Kampdag: Sådan tegner Cintia kvindehad før og nu

Den mexicanske bladtegner Cintia Bolio er i Danmark for at fortælle om livet som feministisk tegner i Mexico. Hun tager fat i diskrimination, ligelønsproblemer og vold mod kvinder – men ikke længere for de store dagblade. ”De vil ikke have en feministisk stemme i deres aviser,” siger hun

Femi-nazi, luder og dumme kælling.

Sådan lyder nogle af de beskeder, som politisk satiretegner Cintia Bolio med jævne mellemrum modtager på nettet for sit arbejde som feministisk tegner i Mexico. Hun beskriver sig selv som en pioner inden for den feministiske satiretegning i Mexico.

”Jeg har heldigvis aldrig modtaget trusselsopkald eller vold. Men jeg har oplevet en del online. Og udelukkelse og censur er i høj grad en realitet,” fortæller hun, da Journalisten møder hende i København.

I anledning af kvindernes internationale kampdag er hun inviteret til Danmark for at tale til sine danske bladtegner-kolleger om, hvordan feminismen har det i dagens mediebillede, set fra et mexicansk perspektiv.

Otte kvinder myrdes og voldtages hver dag

Alt Cintia Bolios arbejde er fokuseret på kvinders forhold og rettigheder.

”Jeg har dedikeret mit arbejde til kvindesagen. Hver dag bliver otte kvinder voldtaget og myrdet i Mexico, så det er et stort problem. Og det adresserer jeg i mit arbejde. Jeg tager fat i alt omkring diskrimination, ligelønsproblemer og vold mod kvinder,” fortæller hun.

Selv om hendes arbejde for kvindesagen ikke har ført til deciderede trusler, har hun oplevet at miste arbejde på det. Hun fortæller, at hun de seneste 10 år har været udelukket fra at arbejde for aviserne i Mexico på grund af sit feministiske arbejde.

”Tidligere arbejdede jeg for flere store nationale printaviser, men i 2008 mistede jeg den sidste kontrakt med en avis som daglig tegner. De vil ikke have en feministisk stemme i deres aviser,” siger Cintia Bolio.

Hvordan ved du, at det er derfor? Fortalte de dig, at det var på grund af dit feministiske arbejde?

”Nej, det er meget mere sofistikeret end det. De ville aldrig sige, at nu fyrer vi dig, fordi du er en modbydelig feminist. Men jeg er ikke i tvivl,” siger hun.

Det er et kald

I dag arbejder Cintia Bolio blandt andet for det mexicanske magasin El Chamuco og for det spanske online-medie Con la A.

”Det er svært at få arbejde. Men jeg fortsætter med at sætte fokus på det her emne med mine tegninger. Det er et kald for mig, og jeg elsker det. Og efter at jeg er blevet udelukket fra aviserne, takker jeg for internettet og de sociale mediers eksistens. Med ét klik kan hele verden nu se mit arbejde,” siger hun.

Hun fortæller, at der kun er ganske få kvindelige politiske satiretegnere i Mexico.

”At være bladtegner er et mandsdomineret fag. I hele verden faktisk – det er ikke bare lokalt i Mexico,” siger Cintia Bolio.

Men her i Danmark er faget faktisk ikke domineret af mænd. Hvad kan du lære de danske tegnere?

”Jeg har med glæde lært, at det er halvt mænd og halvt kvinder i de danske bladtegneres forening. Det er jo nærmest et paradis, I har her! Men som kvinder i faget deler vi alligevel synspunkter. Vi er fælles om projektet, og vores stemmer er vigtige,” siger hun.

Se hendes tegninger

Her kan du se to af Cintia Bolios feministiske tegninger: 


Cintia Bolio


Cintia Bolio

 

 

 

3 Kommentarer

Karina Bjerregaard
9. MARTS 2018
Hej Grethe Nielsen

Hej Grethe Nielsen
Du kan også kontakte Cintia via facebook:
https://www.facebook.com/cintia.bolio?fref=gs&dti=25810584370&hc_location=group
Erik Petri
9. MARTS 2018
Hej Grethe Nielsen ... Cintia
Hej Grethe Nielsen ... Cintia er i Danmark indtil mandag, se mere af hendes arbejde her: http://purasevas.blogspot.dk/ .... og send hende en mail.
Grethe Nielsen
8. MARTS 2018
Vigtig historie. Hvor kan man
Vigtig historie. Hvor kan man møde hende under hendes ophold i Danmark?