’De glemte atleter’: Trine har i afmagt startet podcast om kvindesport

Selv under OL, hvor kvinder er velrepræsenterede, har medierne tendens til at glemme, hvis en kvinde tidligere har opnået det samme som en mand

Interesseret sportsfan og journalist af selvtægt.

Sådan forklarer Trine Nørgaard Pedersen sig selv og sine forudsætninger for at have startet podcasten ’De Glemte Atleter’ sidste efterår.

Podcasten dækker ikke oversete sportsgrene. Men atleter, der bliver overset i den daglige sportsdækning på grund af deres køn. Med andre ord dækker Trine Nørgaard Pedersen sammen med sin bror kvindelige atleter.

Podcasten kom ud af to følelser, forklarer Trine Nørgaard Pedersen.

”Det ene var, at jeg rigtig ofte gik til venner og familie og fortalte om kvindelige atleter og deres historie. De kendte aldrig til dem, men var interesserede i at høre om det.”

”Det andet var, at jeg selv var forbruger af kvindesport og ledte efter en dansk podcast om kvindesport. Den fandtes ikke. Så blev jeg trodsig og startede en selv sammen min bror, Jesper Nørgaard Pedersen, der er medvært,” siger hun.

De færreste kan være tvivl om, at kvindelige atleter fylder forsvindende lidt i mediebilledet. Selvom 40 procent af alle sportsudøvere på globalt plan er kvinder, fylder kvinder ifølge Unesco kun fire procent i sportsdækningen i medier.

”Sportsverdenen er indrettet sådan, at herresport er centrum og målestok for alt. Mange sportsjournalister har ikke engang tanke for, om en kvinde har gjort noget før. De tænker slet ikke over, at kvindelige atleter eksisterer,” mener Trine Nørgaard Pedersen.

Mænds præstationer nævnes, mens kvinders glemmes

Cykelrytteren Mads Petersen blev i flere medier beskrevet som den første danske verdensmester i landevejscykling nogensinde, da han vandt herrernes verdensmesterskab i 2019.

Men Danmarks første verdensmester i landevejscykling blev fundet allerede i 2016, da Amalie Dideriksen vandt verdensmesterskabet, der blev afholdt i Doha.

Forleden var den gal igen, da både Ekstra Bladet og Eurosport skrev, at den første dansker i næsten 100 år skulle løbe 100 meter ved OL.

I farten glemte medierne bare, at både Grethe Lovsø Nielsen, Bente Bergendorff, Birthe Nielsen og Vivi Markussen har løbet den olympiske 100 meter-distance.

”På den måde skriver man de kvindelige atleter ud af sportshistorien. Når man siger, at Ronaldo har rekorden for flest internationale mål, og der er ni kvinder med endnu flere internationale mål end ham, er det jo forkert. Det er doven journalistik,” siger Trine Nørgaard Pedersen.

Da Eurosport blev opmærksomme på fejlen efter Trine Nørgaard Pedersens tweet, lød det fra Mikkel Ankjærgaard-Eskildsen, der er content manager med ansvar for eurosport.dk, at ‘det ikke er godt nok’, og at fejlen er rettet. Han har ikke ønsket at stille op til interview om, hvordan fejlen kan være opstået, og hvordan man vil undgå lignende fremadrettet.

Wozniacki-effekten

Trine Nørgaard Pedersen dækker den amerikanske basketballliga WNBA for fullcourt.dk, men er sportsfan generelt – om det så er fodbold, basketball eller tennis.

Tennis fremhæver hun som en af de sportsgrene, hvor kvinder har fået en pæn portion dækning i de danske medier.

”Men det var alene på grund af Wozniacki. Det er ikke en generel interesse i kvindesporten, men enkelthistorier om en dansk kvinde i toppen af verdenseliten, og jeg kan frygte, at dækningen af kvindetennis forsvinder, nu hvor Wozniacki er ude,” siger Trine Nørgaard Pedersen.

Interesse i kvindesport er der

YouGov udgav i slutningen af juni en global undersøgelse af, hvorfor folk ikke engagerer sig i kvindesport i ligeså høj grad som i sport med mandlige deltagere.

Her svarede 40 procent, at det skyldes, at der mangler mediedækning af sport med kvindelige atleter, mens 27 procent svarede, at det skyldes, at de ikke nemt kan finde kampe eller discipliner på tv, online eller på andre kanaler.

Færre – nemlig henholdsvis 19 og 14 procent – svarer, at det er, fordi niveauet er lavere, eller at kampene er langsommere.

Der manglede heller ikke interesse fra seernes side, da danske medier i 2017 viste kvindernes EM i fodbold. Her var kvindelandsholdet at finde på seks af ti pladser over de mest sete fodboldkampe i Danmark det år.

Trine Nørgaard Pedersen mener da også, at medierne er nødt til at kultivere interessen for sport med kvindelige atleter for at nogen ser det – og ikke bare vente på efterspørgslen.

”Det er hønen eller ægget. Det får ikke dækning, fordi ingen gider se det, plejer begrundelsen at lyde. Men du skal som medie kultivere den interesse,” siger hun.

I disse uger har kvindesporten mediemæssigt kronede dage, mens OL står på. Her er kønsbalancen tæt på 50/50, og Trine Nørgaard Pedersens ønske er, at det kunne være sådan alle dage.

”Det ville gøre, at mange flere unge piger ville dyrke sport. Du kan ikke drømme om at blive noget, du ikke har set, og mit største idol som barn var Ronaldinho. Men jeg stoppede til fodbold, fordi jeg vidste, at jeg ikke kunne blive Ronaldinho. Jeg manglede en Harder dengang,” siger hun.

 

 

0 Kommentarer