Elisabeth Geday er ude med kritik i ni punkter af DJ - herunder Journalisten - i kommentar på Kommunikationsforum. Agnete Schlichtkrull/Ritzau Scanpix
”Et dårligt match.”
Sådan lød forklaringen fra Dansk Journalistforbund, da direktør Elisabeth Geday blev sagt op 12. september i år efter blot tre måneder i jobbet.
Dengang ville hverken formand i DJ Tine Johansen eller Elisabeth Geday kommentere forløbet, men nu retter Elisabeth Geday en 11 sider lang kritik af DJ på Kommunikationsforum.
I rapporten ’Ni udfordringer for Dansk Journalistforbund’, som hun har lavet på eget initiativ, omtaler hun sig selv i tredje person som ”direktøren”.
Her udfordrer hun blandt andet DJ’s udmelding om, at forbundets behov ikke matchede hendes profil.
”Det fremstod dengang som en ensidig beslutning fra DJ’s side, men det var reelt en beslutning, jeg selv havde været med til at fremtvinge. Hovedbestyrelsen og jeg havde gennem flere uger været uenige om en konkret sag, som var alvorlig og principiel for begge parter. Vi kunne ikke blive enige, og derfor måtte jeg stoppe,” skriver hun.
Hun forklarer, at hun dengang arbejdede på en plan for at styrke DJ ”i forhold til en række af de udfordringer, som organisationen står overfor”. Blandt andet medarbejdernes trivsel og medlemmernes tilfredshed.
”Men af gode grunde nåede jeg kun i begrænset omfang at få initiativerne ført ud i livet,” skriver hun.
Elisabeth Geday har både i mandags og i dag meddelt Journalisten, at hun ikke vil stille op til interview om sagen.
Tine Johansen siger om rapporten:
”Jeg spærrede øjnene lidt op, da jeg så det i morges. Jeg er overrasket over, at man som opsagt har lyst til og brug for at skrive en hel rapport, som hun kalder det, om forholdene.”
Har hun ret i nogen af sine pointer?
”Ja, der er ikke de store overraskelser i det, hun skriver.”
Den dårlige økonomi
Elisabeth Geday kritiserer i otte punkter forbundet, mens hun i et enkelt punkt retter kritik mod Fagbladet Journalisten.
Et af punkterne handler om den faldende medlemstilfredshed og den meget lille medlemstilvækst, der i år har været næsten 0 procent.
Det truer DJ’s økonomi og betyder, at forbundet skal spare.
”Det er ikke en umulig opgave, men besparelserne kræver, at der sker tydelige til- og fravalg, og at det politiske niveau i forbundet bakker op,” skriver hun.
Som Journalisten tidligere har skrevet, førte det stagnerende medlemstal til vedtagelsen af en spareplan i oktober.
Det andet punkt hedder ”Manglende prioritering giver DJ en uskarp profil og slider på de ansatte”.
Dette punkt er ifølge Elisabeth Geday det største problem for forbundet.
Hun mener, at DJ har en kompliceret faglig struktur, som gør, at forbundet har svært ved at prioritere.
Hun henviser til, at der på det ordinære delegeretmøde i april 2019 blev vedtaget et handlingsprogram med mere end 30 punkter.
Det er en ønskeliste af et omfang, som er umulig at opfylde, fordi medarbejderne i forvejen har travlt med ”driftsopgaver” som for eksempel rådgivning, karrieresparring, lønforhandlinger, overenskomstforhandlinger og mange andre ting, mener Elisabeth Geday.
”I det hele taget kunne organisationen nyde godt af at få mere faste standarder og tydeligere processer for nærmest alting: Hvordan en sag skal lægges op til hovedbestyrelsen, hvilke krav der er til håndtering af kredsenes regnskaber, deadlines og regler for, hvornår og hvordan fagligt aktive kan opkræve refusion for tabt arbejdsfortjeneste,” skriver Elisabeth Geday.
