelsen så ikke nødt til at skære?

”Jeg er overbevist om, at det overhovedet ikke er fedt at være leder, der skal skære.”

I redaktionslokalet trisser journalist Inge Rogat Møller, en kvinde i blomstret tunika, hen til Kirsa Erichsen. Hun har hjulpet hende med at lave en ansøgning til et nyt arbejde.

”Vi skal også have taget nogle gode billeder af dig,” siger hun.

Inge Rogat Møller har det på mange måder ligesom Connie Bøgwad ­Schmidt:

”Jeg plejede at sige, at avisen er mit liv. Det gør jeg ikke mere.”

Connie Bøgwad tilbyder at give mig et lift til banegården i Vojens.

Når hun har sat mig af, skal hun interviewe en mor, der har fået tvangsfjernet sine børn og er vred på kommunen.

”Robotter kan ikke tage ud og snakke med sådan en ’mutti’. Det kan jeg.”

Connie Bøgwad, journalist, JydskeVeskysten i Haderslev

”Når jeg kommer derud, ved jeg, hvilken historie det er. Om hun er troværdig,” siger hun – og slår tankerne hen på, at ni er blevet fyret på printcentralen i Esbjerg, fordi robotter fremover skal layoute en stor del af koncernens aviser.

”Men robotter kan ikke tage ud og snakke med sådan en ’mutti’,” siger hun og træder på speederen.

”Det kan jeg.”

Opsagde abonnement, da fotoredaktionen blev nedlagt

Jeg fanger fotograf Carsten Reenberg over telefonen. Jeg ville gerne have mødtes med ham, men han kunne ikke. Han er på Færøerne for at fotografere.

”Der er en lille bygd lige under mig, hvor der kun er syv huse. Det er helt vildt,” siger han, mens vinden blæser i røret.

Han er tidligere ihærdig læser af Fyens Stiftstidende. Men i 2017 opsagde han sit abonnement efter 47 år som læser. Han var helt sikker på, at det ville forringe kvaliteten i avisen, da fotoredaktionen dengang blev nedlagt, og syv fotografstillinger blev afskaffet i en anden sparerunde.

”Det var princippet i, at man får et ringere produkt, men stadig skal betale det samme. Der sagde jeg stop,” siger han.

Og læserne forsvinder på print. Det er ud over de tabte annoncekroner det største problem for Jysk Fynske Medier.

Lad os slå det fast: Alle læsere er selvfølgelig ikke væk. Og printaviserne tjener stadig penge. Men det går ned ad bakke. Og Jysk Fynske Medier vinder samtidig ikke det tabte lige så hurtigt tilbage på digitale abonnenter.

”Det er virkelighedsfornægtende, hvis de tror, de kan fyre og holde billedkvaliteten.”

Carsten Reenberg, fotograf

Carsten Reenberg understreger, at han er farvet. Han har selv tilbage i 70’erne været fotograf på Fyens Stiftstidende. Og han var den første leder af uddannelsen for pressefotografer på journalisthøjskolen.

Man kunne også sige, at han ved, hvad han taler om.

”Jeg tror ikke, de har indsigt i, hvor meget de mister. Og det er virkelighedsfornægtende, hvis de tror, de kan fyre og holde billedkvaliteten,” siger han.

”Det er ikke mit projekt mere”

”Rend mig i røven.”

De ord trådte tydeligt frem i tillidsrepræsentant Steffen Lilmoës’ hoved, da han fik nok.

”Det kom sådan her,” siger han og knipser med fingrene. Det var til et møde med ledelsen, tirsdagen inden den seneste sparerunde skulle føres ud i livet.

”Vi foreslog 18 mellemledere, der kunne fyres. De blev forfærdede. ”Det er jo konkrete mennesker, I peger på.” Selv om de selv lige havde vist os en liste med 50 navne. Der havde jeg bestemt mig. Nu er det slut.”

Derfor bad Steffen Lilmoës om en frivillig fratrædelse.

”Eller … jeg lod mig fyre,” som han siger. Han er også blevet 64 og et halvt år gammel. Er på efterlønsordning. Det var med andre ord på tide.

