
"Selv om jeg ser meget færre mennesker end på Nørrebro, så møder jeg i min hverdag langt flere mennesker, der er anderledes end mig selv," siger Karen Straarup Møller. Andreas Bang Kirkegaard
Hvorfor blev du journalist?
”Da jeg var 11 år, ringede jeg ind til ’Overbeviseren’, som var en quiz i ’Børneradio’ på P3. Jeg var jo sådan et lidt skørt barn på Mols, der talte jysk, og det viste sig, at jeg var rigtig god til at lyve og fortælle historier i radioen. En dag ringede de og sagde, at de skulle lave børneradio fra Aarhus i efterårsferien, og spurgte, om jeg ville være med. Det ville jeg gerne. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Er det her virkelig et job?’ Lige siden har jeg vidst, at jeg ville være journalist.”
Siden du var 11?
”Ja. Men jeg vidste nok ikke rigtig, hvad det var. Jeg ville ikke lave nyheder – jeg ville fortælle historier, have adgang til folk, stille dem spørgsmål. Det var så vild en oplevelse for et barn: At få en mikrofon i hånden og have lov til at spørge fremmede mennesker om alle mulige ting.”
I dag er du ledende redaktør for podcast på P3, og for nylig er du flyttet tilbage til Mols og fortsat med at arbejde i DR Byen i København. Hvordan det?
”Forhistorien er, at jeg for nogle år siden var i sommerhus og tilfældigt opdagede, at mit barndomshjem – en gammel præstegård i Knebel – var til salg. I første omgang jokede min mand og jeg med det, men jeg kunne mærke, at det måske var et tegn. Måske skulle det være anledningen til, at vi besluttede os for, hvor vi ville slå rødder, og vores børn skulle vokse op. Så vi endte med at købe den – sammen med min mor og far, som flytter ind næste sommer – og vi fortsætter med at arbejde i København. Jeg arbejder så to dage om ugen i DR Byen i København og tre dage hjemmefra.”
Karen Straarup Møller
Født 1986 på Mols.
Uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2012 og har siden arbejdet med radio på DR og Radio24syv.
I dag ledende redaktør for podcast på P3.
Bor på Mols med sin mand og deres to børn.
Hvilke reaktioner har du mødt, når du har fortalt om det?
”Hvis jeg skal opsummere reaktionerne, siger mange: ’Hvorfor flytter du til Mols, når du har alt i København?’ Implicit: Hvorfor vil jeg opgive alt for at flytte derover – mit liv vil gå i stå. I hvert fald har det været tydeligt, at folk sætter lighedstegn mellem det at flytte til Jylland og give afkald på sin karriere i København.”
Men det er vel også oplagt, for det er trods alt de færreste i Danmark, der bor så mange kilometer fra deres arbejde?
”Det ved jeg faktisk ikke om er rigtigt. Der, hvor jeg er flyttet hen, er der overraskende mange pendlere. I det hele taget er det jo begrænset med arbejdspladser på Mols, så der er en anden tilgang til pendlerlivet – mange kører for eksempel til Aarhus og Randers, og der er også andre end os, der pendler til København.”
Hvordan har det så været?
”Det har været helt fantastisk. Mols er det smukkeste sted i Danmark, og vi er blevet taget så godt imod af naboer, molboer og andre tilflyttere. Det er også en stor omvæltning og selvfølgelig noget, der kræver tilvænning. Men jeg synes, det er rart at have størstedelen af min hverdag i pagt med mine værdier – og samtidig have tid, hvor jeg virkelig er sporet ind på karriere og arbejder igennem. Og hvor jeg mærker det høje tempo i DR Byen, og hvad storbyen kan. Jeg kan jo godt lide begge dele, men den private del af mig har det godt med at bo et sted, hvor der er ro, og hvor jeg har mere tid til at være sammen med mine børn og være tæt på naturen. Jeg restituerer bedre, tror jeg.”
Men var det virkelig nødvendigt at tage helt derover, kunne I ikke bare være flyttet ud til Damhussøen ligesom alle os andre københavnerjournalister – der er en masse træer og rolige baghaver og forholdsvis meget plads?
”Det kunne vi måske. Men vi er i bund og grund to bonderøve – og Valby er jo ikke at komme på landet eller tættere på den slags natur, hvor man kan være heldig at møde vilde heste. Og fordi huset ikke ligger i Valby, er prisen også en anden, og måske derfor føles eventyret heller ikke så … forpligtende. Vi har ikke sat os i en gæld, der er umulig at komme ud af igen.”
Tror du, at flytningen kommer til at få betydning for dit journalistiske arbejde?
”100 procent. For det første har jeg jo bevæget mig ud af mit eget segment. Jeg er irriterende meget klassisk Nørrebro-segment. Børnefamilie med to børn, spiser økologisk, går op i klima og bæredygtighed, arbejder i mediebranchen. Hele klichéen. Nu lever jeg ude i virkeligheden på en helt anden måde end før. Jeg tager toget frem og tilbage, og selv om jeg ser meget færre mennesker end på Nørrebro, så møder jeg i min hverdag langt flere mennesker, der er anderledes end mig selv, og bor nu i et anderledes og langt mere forpligtende lokalmiljø. Det kan jeg godt lide. Uanset om du er journalist eller redaktør eller chef, tror jeg, du har godt af at komme ud i virkeligheden. Helt ud.”
Men det her er vel ikke for alle – er du ikke en overprivilegeret mellemleder, der kan skrue dit arbejdsliv sammen, som du vil?
”Selvfølgelig er jeg ekstremt privilegeret, fordi mit job er fleksibelt, og min chef har bakket mig op. Men rigtig mange journalister har fleksible job. Hvis I drømmer om at rykke til Bornholm eller købe et hus med jeres forældre på Fyn, så er det ikke umuligt. Da jeg fortalte det til min chef, havde jeg troet, at jeg skulle overbevise hende om, at det var en god idé, men det var slet ikke nødvendigt. Det er, som om mange glemmer, at Skype findes, og at altså … så stort er Danmark bare heller ikke.”
Nu er det over 20 år siden, du fandt ud af, at du skulle være journalist. Synes du stadig, det er en vild oplevelse at have en mikrofon og tale med fremmede mennesker?
”Ja! Og det er lige præcis det, jeg nu som redaktør hjælper andre med at lykkes med. Jeg tror også, at en del af mit Mols-eventyr handler om et behov for at flytte mig for at møde nye mennesker og få nye input og perspektiver. For det er jo det, det handler om: At tale med mennesker og fortælle historier. Og ja, det er stadig det fedeste i verden.”

1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.