Tine Johansen mener ikke, at driftsopgaverne fylder for meget i DJ.
”De opgaver, hun beskriver som driftsopgaver, det er vores kerneopgaver. Så nej, det mener jeg ikke,” siger Tine Johansen.
Det, hun mener, er, at der blev vedtaget 30 nye punkter på delegeretmøde i april i år, og at det er urealistisk at få gennemført dem, når medarbejderne har travlt med driftsopgaver – eller kerneopgaver, som du kalder dem …
”Om det er urealistisk må stå for hendes regning.”
For gode vilkår
Elisabeth Geday mener også, at de gode løn- og ansættelsesvilkår for DJ’s ansatte er en udfordring for forbundet.
”Vilkårene adskiller sig i stigende grad fra de vilkår, som medlemmerne af DJ har på deres arbejdsmarked. Det gælder navnlig freelancere, selvstændige og projektansatte,” skriver hun.
”Der er ingen let løsning på situationen. Et første skridt kunne være, at DJ var helt åben om, hvordan forbundet lønner sine medarbejdere og om ansættelsesvilkårene i øvrigt. Dernæst må der følge en diskussion med medlemmerne om, hvorvidt det skal fortsætte som i dag, og hvor langt man eventuelt er villig til at gå for at lave det om,” skriver hun.
Tine Johansen svarer, at ved den seneste overenskomstforhandling med konsulentklubben og Fagbladet Journalisten blev lønnen reguleret med 0,75 procent, ”hvilket ikke er ret meget”.
”Vi forhandler overenskomsterne med medarbejderne her i huset med deres repræsentanter, og det er efter et mandat, jeg får i hovedbestyrelsen. Vi skal have gode vilkår i DJ, men det skal ikke stikke for meget af i forhold til vores medlemmer,” siger Tine Johansen.
Men I går jo ikke ned i løn – og som Elisabeth Geday skriver, så er der flere og flere freelancere og løst ansatte, og gabet mellem medlemmerne og forbundet stiger. Har I for favorable lønninger?
”Det vil jeg ikke gå ind i. De vurderinger må stå for hendes regning. Vi har blik for, at lønningerne ikke må stikke af fra det arbejdsmarked, vi repræsenterer,” siger Tine Johansen.
Ifølge Elisabeth Geday får nogle medarbejdere, der ikke fungerer, for lang snor, fordi en personalekonflikt er ubehagelig for et fagforbund. Den udlægning kan Tine Johansen ikke genkende.
”Det ved jeg ikke, hvad hun mener med. Jeg synes, det er svært at beskylde DJ for at udvise konfliktskyhed efter denne sommer. Vi har truffet nogle store og svære beslutninger, så det er ved siden af at sige, at vi er konfliktsky.”
Havde kig på nye lokaler
Journalisten beskrev i forbindelse med Elisabeth Gedays aftrædelse, at det havde skabt bekymring i dele af hovedbestyrelsen, at Elisabeth Geday havde været ude og kigge på nye lokaler til forbundet.
Journalisten beskrev dengang, at udmeldingen var overraskende, fordi hovedbestyrelsen i 2018 skrinlagde flere års flytteplaner.
”Alle kiggede spørgende på hinanden: Var vi ikke blevet enige om, at det skal vi netop ikke?” fortalte et tilstedeværende HB-medlem dengang Journalisten.
Men Elisabeth Geday skriver i sin rapport på Kommunikationsforum, at det forekom hende uansvarligt at vente 10 år med at undersøge en mulig flytning, fordi ”medarbejderne i en trivselsmåling beskrev store udfordringer med forbundets lokaler”.
Tine Johansen siger, at emnet var på dagsorden på HB-mødet i august.
”Det er en snak, vi har haft i mange år, og ja, Geday orienterede om, at DJ ville afsøge, hvad der var på markedet. Men det var ikke sådan, at der var konkrete planer om en flytning.”
