
Fodboldkommentator Andreas Kraul beskriver oplevelsen af at kommentere landskampen i lørdags. Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Alt ændrede sig på et øjeblik. Lidt under 41 minutters fodboldfest nåede vi at have, før jubelråb blev til tårer, mens hele landet ængsteligt ventede på nyt om nummer 10, der var kollapset for øjnene af millioner.
DR’s fodboldkommentator Andreas Kraul sætter en ære i at forberede sig på det uforudsigelige. Spille scenarier igennem i hovedet, inden han går på tv for at guide seerne igennem 90 minutters drama. Men hvad gør man, når en 29-årig verdensstjerne, hele Danmark er på fornavn med, falder livløs om?
”Jeg kigger altid mest på, hvordan de andre spillere reagerer. Her var der frygt malet i deres øjne, det kunne man se helt oppe fra kommentatorboksen. Alt ved situationen føltes forkert, og det var også derfor, jeg meget hurtigt selv i kommenteringen sagde, at vi skulle gå væk fra de nærbilleder,” fortæller Andreas Kraul.
Den holdning blev delt og fulgt af DR’s egen producer og tv-hold, der valgte at gå væk fra UEFA’s billeder, som viste Christian Eriksen modtage livreddende førstehjælp. I omkring halvanden time viste DR’s signal blot et oversigtsbillede fra Parken, mens kommentatorernes lyd forblev på.
”Der satte jeg pris på min journalistiske uddannelse på en måde, jeg ikke har gjort i lang tid. Det blev pludselig utroligt vigtigt, at vi kunne forholde os kildekritisk til de informationer, der florerede, og ikke kom med halve sandheder,” fortæller Andreas Kraul.
Var ikke bange for tavsheden
Et billede viste Christian Eriksen tilsyneladende vågen på vej ud fra stadion. Der var meldinger om, at han var kørt afsted i en ambulance uden udrykning. Spekulationer om den måde, han var faldet på, og hvad det betød. Alle de oplysninger skulle kommentatorparret sortere i, mens de skulle oplyse de ængstelige tv-seere.
”Jeg var meget glad for, at den her episode ikke skete, da jeg var nyuddannet og for første gang havde fået drømmetjansen med at kommentere en landskamp. Jeg skulle virkelig trække på både min faglige og menneskelige ballast her og kun kommentere de ting, jeg kunne se, og de ting, der var bekræftet,” fortæller Andreas Kraul.
Det betød samtidig, at der var total stilhed på signalet i flere minutter ad gangen, mens alle ventede på nyt. En sober tavshed, kommentatorparret har fået stor ros for siden.
”Vi havde en fornemmelse af, at det i det her tilfælde ikke var nødvendigt at sige noget hele tiden. Tilhørerne havde ikke brug for, at vi sagde en masse velmenende ting, der gav et falsk håb eller skabte en lettere stemning. Det kunne vi slet ikke, og derfor skulle vi ikke prøve.”
Det var en holdning, der blev delt af hele holdet omkring udsendelsen, som bekræftede kommentatorerne i, at det ikke var noget problem, hvis de ikke sagde noget.
”Vi fik virkelig gode meldinger og blev holdt i hånden undervejs. Det betød meget for os, at der var rutinerede folk bag os, som meddelte, at vi skulle blive i det og ikke være bange for pauserne,” fortæller Andreas Kraul.
Svært at komme i gang igen
Christian Eriksen faldt om cirka klokken 18.41. Klokken 20.13 meddelte UEFA på Twitter, at kampen ville blive genoptaget 20.30. Begge hold samledes i klynger på banen, inden bolden rullede igen.
”Det var faktisk det sværeste i hele situationen at komme i gang igen. Vi var forberedt på at kommentere en fodboldfest, og nu var fodbold pludselig blevet sekundært, som Morten Bruun har udtrykt det. Det var mærkeligt og svært at ramme tonen, ligesom vi kunne se på spillerne, at det var svært for dem at komme i gang,” siger Andreas Kraul.
Men det rutinerede kommentatorpar fandt alligevel ind i rytmen, og ifølge Andreas Kraul blev de båret igennem på en professionel tilgang, som holdt det hele lidt på afstand, mens kameraerne snurrede. Og derfor ramte forløbet først med sin fulde kraft, da kampen var overstået.
”Det var vigtigt at bevare den her fortællerrolle og professionelle tilgang til situationen, indtil vi vidste, hvordan det hele ville ende. Jeg kender ikke Christian Eriksen privat, men jeg har vel interviewet ham 500 gange over de seneste 10 år, siddet i lufthavne og natfly med ham, fulgt hans udvikling som både fodboldspiller og menneske. Effekten af at se sådan en mand falde om for øjnene af mig, ramte mig selvfølgelig, da vi til sidst gik af udsendelsen,” siger Andreas Kraul.
Valgte at arbejde videre
Både han, Morten Bruun og resten af holdet fik med det samme tilbudt hjælp af en krisepsykolog af DR, som de tog imod. De fik også lov til selv at vælge, om de ville rejse til Amsterdam dagen efter, hvor de havde til opgave at kommentere kampen mellem Holland og Ukraine.
”Vi var faktisk ikke i tvivl om, at vi gerne ville tage af sted. Meldingerne om Eriksen var gode, og vi følte begge behov for at agere og handle frem for at være passive og bare gå rundt om os selv, så vi valgte at tage af sted. Og det var helt fantastisk at komme derned som dansker og mærke den kærlighed og det fællesskab, fodboldverdenen har vist Christian Eriksen.”
Det kom til udtryk gennem både hilsner og bekymringer fra kollegerne, Christian Eriksen-bannere og plakater spredt ud over den orangedækkede Johan Crujiff Arena og dedikationer fra spillerne efter scoringer.
”Det var en god ting for os at sidde på stadion og mærke den stemning af liv og støtte. Vi havde lyst til at agere, se en fantastisk fodboldkamp og fejre Christian ved at gøre vores arbejde så godt, vi kan,” siger Andreas Kraul.
Rejseprogrammet ved EM er siden fortsat for ham og Morten Bruun, som i dag er i München for at kommentere kampen mellem Tyskland og Frankrig i aften klokken 21.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.