Der er noget, jeg har tænkt over på det seneste. I vores branche er succes på arbejdsmarkedet åbenbart lig med en karriere, der kun går én vej: Op. Først får vi en uddannelse, så får vi et job, og så bliver vi forfremmet og bliver chefer.

Hvis nogen vover at gå den anden vej – fra chef til menig medarbejder – bliver det mødt med undren. Hvad ligger mon bag? Uduelighed? Manglende ambitioner?

Men kig lige en gang rundt i mediebranchen. Det er snarere reglen end undtagelsen, at folk er chefredaktør, nyhedschef, erhvervsredaktør eller udviklingschef i en periode – indtil de ikke er det længere.

Anne Knudsen gik fra chefredaktør på Weekendavisen til journalist samme sted. Samme vej valgte Jørn Mikkelsen og Carsten Juste på Jyllands-Posten.

TV Avisens Kåre Quist var i tidernes morgen chefredaktør på gratisavisen Urban, før han blev skrivende og redaktionschef samme sted.

I DR var Mette Hybel blandt andet journalistisk chef på TV Avisen – nu er hun korrespondent.

Der findes utallige fotografer med en fortid som fotochef. Per Folkver var for eksempel fotochef på Politiken i en årrække, men var de sidste år på avisen fotograf.
Sofie Amalie Klougart var billedredaktør på ugeavisen Morgenbladet i Oslo, nu er hun tilbage som fotograf.

Det mest almindelige er at skifte fra chef ét sted til menig medarbejder på en anden mediearbejdsplads.

Troels Mylenberg havde en toppost som ansvarshavende chefredaktør i Jysk Fynske Medier. Så blev han nyhedsvært på TV 2 News.

Isabella Hindkjær er gået fra chefredaktør på Vice til journalist på Zetland.
Informations udlandsredaktør Emil Rottbøll blev Ruslands-korrespondent på Berlingske.

Bubber var engang redaktør for alle TV 2’s børneprogrammer. I dag er han bare 100 % Bubber.

Jeg kunne blive ved.

”Der ligger en forventning om, at vi altid søger op”

Jeg var konstitueret redaktør på Journalisten i syv måneder, fra Øjvind Hesselager stoppede, til Christian Lindhardt overtog i begyndelsen af marts. Som konstitueret redaktør har jeg fået spørgsmålet ”søger du jobbet?” 100 gange oftere end ”hvad går I egentlig og arbejder med på bladet?”.

Jeg ville faktisk hellere fortælle, at vi havde lavet nogle gode artikler om kommunikation og forsider, som ikke udsprang af historier i København. Men folk var mere optaget af mine karriereplaner. Var jeg parat til at tage springet (underforstået opad)?

Det føltes lidt underligt, at de håbede det så meget på mine vegne. Hvorfor mon?

”Det, din mor ville spørge om, er det samme, som omverdenen tænker.” Spørgsmålene er: ”Hvorfor skifter du dog, når du havde fået en så fin stilling? Gik noget galt? Var det frivilligt?”

Mads Løkke Rasmussen, karrierekonsulent, DJ

”Der ligger en forventning om, at vi altid søger op,” siger karrierekonsulent i DJ Mads Løkke Rasmussen, da jeg beder om hans bud på en forklaring.

Mads Løkke Rasmussen har i en årrække rådgivet medlemmer om, hvordan de ”bevæger sig op ad karrierestigen, til siden eller nedad”.

En forfremmelse kræver ikke mange forklaringer, siger han. Det gør til gengæld et karriere-move, hvor du går et eller to trin ned.

”Derfor er formidlingen vigtig,” siger han.

Hans erfaring er, at det er nødvendigt at have et messagetrack, der er så skudsikkert, at det kan overbevise den sværeste af alle målgrupper: Din mor.

”Det, din mor ville spørge om, er det samme, som omverdenen tænker,” siger han.
Spørgsmålene er: ”Hvorfor skifter du dog, når du havde fået en så fin stilling? Gik noget galt? Var det frivilligt?”

Skubbet ind på en anden scene

Jonas Langvad Nilsson blev i 2015 spurgt, om han ville være konstitueret chefredaktør på Euroman, indtil Egmont Publishing fandt en ny chef udefra.

Jeg kan genkende meget i hans historie. Det er historien om specialisten, der blev forfremmet. Den pæne dreng, der pludselig skulle vise nogle nye sider af sig selv og optræde lidt barskere.

Jeg var på vej på ferie i Sverige, da Øjvind Hesselager var væk, og jeg overtog.

Jonas Langvad Nilsson var på ferie i New York, da han sagde ja til konstitueringen.

Især i begyndelsen var der tryk på, husker Jonas Langvad Nilsson.

”Jeg husker de første uger som nogle af de travleste i mit liv,” siger han.

Han havde specialiseret sig i lange portrætartikler. Et krævende, men også privilegeret job, hvor der var tid til at nørkle med indledninger og finde den helt rigtige spænding i fortællekurven.

Opgaven som chefredaktør var en helt anden rolle på godt og ondt. Det gode var, at han fandt nye sider frem i sig selv.

”For mig personligt var det nyt at blive skubbet ind på en anden scene og træde i karakter som chefredaktør.”

Med ansvaret var Jonas Langvad Nilsson nødt til at opføre sig på en anden måde, end han plejede.

