Ny DJ-direktør vil kæmpe for de atypisk ansatte

Tidligere HR- og kommunikationsdirektør i DR Elisabeth Geday bliver ny direktør for DJ. Hun vil sikre en mere synlig ledelse og er særligt optaget af at skabe bedre vilkår for freelancere og mediefolk på midlertidige kontrakter og i projektansættelser. ”Det er der, vi skal sætte ind”

1. juni sætter en ny kvinde sig i direktørstolen i Dansk Journalistforbund (DJ). En enig hovedbestyrelse har nemlig ansat 53-årige Elisabeth Geday til at stå i spidsen for forbundet.

Elisabeth Geday kommer fra en stilling som kommunikationsdirektør i Region Hovedstaden, men er i medieverdenen måske mest kendt for sin tid som HR- og kommunikationsdirektør i DR. Hun har desuden siddet i Folketinget for Radikale Venstre fra 2005-2007.

”Jeg har jo selv været medlem, så jeg forbinder DJ med en masse ting. Ikke mindst et sted med meget høj faglighed, og hvor man kan få udviklet sin egen faglighed, hvad enten man er journalist eller kommunikatør. Det er et selskab, jeg gerne vil blive set i,” siger Elisabeth Geday til Journalisten.

Som sine styrker i forhold til jobbet i DJ fremhæver hun selv, at hun både har beskæftiget sig med medier, kommunikation, arbejdsmarkedsforhold og ledelse.

”Alle de ting bliver til en større helhed i jobbet som direktør for DJ,” siger den nye direktør.

Optaget af vilkår for atypisk ansatte  

Elisabeth Geday understreger, at hun vil vente med at komme med præcise programerklæringer for DJ’s fremtid, til hun har sat sig i direktørstolen og mødt medarbejderne.

Men om den overordnede kurs for de kommende år siger hun:

”På de indre linjer handler det om at få skabt rigtig god trivsel og driftssikkerhed. Og på de ydre linjer handler det om at udvikle forbundet. Der er de fire rapporter om ’Fagenes Fremtid’ et rigtig godt fundament for mig at træde ud på. Der ligger så mange analyser og anbefalinger at arbejde videre med.”

”Noget af det, der optager mig meget, er, at vores arbejdsmarked bliver opdelt i dem, der sidder med de faste stillinger og de gode vilkår, og så dem, der er ansat på midlertidige kontrakter, freelancekontrakter, projektansættelser osv.,” siger Elisabeth Geday.

Hun understreger, at netop de atypisk ansatte udgør en stadig større del af arbejdsmarkedet, ikke mindst inden for DJ’s område.

”Og hvis vi ikke passer rigtig meget på, så får vi en stor gruppe mennesker, som slet ikke har de samme vilkår som vi andre. Det er der, vi skal sætte ind som forbund ved få skabt bedre arbejdsforhold for den voksende del af arbejdsmarkedet,” siger hun.

Ikke bekymret over sparesituation 

I forhold til forbundets indre linjer er Elisabeth Geday opmærksom på, at en psykisk arbejdspladsvurdering i DJ sidste forår viste, at stress er ret udbredt blandt DJ’s medarbejdere.

”Stress kan jo have mange årsager. I DJ har der jo været en forhistorie med en væmmelig sag, og trivselsundersøgelsen fra sidste år viste et stort ønske om en tydeligere retning og en mere synlig ledelse. Det bliver min store opgave at sikre over tid,” siger hun.

Du tiltræder også på et tidspunkt, hvor der er forventet underskud på driften, hvor medlemsvæksten er stilnet af, og hvor der er vedtaget spareplan og et ansættelsesstop. Samtidig skal nye medlemmer tiltrækkes. Hvad tænker du om den situation?

”Nu tegner du det meget dramatisk op. Selvfølgelig er det ikke en ønskesituation. Men nu kommer jeg jo fra en offentlig arbejdsplads, som har været udsat for besparelser på 2 procent om året – det såkaldte omprioriteringsbidrag – så jeg tror på, at vi kan finde ud af det på en god måde for alle.”

Men hvordan vil du sikre medlemsvækst?

”Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det nok ikke er blandt de fastansatte journalister, at der er mulighed for at hente flest medlemmer. Det største potentiale ligger klart på kommunikationsområdet. Jeg har jo selv en kommunikationsbaggrund, og det sender da signal om, at vi er det foretrukne forbund, ikke alene for journalister, men også for kommunikatører,” siger Elisabeth Geday.

Werge: Får en central rolle

Elisabeth Geday tiltræder som nævnt 1. juni. Hun overtager direktørjobbet efter Linda Garlov. Tidligere på året blev det meddelt, at Linda Garlov stopper som direktør for forbundet, fordi hun har fået nyt job som direktør for a-kassen AJKS.

Om ansættelsen af Elisabeth Geday som hendes afløser siger DJ-formand Lars Werge i en pressemeddelelse:

”Elisabeth Geday kommer til et forbund i rivende udvikling. Vores store arbejde med rapporterne ’Fagenes Fremtid’ understreger, i hvor høj grad forandringer præger og vil præge journalistik, kommunikation og visuelle fag. Det skal vi som forbund indrette os efter, og i den omstilling får Elisabeth naturligvis en helt central placering.”

1 Kommentar

Nils-Chr. Nilson
2. MAJ 2019
Velkommen Elisabeth. Husk
Velkommen Elisabeth. Husk vore unge kolleger, som går fra kontrakt til kontrakt, og som er udelukket fra støtte under barsel, fordi ingen arbejdsgiver vil betale en andel af barselspengene. Det har ramt min squashmakker, og det er helt vildt. Og netop den sag er så let forståelig, at den bør kunne bruges som en døråbner for nogle af de andre problemer.