Hans blik falder væk, og lyset giver hans brilleglas et lilla skær. Det er sent på eftermiddagen i Esbjerg. Han taler med en tyk, østjysk dialekt og siger ”ikke” efter de fleste sætninger.

”Det er en smuk dialekt,” siger han og griner.

”Jeg vil altid være østjyde. Men et eller andet sted … avisen er blevet mit hjertebarn, ikke. Jeg ønsker alt det bedste for JydskeVestkysten.”

”Hver gang vi har lidt fast grund under fødderne, får vi et nyt hug. Det kan være svært at bevare optimismen for at sige det meget pænt.”

Steffen Lilmoës, tidligere tillidsrepræsentant, JydskeVestkysten, nu på efterløn

Steffen Lilmoës blev første gang journalist på JydskeVestkysten i 80’erne. Han blev fyret i en sparerunde i 1991. Og efter nogle afstikkere var han tilbage i 1996. Kort efter blev han tillidsrepræsentant, og han har siden kæmpet for sine kolleger i alle spare­runder.

”De har suget kræfterne ud af huset. Hver gang vi har lidt fast grund under fødderne, får vi et nyt hug. Det kan være svært at bevare optimismen for at sige det meget pænt,” siger han.

Et eller andet sted har han resigneret.

”Jeg vil gerne yde en indsats for noget, jeg tror på i længden,” siger han.

Han holder en lang pause og kigger søgende rundt.

”Det er ikke mit projekt mere. Der skal andre til.”

”Vi fastansatte fotografer er nemme at overse”

Tilbage på Fyn triller Michael Bager ind bag et advarselsskilt, hvor der står ”arbejdskørsel tilladt”.

Han parkerer bilen i en stor mudderpøl, hopper i et par sikkerhedssko og en sikkerhedsvest og tager en beskyttelseshjelm på hovedet.

Jeg gør det samme.

Han er overrasket over, at han også fremover stadig er ansat på Jysk Fynske Medier. Alle år har han tænkt, at nu var det hans tur til at blive fyret. Havde forberedt sig på at søge over i kommunikation.

Alligevel er det ikke sket.

”Vi fastansatte fotografer er nemme at overse. Jeg har en oplevelse af, at topledelsen har svært ved at se værdien i det, vi laver,” siger han.

Han tror dog, hvilket måske kan virke utopisk, at han stadig vil have tid til at lave god fotojournalistik fremover. Som at følge et motorvejsbyggeri igennem flere år.

”Der er en risiko for, at jeg bare bliver sendt rundt dagen lang og altid skal arbejde over. Men det er worst-case. Jeg tror, at jeg i fremtiden kan lave mere af det her. Ting, jeg selv brænder for.”

Han kravler over en træbro, der er slået op hen over motorvejen, på jagt efter formanden på byggepladsen. Han træder ned i en vandpyt på den anden side, og mudderet sprøjter op på hans bukser.

En langsomt smeltende isflage

54 redaktionelle stillinger forsvandt i alt i Jysk Fynske Medier denne gang.

Flere af stillingerne er fundet ved helt at nedlægge fællesredaktionen Express med base i Esbjerg og Randers, som skrev pressemeddelelser om til noter og artikler til hele mediehuset. Et eksempel på, at stordrift ikke altid fungerer.

På Avisen Danmark, der også skriver til alle mediets udgivelser, er én enkelt nyhedsredaktør blevet fyret.

Men her er chefredaktør Peter Rasmussen, en skaldet, skælmsk smilende mand med mediebriller, ikke bekymret. Tværtimod.

”Det er en af de isflager i mediebranchen, der smelter langsomst. Hvis vi overhovedet smelter,” siger han.

”Vi er en af de gyldne ting, der har været ved fusionen af Jysk Fynske Medier.”

Peter Rasmussen, chefredaktør, Avisen Danmark

Avisen Danmark blev startet i 2016. Redaktionen har 13 ansatte og har lige fået tilføjet en podcastredaktion med tre journalister.

”Vi er en af de gyldne ting, der har været ved fusionen af Jysk Fynske Medier,” siger Peter Rasmussen.

”Optimalt er vi det, der sørger for, at man vælger en lokalavis frem for en landsdækkende.”