Elisabeth Geday skriver, at hun i samråd med formanden og med orientering af forretningsudvalget og hovedbestyrelsen satte gang i et projekt, hvor DJ skulle undersøge markedet for nye mulige domiciler og derefter tage stilling til, om forbundet skulle flytte.
Journalisten er en styrke, men også en udfordring
Et af Elisabeths Gedays punkter i rapporten handler om fagbladet Journalisten.
Hun mener, at bladet er en fordel, når forbundet og fagbladet finder sammen om at fremme vigtige historier på medlemmernes vegne, fordi man kan sætte en dagsorden, der giver resonans på Christiansborg.
Men bladet er en udfordring i de perioder, hvor Journalisten har fundet anledning til at dække forbundet tæt og kritisk, ”fordi det smitter negativt af på forbundets image, på forbundets evne til at rekruttere nye medlemmer og derigennem forbundets økonomi”, skriver hun.
”Nogle vil anføre, at forbundet bare kunne opføre sig ordentligt, så ville Journalisten ikke have noget at skrive om. Men er det hele historien? Set udefra kan det forekomme, at historier, der i andre frie medier var passeret med en kort note eller et ”pyt”, bliver beskrevet i stor dybde og længde i den giftige cocktail, som DJ og Journalisten har blandet sig med lige dele gensidig afhængighed og frihedsbrev,” skriver den tidligere direktør.
DJ: Ikke noget nyt i kritikken
Tine Johansen har overordnet svært ved at se, at der er noget nyt i Elisabeth Gedays kritik.
”Nej, de fleste af de her ting er jo udfordringer, som vi er fuldstændigt bekendt med, og som jeg har talt med hende om. Og som vi også arbejder med. Og så er der ting i hendes rapport, hvor jeg ikke helt kan finde ud af, hvad hun mener. Det er svært at forholde sig til det.”
Mener du fortsat, at det er dækkende at kalde hendes ansættelse i DJ for et mismatch?
”Ja, det er hovedbestyrelsen og jeg helt enige om.”
Storhed og fald: Historien om Lars Werge og Øjvind Hesselagers exit">
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Til gengæld vil jeg kommentere indholdet i Gedays rapport, ”Ni udfordringer”. Selv om Geday var indlysende uegnet som direktør for DJ, kan hun godt have ret. Og det mener jeg hun har, til dels. Hendes symptombeskrivelse og diagnose er rigtig, men den foreslåede behandling ville være fatal.
Gedays iagttagelser kan faktisk sammenfattes til følgende to punkter:
1) Hun beskriver et handlingslammet forbund, som sander til i driftsopgaver, ikke kan prioritere, og trækkes rundt ved næsen af de ”fagligt aktive”, altså de der gør arbejdet rundt om i grupper, kredse og specialforeninger. De har oven i købet har ret til at opkræve eget kontingent, bemærker Geday.
2) Hun fortæller om fysiske og organisatoriske rammer, som ikke er fulgt med tiden; DJ’s administration og boligforhold er langt hen ad vejen som for 15-20 år siden, da medlemstallet var det halve. Det samme gælder den eksorbitante aflønning af de ansatte.
DJ’s formand, Tine Johansen, har i en hurtig kommentar sagt, at problemerne er velkendte. Men hvorfor har man så ikke løst dem? Svaret på det er vel, at det er svært at beslutte sig til at holde op med at være ubeslutsom.
DJ har faktisk prøvet. Man har tilkaldt eksperter, og man har nedsat sin egen tænketank, to gange endda. Det er der kommet gode rapporter ud af, senest ”Fagenes Fremtid” og ”Fremtidens Forbund”, men man har ikke haft travlt med at følge anbefalingerne.
Geday kommer ikke ind på de politiske problemer i DJ; det var jo ikke hendes bord, og de er også beskrevet i de to Fremtids-rapporter. Grundlæggende handler de om retningsløshed og identitetsløshed; DJ har svært ved at finde ud af, hvem man vil være hvad for, og forbundet fremtræder mindre og mindre relevant for flere og flere af sine medlemmer.