”På et personligt plan var der noget forfriskende, næsten befriende ved at gøre mig fri af en gammel rolle.”

Jonas Langvad Nilsson, tidligere konstitueret chefredaktør på Euroman

”Mange ser mig sikkert som en lidt forsigtig, tilbageholdende og overdreven høflig person. Det tjener mig som portrætjournalist i forhold til at skulle vinde et andet menneskes tillid.”

Som chefredaktør måtte han nedtone høfligheden og træffe hurtige beslutninger. Han kunne lide det.

”På et personligt plan var der noget forfriskende, næsten befriende ved at gøre mig fri af en gammel rolle,” siger han i dag.

Mens Jonas Langvad Nilsson fortæller løs om tiden som chefredaktør, afbryder jeg ham flere gange for at fortælle, at ”præcis sådan havde jeg det også”.

Efter mere end 10 år på Journalisten, hvor mit eneste lederansvar havde været rollen som praktikantvejleder, var det en voldsom omstilling at træde ind i en chefrolle, hvor jeg skulle lede en arbejdsplads, styre møder og træffe beslutninger om økonomi, deadlines og vagtplaner.

Kontroversielt

Det typiske trin ned for chefredaktører er ifølge Mads Løkke Rasmussen at gå fra at være boss på et medie til at blive menig på et andet.

”Det er et reelt problem, hvis en chefredaktør bliver menig medarbejder på samme medie.”

Men det var faktisk, hvad Bo Maltesen gjorde, da han gik fra chefredaktør på Politiken til journalist samme sted i 2007.

Skiftet var særligt kontroversielt, fordi Bo Maltesen havde stået for det økonomiske i chefredaktionen – fra overenskomstforhandlinger med tillidsfolkene til uddelingen af taxabonner.

Med andre ord ikke lutter populære beslutninger.

”Jeg havde gennemført sparerunder og forhandlet løn,” siger han.

Han oplevede ikke, at hans cheffortid var et problem for de journalister, han nu blev kollega med.

I dag er han enormt glad for, at han tog skiftet fra chef til menig medarbejder.

”Jeg havde en god periode som chefredaktør og en fantastisk periode som skrivende. Det var en god måde at lukke det professionelle liv ned,” siger Bo Maltesen, der var fastansat journalist på avisen, fra han var 60 til 67 år.

”Jeg kan ikke forstå, at flere chefer ikke vender tilbage til journalistikken. Vores fag er jo bare fantastisk.”

Bo Maltesen, tidligere chefredaktør på Politiken

Han fortæller, at man som chef ikke behøver at sidde på magtens tinde hele livet.

”Jeg kan ikke forstå, at flere chefer ikke vender tilbage til journalistikken. Vores fag er jo bare fantastisk,” siger han.

Fra begyndelsen vidste Jonas Langvad Nilsson, at jobbet var midlertidigt. Når det var slut, skulle han tilbage til portrætartiklerne. Mange spurgte, hvorfor han dog ikke gik benhårdt efter at blive chefredaktør.

”Jeg havde jo været på Euroman siden 2006.”

Bestod mor-testen

De første måneder gav jeg min indre lederdrøm en chance. Det var sjovt at sætte mit præg på hele Journalistens historier, vinkler og måden, det så ud på i bladet.

Journalisten har en stærk redaktion, og jeg er stolt over de ting, vi fik lavet sammen – i en periode, hvor der også var lidt turbulens om moderskibet.

Men det gik hurtigt op for mig, at jeg gerne ville tilbage til mit gamle journalistjob på bladet. Så det fortalte jeg alle, der spurgte (og spurgte gjorde de jo).

I overensstemmelse med sandheden forklarede jeg, at journalistik er det fedeste fag i verden, og at jeg ikke var så vild med det administrative i redaktørjobbet (hånden på hjertet – så slemt var det heller ikke. Men det styrkede min fortælling).

Var reaktionen skeptisk? Svært at sige. Men folk købte i hvert fald min argumentation. De fik et svar, de kunne bruge. Jeg bestod mor-testen.

Jonas Langvad Nilsson husker tiden som leder som et adrenalinrush. Men det faldt ham ikke ind, at han skulle droppe portrætjournalistikken.

”Som portrætjournalist møder jeg hele tiden nye mennesker, som jeg skal prøve at beskrive. Det er et mysterium, der bliver ved med at forundre mig. Og portrætjournalistik er et fag, jeg kan blive ved med at udvikle mig i.”

Efter at jeg har talt med Jonas Langvad Nilsson, går det endelig op for mig, hvad min undren bunder i. Jeg undrer mig over, at det bliver opfattet som uambitiøst ikke at have lederambitioner. Og hvem vil opfattes som uambitiøs?

For mig er det lige så ambitiøst at være en god journalist som en god leder. Og ved nærmere eftertanke er de færreste af mine journalistiske idoler chefer. Det er journalister, der kan lave det fede interview, skrive fænomenalt eller grave dybt. Den tidligere chefredaktør Kåre Quist er i dag en stærk vært på TV Avisen. Som journalist nåede Bo Maltesen at blive nomineret til Cavlingprisen. Og ingen er så god til at se mennesket i et barn som intervieweren Bubber.

I grunden har jeg det fint med, at jeg ikke er en ledertype. Det overlader jeg til andre.