Han lister de positive ting op. Og lægger ikke skjul på stoltheden. Indstikket når 330.000 læsere ugentligt. Det er flere end næsten alle landsdækkende aviser.

Annonceomsætningen for Avisen Danmark er også nærmest naturstridigt stigende. Og det er den sektion i koncerns medier, læserne er mest tilfredse med, ifølge læserundersøgelser.

De ressourcer, der er sat af til jer – de kunne vel også have været brugt på lokaljournalistik?

”Jo. Det kunne man godt,” siger han. ”Det er bare ikke efterspurgt.”

Igennem Peter Rasmussens briller ser verden i den grad lys ud.

”Vi har 382 redaktionelle medarbejdere tilbage. Det er en kæmpe muskel. Vi har en større berøring med almindelige mennesker end noget andet medie i Danmark.”

Efter vores interview går Peter Rasmussen til medarbejdermøde på Fyens Stiftstidende.

På en PowerPoint bag chefredaktør på Fyens Stiftstidende Poul Kjærgaard står der: ”Efterdønninger – hvad savner I svar på i kølvandet af spareplanen?”

Nogle er utilfredse med, at ledelsen ved fusionen i 2014 sagde, at det kun ville gå fremad for koncernen. At man ikke forventede fyringer. Siden er det modsatte sket. Igen og igen.

”Hvis ledelsen dengang sagde, at der ikke ville være nogen nedskæringer, så var vi nok for naive.”

Poul Kjærgaard, chefredaktør, Fyens Stiftstidende

”Jeg tror, at hvis ledelsen dengang sagde, at der ikke ville være nogen nedskæringer, så var vi nok for naive,” siger Poul Kjærgaard.

Det er svært at vurdere, om svaret egentlig stiller nogen tilfreds.

Forsvar fra ledelsen

Et spørgsmål står klart tilbage efter min tur rundt på redaktionerne: Hvordan skal Jysk Fynske Medier efter seks sparerunder kunne holde sit niveau?

Jeg ringer til den ansvarshavende chefredaktør for hele mediehuset, Peter Orry. Han har ikke haft mulighed for at give et interview ansigt til ansigt, som jeg ellers har efterspurgt.

Jeg siger til ham, at han tidligere har sagt til os, at Jysk Fynske Medier ikke håber, læserne kan mærke sparerunderne på kvaliteten af journalistikken eller billedkvaliteten i avisen.

”Det er vores klare ambition, at de ikke gør det,” var hans præcise ord.

Jeg påpeger, at ingen, jeg har talt med, tror på den udmelding. Her giver han sig lidt.

”Fotodelen er den største udfordring, når det handler om, at læserne ikke skal kunne mærke det. Det siger sig selv,” siger han nu.

Han håber dog, at efteruddannelse af journalister og flere penge til freelancefotografer kan ”sikre billedkvaliteten”. Men:

”Det kræver en stor indsats fra vores side.”

Generelt er han ikke rigtigt til at hugge eller stikke i. Sparerunder til trods virker han som en ukuelig optimist.

”Vi er en sund virksomhed. Vi har masser af muskler tilbage.”

Peter Orry, ansvarshavende chefredaktør, Jysk Fynske Medier

Peter Orry mener, fusionen var en god idé. Han peger på Avisen Danmark. På podcastredaktionen. På de kommende robotter, der er betalt af udviklingsmidler.

”Det betyder, at vi kan gøre en masse nye ting.”

Han fortæller, at han regner med et overskud på 25 millioner kroner i Jysk Fynske Medier i år. Uden mediestøtte ville det være et underskud på 47,5 millioner kroner. Og så vil der fremover blive afsat 40 millioner kroner om året til udvikling.

”Vi er en sund virksomhed. Vi har masser af muskler tilbage,” siger han.

Du kan vel ikke komme uden om, at I har en økonomi, der ikke er, som I håbede på?

”Vi havde ikke håbet, printannoncemarkedet faldt så meget. Men det ligger uden for vores påvirkning. Det rammer hele branchen.”

Jeg siger tak for snakken. Lige inden jeg lægger på, ønsker jeg Peter Orry held og lykke med arbejdet fremover.

Der er rigeligt at tage fat på.