Politikeren Uffe Elbæk gav forfatteren Stig Andersen alle sine dagbøger, da Stig Andersen skulle skrive en biografi om Uffe Elbæk. Stig Andersen interviewede Alternativets formand til biografien ”Vejen til noget andet”, da Uffe Elbæk selv foreslog, at Stig Andersen kunne låne alle hans dagbøger.
»Du kan da bare få dem med hjem,« foreslog Uffe Elbæk ifølge Stig Andersen.
Stig Andersen kørte derfor hjem med to, tunge kasser med dagbøger.
Foto: Stig Andersen
De første 14 dage stod kasserne med de 50-60 dagbøger på Stig Andersens arbejdsværelse, uden han læste i dem.
»Jeg kendte jo ikke Uffe personligt, og det var en grænseoverskridende oplevelse at få hans liv stillet til rådighed og komme så tæt på hans livsførelse,« forklarer Stig Andersen.
Alle tankerne og drømmene
Da han begyndte at bladre, kunne han se, at dagbøgerne rummede Uffe Elbæks tanker, følelser og drømme om hans seksualliv, aktivistliv, kollektivliv og politiske karriere. Om tiden som nyuddannet socialpædagog, til Frontløberne, Kaospiloterne og årene i Aarhus Byråd.
»Intimiteten var næsten grænseoverskridende. Det var en svær proces at arbejde sig ind i – men også et fantastisk arbejdsredskab. Jeg kunne se, hvad han tænkte som 22-årig, 32-årig og 42-årig,« fortæller Stig Andersen.
Dagbøgerne blev sammen med interviews med Uffe Elbæk og omkring 100 andre kilder grundlaget for biografien, der udkom på forlaget People’s Press i denne uge.
Måtte ikke bruge omtale af andre personer
Eneste begrænsning har været, at Uffe Elbæk ikke ønskede, at Stig Andersen refererede oplysninger i dagbogen om andre personer.
»Det var fair nok, bogen skulle jo handle om Uffe,« forklarer Stig Andersen.
Det endte med, at Stig Andersen på eget initiativ viste Uffe Elbæk de uddrag, han ville bruge i bogen. Uffe Elbæk fik lov til at fjerne noget i en enkelt sætning, fordi den handlede om en anden person.
Hvad er det vildeste, du har læst i dagbøgerne?
»Det påvirkede mig nok mest at læse, hvor svært det er at være homoseksuel og gå med det i så mange år – at være kæreste med nogen og samtidig have nogle følelser, man holder tilbage. Det gav dagbøgerne et godt indblik i,« siger Stig Andersen.
Et autentisk vidnesbyrd
Som forfatter var fordelen ved dagbøgerne, at de gav Stig Andersen adgang til originale tanker og følelser. Dermed var han mindre afhængig af Uffe Elbæks egen erindring om sit liv.
»Når han i dag fortæller, at han i en periode var gennem en svær proces, så har jeg dokumentationen for det.«
Fik skæld ud af sin mand
Stig Andersen fortæller, at udleveringen af dagbøgerne viser, at Uffe Elbæk er »et fantastisk åbent menneske«. Måske for åbent?
Undervejs i projektet gik det faktisk op for Uffe Elbæk selv. I biografien fortæller han til Stig Andersen, at det er helt vildt, at han har udleveret sine helt personlige dagbøger:
”De er jo skrevet til privat brug og til mig selv og er ikke tænkt til offentliggørelse. Men der er ikke noget i mit liv, jeg ikke kan stå ved,” siger Uffe Elbæk i bogen.
Jens Pedersen, Uffe Elbæks mand, syntes dog, at det var lidt for meget af det gode at låne dagbøgerne ud, fortæller Stig Andersen.
»Uffes mand gav ham en “skideballe”, da han hørte det. "Har du givet dine dagbøger til en fremmed mand!",« siger Stig Andersen.
»Vi talte sammen om det alle tre, en dag jeg besøgte Uffe Elbæk, og både Uffe Elbæk og hans mand, Jens Pedersen, gav udtryk for, at de havde tillid til, at jeg ville bruge dagbøgerne på en “ordentlig” måde,« tilføjer han.
Skriverierne stoppede i København
Uffe Elbæk skrev dagbøger frem til 2007-2008, hvor han flyttede til København. Hans tid som folketingspolitiker, hans pludselig afgang som kulturminister og opbygningen af Alternativet er derfor ikke omtalt i dagbøgerne.
Er du helt sikker på, at han ikke har nogle nyere dagbøger, han ikke har vist dig?
»Jeg har ikke i den lange og intense proces, jeg det sidste år har haft med Uffe Elbæk, oplevet, at der var noget, han ikke ville fortælle om eller forholde sig til. Vi har haft en meget åben dialog – om alt. Så jeg er sikker på, at der ikke findes dagbøger fra den intense tid som minister og fra opgøret med de radikale,« forklarer Stig Andersen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.