Jeg kan tage mig selv som eksempel: Jeg er freelancer, og jeg udfører en meget bred palet af arbejdsopgaver: kommunikation, journalistik oversættelse, rejseledelse. Der er to fællestræk ved mine opgaver: De handler alle om at fortælle historier. Og: DJ har ikke den mindste indflydelse på aflønningen af nogen af dem.
Så hvad er det, DJ kan tilbyde mig? Pressekortet kan man få andre steder, og jeg får ingen særlig identitet ud af at være medlem af en organisation med så bred en profil. Det væsentligste tilbud er det fag-faglige indhold – Fagfestival, gå-hjem-møder i kredsen, arrangementer i specialgrupperne, og så videre. Fint, men fint nok? Nok til at berettige et månedskontingent? Jeg er ikke sikker.
Hvad er Gedays løsning? Det er centralistens: stram op og ret ind, siger hun. Alle hendes "bacck-office”-forslag lyder fornuftige nok: et nyt domicil, en klar organisation, administrativ forenkling. Hende ”front-office”-ideer ville derimod slå DJ ihjel:
”Det er oplagt at lægge nogle ret snævre rammer omkring de fagligt aktives og politisk valgtes træk på administrationen, og bygningerne, i DJ (...) Alle nye opgaver, som de politisk valgte ønsker løst af administrationen, bør filtreres gennem forretningsudvalget...”, skriver hun.
Gør man det, vil DJ implodere. Alt det jeg nævnte ovenfor, som giver mig værdi, er skabt, tænkt og udført af de ”fagligt aktive”, hun er så irriteret over. Dem der tager slæbet i kredsbestyrelser og medarbejderforeninger og specialgrupper og hvad har vi ikke. Læger man ”snævre rammer” om dem, er der ikke noget tilbage; centralledelsen vil kunne sidde på toppen af sit nye domicil og udstede ordrer, men medlemmerne og de aktive vil sive væk.
Jeg er overbevist om at DJ skal gå den modsatte vej: DJ kan kun overleve ved at decentralisere. Geday, og mange med hende, er irriterede over det uoverskuelige virvar af små stater i staten, som DJ’s grupperinger udgør. Jeg ville hellere give staterne større selvstændighed. Lad journalisterne være journalister, med ret til selv at styre egne anliggender, herunder presseetik og mediepolitik. Gør noget tilsvarende med DJ Kommunikation, og med alle andre grupper, som har kræfterne og viljen til det.
Det kræver at man opgiver illusionen om DJ’s enhed. Det er en illusion som holdes ved lige af de klassiske journalister, der stadig styrer DJ, måske i håb om at kunne pacificere kommunikatørerne.
Men den strategi bliver mere og mere umulig. For et år siden forklarede DJ’s daværende formand fx, at kommunikatører kunne være lige så samfundsnyttige som journalister, og det udløste en åben konflikt med DJ Journalisterne, som man med fordel kunne have undgået.
Måske var det mere realistisk at erkende, at DJ’s mange fag alle er noget for sig, med forskellige opgaver, og forskellig faglighed, og forskellig samfundsnytte, ja – men med et fælles behov for en organisatorisk ramme, og den ramme kan være DJ.
Drop ved samme lejlighed alle drømme om et enhedskontingent. Det er en drøm, jeg kan huske at nogle talte om helt tilbage for 15 år siden, da jeg selv sad i DJ’s ledelse. Jeg tror endda, hvis det kan blive mellem os her på Facebook, at jeg selv har drømt den. Men i praksis ville den blive et mareridt, for den ville undergrave dem, som gør arbejdet: de irriterende ”fagligt aktive”.
Dette er ikke hvad en centralist som Geday drømmer om. Men det er en konstruktion som vil kunne leve. Det tror jeg ikke, det nuværende DJ kan.