
Det danske landshold får ros af kommunikationseksperterne, mens der er ris til UEFA. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
”Som følge af et ønske fra begge holds spillere er UEFA gået med til at genoptage kampen mellem Danmark og Finland i aften klokken 20.30.”
Sådan lød det på den officielle Twitter-konto for det europæiske fodboldforbund 20.13 lørdag aften – godt halvanden time efter at Christian Eriksen var faldet livløs om på banen med det, der har vist sig at være et hjertestop.
Following the request made by players of both teams, UEFA has agreed to restart the match between Denmark and Finland tonight at 20:30 CET (TBC).
The last four minutes of the first half will be played, there will then be a 5-minute half-time break followed by the second half.
— UEFA (@UEFA) June 12, 2021
Bag spillernes ’ønske’ om at genoptage kampen lå imidlertid en detalje, UEFA ikke selv satte ord på: Nemlig at holdene havde fået valget mellem at spille kampen færdig klokken 20.30 eller klokken 12 dagen efter.
”Som sådan er det jo ikke usandt, at det er efter spillernes eget ønske. Men de fik valget mellem pest og kolera,” siger Karne Lykkebo, managing partner ved Geelmuyden Kiese.
The show must go on
Siden lørdag har der været hård kritik af UEFA’s ultimatum til spillerne. Blandt andet har den danske landstræner, Kasper Hjulmand, og målmand Kasper Schmeichel sagt, at spillerne blev sat i en uretfærdig situation.
Og i den situation klæder det ikke UEFA, at organisationen både på aftenen og i efterfølgende svar på pressehenvendelser har fastholdt, at man fulgte spillernes ønske, mener Henrik Kjerrumgaard, chefrådgiver og stifter af White Cloud.
”Det minder om komiske Ali. Man har en tabersag ved at stille det her ultimatum. Der skulle UEFA have været de voksne og sige, at vi ikke spiller mere i aften, og så finder vi en løsning på det senere. I stedet vælger de at sætte en fed streg under, at de er fokuseret på pengepungen over alt andet, selv når det handler om liv og død,” siger han.
Dermed faldt UEFA tilbage til sin vante tilgang i stedet for at trække stikket og overveje situationen grundigt. Det vurderer Mads Byder, stifter af Help PR.
”Det er tilgangen, ’The show must go on’, men deres kommunikation havde vundet enormt meget ved at lave et stop i det. I stedet kommunikerer de på en måde, der sætter spillerne i en ekstremt vanskelig situation,” siger han.
Bekræfter image
Karne Lykkebo er generelt ikke lige så kritisk over for UEFA’s ageren, som ifølge hende skulle tilrettelægges i en svær situation. Men hun er enig i, at organisationen faldt tilbage i en vant gænge.
”I en krise viser man sit sande ansigt, og hvis man er en gammeldags, lukket organisation, så vil man fremstå sådan. De er ikke i stand til at være noget andet, end de er, og det her vil bidrage til den opfattelse, man generelt har af UEFA,” siger hun.
Henrik Kjerrumgaard mener ligeledes, at UEFA’s dna kom til udtryk lørdag aften.
”De havde chancen for at udvise ekstremt stor menneskelighed, og den mulighed forpasser man fuldstændigt. Der sidder det tilsyneladende for meget på rygraden at kommunikere hemmelighedsfuldt,” siger han, og Mads Byder supplerer:
”UEFA havde en kæmpe mulighed for at vise, hvad fodbold egentlig handler om. Fællesskab, venskab, følelser, mennesker, familie. I stedet kører de videre i deres image og forspilder totalt chancen for at vise, at man går op i andet end penge og praktik,” siger han.
Kalder bullshit på forklaring
UEFA’s centrale argument for at stille spillerne det kritiserede ultimatum var, at Finland skal spille sin anden kamp på onsdag. Derfor kunne det ikke have ladet sig gøre at afvikle kampen senere end søndag middag. Men her viser UEFA’s kommunikation igen manglende situationsfornemmelse, vurderer Mads Byder.
”Den forklaring havde jeg nok købt for nogle år siden. Men pandemien har lært os, at alt kan lade sig gøre rent praktisk, hvis man vil. Vi har rykket kampe rundt i hobetal og vist vanvittig agilitet, så der må jeg kalde bullshit på, at der ikke var andre muligheder,” siger han.
Forbundet har desuden fået kritik for at blive ved med at sende tv-billeder af Christian Eriksen, mens han lå livløs på banen. En kritik, der er blevet mødt med svar om, at de nationale tv-stationer jo bare selv kunne have klippet væk fra livesignalet.
”Her viser kommunikationen igen, at UEFA ikke forstår den verden, de agerer i. De fremstår som midaldrende, hvide mænd, der hele tiden vil putte ansvaret over på andre i stedet for at komme med en undskyldning,” siger Henrik Kjerrumgaard.
Roser til DBU
Kommunikationen fra Danmarks eget forbund og landsholdet selv får en anderledes positiv dom af eksperterne. Især på den åbenhed og ærlighed, der er vist af både spillere, landstræner Kasper Hjulmand og fodbolddirektør i DBU Peter Møller.
”Det er ægte kommunikation, som ikke er scriptet eller spin. Man kan se, det er mennesker,” siger Mads Byder.
DBU og landsholdet har ellers i tidligere år haft ry for at være meget tilknappede og svære at få følelser ud af. Og selv om situationen har været ekstrem, så viser kommunikationen ifølge Henrik Kjerrumgaard, at forbundet har ændret sig.
”Der er sket en generationsforandring, både i DBU og på landsholdet, som nu består af spillere, der er vokset op med sociale medier og har lettere ved at være åbne og vise deres følelser. De har klaret den her situation pissegodt, og det kunne UEFA lære noget af, siger han.
Lidt malurt i bægeret er der imidlertid også hos Mads Byder. Han mener nemlig ikke, at DBU er uden ansvar i, at kampen blev spillet videre lørdag aften.
”Der er to ledelseslag over spillerne, og UEFA er det øverste, men DBU kunne også have grebet ind og have taget ansvaret fra spillerne. Der er det meget dansk og meget moderne at tage en demokratisk gruppesnak, men det var der ikke brug for her,” siger han.
Den gode nyhed er ifølge Karne Lykkebo, at det hverken bliver kommunikationen fra UEFA eller DBU, man kommer til at huske fra lørdagens skræmmende hændelse.
”Det stærkeste narrativ vil altid vinde, og jeg kan ikke huske et stærkere narrativ om Danmark og sammenhold i virkelig mange år. Danmark vil stå tilbage med en fortælling om et hold og en nation, der slår både metaforisk og fysisk ring om sig selv,” siger hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.