
Al-Thumama i Qatar er et af de otte stadions, hvor der skal spilles fodbold-VM næste år. Foto: Karim Jaafar/AFP/Ritzau Scanpix (red. Journalisten)
Når startfløjtet lyder til VM næste år i Qatar, så bliver det en af de mere politiske slutrunder. Oliestaten har været under massiv kritik, siden landet blev præsenteret som vært i 2010. Fra de danske medier har der været opfordringer til boykot – blandt andet fra Berlingske, Politiken, Ekstra Bladet og Nordjyske.
Vi har spurgt chef- og sportsredaktører på de fire medier, om de har tænkt sig at dække slutrunden. Berlingske, Ekstra Bladet og Politiken sender sandsynligvis journalister til landet, men Nordjyske har denne gang valgt at dække slutrunden på afstand.
”Det her er et helt unikt VM. Sport og fodbold kan generelt ikke skilles fra politik, og derfor synes vi, det er en vigtig begivenhed at dække journalistisk,” siger Anne Mette Svane, chefredaktør hos Politiken.
”Nu har vi ikke nogen sportsredaktion, men VM er jo så stort, at vi selvfølgelig dækker det,” siger Mette Østergaard, chefredaktør hos Berlingske.
Holdninger i lederne, relevans i journalistikken
De fire aviser, Journalisten har været i kontakt med, har i lederspalter argumenteret for en boykot af VM i Qatar.
Politiken skrev for eksempel:
”VM i Qatar er en skændsel: Fifa bør aflyse. De deltagende nationer bør boykotte. Spillerne bør boykotte. Og vi, seerne, bør boykotte.”
Det står dog ikke i vejen for, at de kan dække begivenheden, hvis man spørger Anne Mette Svane hos Politiken.
”Vi sondrer mellem holdninger i vores lederspalter og journalistisk relevans i vores indhold. Vi mener, VM er en national begivenhed, og at det her VM er særligt journalistisk interessant. Derfor kan vi godt mene, at man burde boykotte, samtidig med at vi behandler det journalistisk,” siger hun.
Hun påpeger, at det i sidste ende er regeringen eller DBU, som skal beslutte at boykotte, og at enkelte medier ikke kan gøre meget med individuelle boykot. Den holdning går igen hos de andre aviser.
Ekstra Bladet har også opfordret til boykot i sine ledere og har kaldt Qatar:
”En slavestat med tusinder af menneskeliv på samvittigheden, med voldsom ulighed, diskrimination og et alt for tæt forhold til flere terrororganisationer.”
Men Ekstra Bladet er allerede godt i gang med dækningen af Qatar, selv om slutrunden først starter om et år. Man har blandt andet interviewet chefen for VM om dødsfald blandt migrantarbejdere.
Det fokus kommer ifølge sportschef Anders Borup Sørensen til at være definerende for Ekstra Bladets dækning.
”Vi vil gøre det klart, hvilke forhold VM er blevet til under. Det kommer til at være en anderledes dækning end for eksempel EM i sommer,” siger han og tilføjer:
”Normalt er der en masse reportager og stemning i dækningen af store slutrunder. Det kommer der også til at være her, men vi vil også have et stort fokus rettet mod de forhold, der er i Qatar.”
Amnesty International har kritiseret forholdene for de migrantarbejdere, der bygger de stadioner, VM skal spilles i.
Kritikken har blandt andet gået på det såkaldte Kafala-system, hvor arbejdsgivere blandt andet har holdt på migrantarbejderes pas, så de ikke kunne rejse ud af landet.
Systemet blev officielt afskaffet i 2017, men ifølge Amnesty er forholdene stadig i høj grad de samme.
Kilde: Amnesty International Denmark
Støtte ved at være til stede
Hos Det Nordjyske Mediehus er holdningen anderledes. Man vil gerne dække slutrunden, men man vil ikke sende folk til Qatar.
”Vi har tidligere dækket EM- og VM-slutrunder med tilstedeværelse, men det gør vi ikke denne gang. Vi mener, at man ved at tage derned også giver en slags støtte til Qatar, og det ønsker vi ikke,” siger sportsredaktør Claus Jensen.
At man giver en slags støtte til Qatar ved at sende journalister til landet, er noget, som Ekstra Bladet også har fokus på. Anders Borup Sørensen mener dog, at det er vigtigt at kunne fortælle om forholdene direkte fra landet.
”Vi vil som sagt have fokus på de dårlige forhold, og vi kan allerede se nu, at chefen for VM, Hassan Al-Thawadi, ikke har været glad for det, vi har skrevet. Så vi mener, at vi godt kan være der uden at støtte op om landet,” siger han.
Tue Blædel er vært på programmet ’Boraghi og Blædel’ på Radio4, der kaster et kritisk blik på politik i sportens verden. Han siger selv, at i alle udsendelser af programmet, bortset fra en enkelt, er VM i Qatar blevet diskuteret, siden de gik i æteren for halvandet år siden. Han er ikke entydigt for en boykot, men mener, at både regeringen og DBU har håndteret diskussionen skidt.
”Politikerne sejler jo i det. De kommer på bagkant og siger, at det er DBU, som skal beslutte boykot, selv om vi har haft den diskussion, siden landet blev præsenteret som vært i 2010,” siger han.
I forhold til medierne og deres rolle i det hele, så håber Tue Blædel som minimum, at de lever op til deres egne løfter om at lave kritisk journalistik om Qatar.
”Jeg synes, det er journalistikkens rolle at dække ting som VM, det er klart. Men medierne har også et ansvar for at presse regeringen og DBU til handling. Hvis man så ender med at tage derned, så skal det ikke kun dækkes sportsligt. Hvis al dækning er om, hvor fed 2-0 kampen var og intet om migrantarbejdere, så har medierne svigtet.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.