
Christian Lindhardt er blevet ansat som ny chefredaktør på Journalisten. Han starter i jobbet den 1. marts. Foto: Agnete Schlichtkrull/DR
Efter mere end et halvt års venten har Dansk Journalistforbund udpeget personen, der fremover skal stå i spidsen for den redaktionelle ledelse af fagbladet Journalisten.
Den nye chefredaktør for bladet bliver Christian Lindhardt. Han kommer fra en stilling som ledende redaktionschef for DR Nyheder, Aktualitet og Distrikter og har været en del af nyhedsledelsen i DR. Han starter i jobbet som chefredaktør på Journalisten den 1. marts.
Christian Lindhardt har været ansat i DR siden 2013. Her havde han frem til 2017 ansvar for de digitale områder i DR Nyheder og siden 2018 det overordnede ansvar for DR Nyheders platforme – herunder TV Avisen, Radioavisen, dr.dk, Deadline og P3 Nyheder.
Christian Lindhardt har desuden en fortid som politisk redaktør på Ritzau og redaktionschef på Politiken med ansvar for politiken.dk.
Vi har spurgt Christian Lindhardt, hvordan han ser de vigtigste historier i mediebranchen. Og hvorfor han egentlig vil være chefredaktør for Journalisten.
Hvorfor søgte du jobbet som chefredaktør på Journalisten?
”Fordi det er et af de mest spændende redaktørjob, der er i branchen. Jeg elsker journalistik. Jeg elsker kommunikation. Jeg elsker alt, hvad der handler om medier. Og at kunne beskæftige sig med det journalistisk er en fantastisk mulighed.”
Hvorfor er det så spændende?
”Det er spændende, fordi vores branche i sig selv er utroligt spændende. Det er en mediebranche, der er under voldsomt pres. Og samtidig er det en kommunikationsbranche, som har det rigtigt godt. Det er helt vildt vigtigt at beskrive de udfordringer, dilemmaer og fænomener, der er her.”
Journalisten har som blad i mange år haft en meget mediekritisk kerne. Men det er også et blad, der skal favne andre faggrupper end journalister i Dansk Journalistforbund. Det er kommunikatører, fotografer, de visuelle. Journalisten har også fået kritik for ikke at være god nok til det. Er det noget, du vil gøre noget for at forbedre?
”Journalisten skal være et blad for alle medlemmer af Dansk Journalistforbund. Hvad enten man er fotograf, kommunikatør, freelancer eller fastansat på et dagblad. Det er vores opgave at finde de gode historier på alle de områder. Mediekritikken skal også stadig være en del af det. Det er vigtigt. Men det er også et fagblad, der skal beskæftige sig med arbejdsforhold og de tendenser, der er på det arbejdsmarked, DJ’s medlemmer er på.”
Hvordan vil læserne mærke, at du står i spidsen for Journalisten?
”Jeg synes, det er et blad, som det går rigtigt godt for. Det er ikke et blad i krise. Men vi skal lave masser af god journalistik. Måske gøre brug af flere genrer. Og så kunne hjemmesiden godt trænge til et eftersyn.”
Dansk Journalistforbund udgav i 2019 rapporten ’Fagenes Fremtid’, der tegner et billede af en mediebranche, der står i en stor brydningstid. Hvad er i dine øjne de vigtigste historier i mediebranchen at kigge på for Journalisten?
”Med de problemer, provins- og regionalpressen står i, kan man godt være bekymret for, om der er mulighed for at bedrive kritisk journalistik i alle dele af Danmark, fordi de lokale mediehuse er under pres. Det er en meget vigtig dagsorden. Techgiganterne er også virkelig vigtige. Deres indflydelse på det danske mediemarked og de informationer, danskerne får, betyder meget.”
”Så er der hele spørgsmålet om pressens troværdighed. Den er under angreb mange steder fra. Ligeledes er offentlighedsloven også vigtig, selv om et flertal har lukket ned for at ændre den. Og så er arbejdsforholdene i en mediebranche i krise utroligt vigtige at holde øje med.”
Der har jo i foråret været stor debat om exit-sagerne i DJ – er det noget, du også mener er vigtigt for Journalisten at dække kritisk?
”Jeg synes helt klart, det er interessant, hvis en formand går, og en chefredaktør går. Det havde det også været for Journalisten, hvis det var sket i en anden fagforening og på et andet fagblad. Men det vigtige, når vi dækker forbundet, er, at vi dækker det, så det er relevant for medlemmerne. Hvor de kan spejle sig i de beslutninger og de diskussioner, der må være. Men det er ikke et foreningsblad, der nidkært skal referere alt, hvad der foregår i forbundet. Men når der sker noget, der er væsentligt og relevant for medlemmerne, skal vi være på det.”
Ligeledes har medlemmerne været bekymrede for Journalistens kritiske linje og frihedsbrev. Vil du holde fast i en kritisk linje på Journalisten og stå på mål for frihedsbrevet?
”Ja, selvfølgelig. Det er klart. Der er også en grund til, at man har givet Journalisten det frihedsbrev. Det er et forbund, der mener, der har været behov for at trække nogle klare streger. Det er så mit ansvar at sikre, at de linjer er der, og at stå på mål for Journalisten. 100 procent.”
Du kommer fra en chefstilling i DR’s øverste ledelseslag – hvordan vil du håndtere at dække DR fremover?
”Det vil jeg dække, ligesom vi dækker alle mulige andre virksomheder. Jeg vil nok ikke som det første skrive harmdirrende ledere om DR. Men DR er en kæmpestor og meget vigtig institution i Danmark. Jeg har prøvet at skifte job før og skulle dække tidligere arbejdspladser. Det ser jeg ingen alvorlig udfordring i.”
Du frygter ikke, at du kan få svært ved at være kritisk over for DR, når du kender ledelseslaget derude så godt?
”Nej, overhovedet ikke.”
Jeg antager, at det er underforstået, at du glæder dig til at komme i gang?
”Jeg glæder mig helt vildt!”
Det var et enigt ansættelsesudvalg med to medarbejdere fra Journalisten, der indstillede Christian Lindhardt til jobbet. Søndag mødte Christian Lindhardt hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund, der også er bladbestyrelse for Journalisten. Her besluttede en enig hovedbestyrelse at ansætte Christian Lindhardt.
Da Øjvind Hesselager fratrådte før sommerferien, blev Jakob Albrecht konstitueret redaktør. Han har ikke søgt jobbet som chefredaktør og fortsætter som reporter på Journalisten.
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg ønsker mig lidt større typer i bladet, hvis det fortsat bliver i printudgave, men det er en detalje.
Den synes den kommende redaktør ikke om.
"Og så kunne hjemmesiden godt trænge til et eftersyn," siger han.
Det lyder dyrt, men måske han ikke, at den er helt ny.
Flere