
Agnethe Schlichtkrull/Ritzau Scanpix
Elisabeth Geday er blevet opsagt som direktør i Dansk Journalistforbund (DJ).
Det har forbundet i dag meldt ud i en pressemeddelelse. Elisabeth Geday har siddet i jobbet siden den 1. juni 2019 – hun blev ansat den 30. april.
I meddelelsen siger DJ-formand Tine Johansen, at ”vi må erkende, at forbundets behov og Elisabeths profil ikke matcher. For alle parters skyld handler vi hurtigt på den erkendelse”.
Vil ikke komme det nærmere
Tine Johansen oplyser til Journalisten, at forbundets hovedbestyrelse traf beslutningen i går, torsdag. Og at hun til formiddag meddelte beslutningen til Elisabeth Geday.
”Begrundelsen er den simple, at det var et dårligt match mellem DJ og direktøren. Med de opgaver, vi stod over for at skulle have løst, og de forventninger, vi havde til samarbejdet, der må vi bare konstatere, at det ikke var det rigtige match,” siger Tine Johansen.
Kan du komme det nærmere?
”Nej, jeg synes – af respekt for begge parter – ikke, jeg har lyst til at komme det nærmere. Det var et forkert match.”
”Dét påtager jeg mig selvfølgelig min del af ansvaret for. Jeg sad i et ansættelsesudvalg på seks personer, som tidligere i år valgte Elisabeth Geday til stillingen.”
”Men når man erkender, at man har lavet et dårligt match, så må man også rette op på det,” siger Tine Johansen.
Tine Johansen oplyser også, at Elisabeth Geday er opsagt efter funtkionærloven. Den giver Elisabeth Geday løn for løbende måned plus én måned, når en person bliver opsagt, inden der er gået seks måneder.
Elisabeth Geday bekræfter over for Journalisten, at hun får løn til og med oktober.
Dermed får hun væsentligt mindre end tidligere DJ-formand Lars Werge, der fik seks måneders løn, efter at han forlod DJ i juni. Forskellen skyldes, at Elisabeth Geday er ansat på en individuel kontrakt og omfattet af funktionærloven, mens Lars Werge er omfattet af de regler, der står i forbundets vedtægter om eftervederlag.
Hvis hovedbestyrelsen havde ventet med at opsige Elisabeth Geday, indtil der var gået seks måneder, skulle DJ betale hende tre måneders løn plus løbende måned.
Journalisten forsøger at give overblik over, hvad der skal ske med direktørposten nu, her.
Geday ikke enig i begrundelsen
Elisabeth Geday er ikke enig i begrundelsen. På Twitter skriver hun:
”Jeg stopper i Dansk Journalistforbund fra i dag. Jeg kan ikke sige så meget mere på nuværende tidspunkt, fordi jeg er bundet af min kontrakt. Jeg kan bare sige, at jeg ikke er enig med den begrundelse, som DJ giver.”
Jeg stopper i Dansk Journalistforbund fra i dag. Jeg kan ikke sige så meget mere på nuværende tidspunkt, fordi jeg er bundet af min kontrakt. Jeg kan bare sige, at jeg ikke er enig med den begrundelse, som DJ giver.
— Elisabeth Geday (@elisabethgeday) September 13, 2019
I en sms til Journalisten bekræfter hun:
”Jeg kan ikke sige mere på nuværende tidspunkt. Bare at jeg er meget uenig i den begrundelse, som DJ giver for opsigelsen.”
Elisabeth Geday ønsker ikke at udtale sig yderligere. Og Tine Johansen ønsker ikke at udtale sig om hendes afvisning af begrundelsen.
Havde mål om mere synlig ledelse
Da Elisabeth Geday tiltrådte, var det med et klart fokus både internt i forbundet og ud i branchen, sagde hun til Journalisten.
Internt i forbundet mente hun, at der var brug for at sikre en mere synlig ledelse, efter at en psykisk arbejdspladsvurdering i DJ sidste forår viste, at stress er ret udbredt blandt DJ’s medarbejdere.
”Stress kan jo have mange årsager. I DJ har der jo været en forhistorie med en væmmelig sag, og trivselsundersøgelsen fra sidste år viste et stort ønske om en tydeligere retning og en mere synlig ledelse. Det bliver min store opgave at sikre over tid,” sagde hun.
Og i branchen mente hun, at der var brug for at kæmpe for de atypisk ansatte.
”Noget af det, der optager mig meget, er, at vores arbejdsmarked bliver opdelt i dem, der sidder med de faste stillinger og de gode vilkår, og så dem, der er ansat på midlertidige kontrakter, freelancekontrakter, projektansættelser osv.,” sagde Elisabeth Geday.
Midlertidig ledelse
Efter dagens nyhed bliver DJ’s økonomichef, Peter Reich, og rådgivningschef Karin Mette Thomsen konstitueret som DJ’s administrative ledelse, indtil der er fundet en ny løsning for direktørposten.
Opdateret 13. september 15.15 med kommentarer fra Tine Johansen.
Opdateret 17. september 17.23 med afsnit, der klargør, at Elisabeth Geday er opsagt efter funktionærloven. Der er også tilføjet link til artikel, hvor vi forsøger at danne overblik over direktørposten.
28 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kh Troels, søn af Torben
Hvor 'den afgåede/fyrede' redaktør Øjvind Hesselager,
i Journalisten bl.a. har villet oplyse om forholdene for journalist-proletarerne uden fastansættelse.
Og tidligere formand Lars Werge
(og nuværende formand Tine Johansen),
- har identificeret sig som repræsentanter for de lykkelige fastansatte med høje hatte…
Er Elisabeth Geday blevet fyret som direktør i Dansk Journalistforbund,
(- blev ansat 1 juni 2019!),
- fordi hun (som måske tidligere Øjvind Hesselager),
- har opdaget at freelancerne/proletarerne bliver flere og flere,
- ligesom flere og maskinoversatte Washington og New York medie artikler,
- sparker danskproducerede spalter ud af de største danske medier?
Den nu fyrede Elisabeth Geday:
”Noget af det, der optager mig meget, er, at vores arbejdsmarked bliver opdelt i dem, der sidder med de faste stillinger og de gode vilkår, og så dem, der er ansat på midlertidige kontrakter, freelancekontrakter, projektansættelser osv.,” sagde
Jeg vil anbefale at hovedbestyrelsen i fagforeningen Journalistforbundet,
- anerkender de faktiske forhold i journalist-industrien,
- og derfor fyrer Tine Johansen,
- og genansætter Øjvind Hesselager som redaktør på Journalistforbundets fagblad Journalisten.
PS. PFA bildte mig først ind, at jeg kunne beholde min særdeles billige gruppelivsordning, derefter måtte de meddele, at det alligevel ikke var muligt. Så annulerede jeg udmeldelsen.
PPS
Vil en behjertet sjæl rette fejlene i mit første indlæg, der skyldes stavekontrollen på min telefon?
Flere