Stress er udbredt blandt medarbejderne i DJ

42 procent af medarbejderne i Dansk Journalistforbund har oplevet stress på grund af for eksempel arbejdspres. ”Jeg synes, det er et højt tal,” siger Lars Werge. APV’en viser også et enkelt eksempel på oplevelser med seksuelle krænkelser
  • Foto: Klaus Holsting
    DJ's hovedkvarter på Gammel Strand i København.
29.06.2018 · 15:08

Stress er udbredt blandt Dansk Journalistforbunds medarbejdere.

21 procent har ”ofte” følt sig stresset. Og i alt har 42 procent ”sommetider” været i berøring med stress. For eksempel på grund af arbejdspres.

Det viser en psykisk arbejdspladsvurdering, der bliver offentliggjort i dag. Undersøgelsen blev gennemført i maj og juni og omfatter medarbejdernes oplevelser med stress de seneste fire uger.

”Jeg synes, det er et højt tal,” siger DJ-formand Lars Werge.

APV’en er lavet af ARGA Survey i samarbejde med konsulenthuset Hartmanns. Svarprocenten blandt de fastansatte i undersøgelsen er 86 procent. Du kan se undersøgelsens sammenfatning her.

”Instituttet, der har lavet undersøgelsen, siger, at det er et højt tal. Det er ikke alarmerende højt. Men jeg synes, det er for højt, og jeg håber, at vi kan få det ned med de tiltag, vi har gjort,” siger Lars Werge.

Hvor langt ned skal det?

”Jeg håber bare, at man kan se en effekt, så stress bliver nedbragt, og at folk frem for alt ikke bliver syge af at gå på arbejde,” forklarer Lars Werge.

Marianne Molin, tillidsrepræsentant for konsulentgruppen DJ, siger om stressniveauet blandt kollegerne:

”Det er bekymrende. Men jeg er ikke vanvittigt overrasket i forhold til det, jeg hører, når jeg taler med kollegerne.”

”Vi har manglet kolleger”

De seneste måneder har DJ været præget af store forandringer med indførelse af en ny struktur og rekruttering af mellemledere til en række nyoprettede stillinger.

”Hele perioden har påvirket alle, fordi vi har manglet kolleger til at løfte opgaverne,” forklarer Marianne Molin.

De første mellemledere er ansat, resten begynder til august, siger Marianne Molin.

Hun håber, at færre medarbejdere oplever stress til efteråret.

”Det er altid bekymrende, når et tal for stress er så højt.”

Medarbejderne er i undersøgelsen blevet spurgt til deres tilfredshed med emner som ”samarbejde”, ”ledelse”, ”arbejdets tilrettelæggelse og udførelse” samt ”engagement”.

På et indeks fra 0 til 100 ligger gennemsnittet på 67.

”Samarbejde” topper med indeks 77, mens ”ledelse” ligger lavest på 52.

”Ledelsen” er lig med formand Lars Werge, næstformand Tine Johansen og direktør Linda Garlov.

”Det rammer lige på forfængeligheden, at man får at vide, at man ikke er tydelig nok, når man skal vælges på at være tydelig. På den anden side er jeg ikke administrativ leder, og derfor er min rolle en anden. Tine og jeg er politisk valgte, og vi skal være et politisk formandskab, ikke et administrativt formandskab. Det kan være, vi ikke har været tydelige nok med det,” siger Lars Werge.

Det begyndte i november 2017

Trivselsundersøgelsen er et af flere tiltag, der blev besluttet i kølvandet på en sag om chikaneanklager i DJ. To kvinder stod i november 2017 frem i Journalisten og fortalte, at de havde følt sig udsat for seksuelle krænkelser som studentermedhjælpere i DJ.

Siden er der gennemført en ekstern advokatundersøgelse af chikaneanklagerne. Den konkluderede, at der ikke bevismæssigt kunne påvises sexchikane. Alligevel er den mellemleder i DJ, som anklagerne rettede sig mod, fratrådt på grund af ”uhensigtsmæssig adfærd”.  

APV’en viser, at seksuelle krænkelser ikke er udbredt hos DJ.

En enkelt medarbejder har dog ’jævnligt’ oplevet ’uvedkommende forespørgsler/kommentarer om seksuelle emner’ de seneste tre måneder.

Hændelserne er ikke nærmere præciseret i rapporten, hvor alle medarbejdere er anonymiseret.

Der er også en enkelt, der har oplevet 'uønsket berøring'.

Om der er tale om den samme medarbejder, har DJ ikke mulighed for at belyse på grund af undersøgelsens anonyme karakter.

DJ har indført en nultolerancekultur over for seksuel chikane, og derfor er tallet for højt, siger formand Lars Werge.

”Vi skal ikke have en arbejdsplads, hvor folk føler sig uønsket berørt eller seksuelt chikaneret. Det skal vi sætte en stopper for,” siger han. 

Hvad kan I gøre?

”Vi har sagt til tillidsrepræsentanterne og arbejdsmiljørepræsentanterne, at hvis medarbejdere har oplevet seksuel chikane, skal de søge hjælp hos for eksempel konsulenthuset Hartmanns, som vi har tilknyttet.”

Ingen krænkelseskultur

I kommentarfelterne i APV’en refererer flere til sagen, hvor en tidligere studentermedhjælper anklagede en tidligere chef for seksuelle krænkelser.

”Denne sag ser ud til at have belastet mange i organisationen, men i de forgangne tre måneder viser besvarelserne ikke tegn på, at der skulle være en særlig kultur, hvor den slags krænkelser er udbredte,” står der i sammenfatningen.

Lars Werge understreger, at ingen studentermedhjælpere eller løst ansatte har svaret i undersøgelsen, at de har været udsat for chikane, mobning eller seksuelle krænkelser.

Marianne Molin siger, at det er bekymrende, at en eller måske flere har oplevet krænkelser.

”Men jeg er glad for, at der ikke er flere,” siger hun.

Hun opfordrer medarbejdere, der har oplevet seksuelle krænkelser, til at henvende sig til deres tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant eller en af psykologerne i det eksterne konsulenthus Hartmanns.

”Jeg er ked af, at nogle har været udsat for noget, som ingen skal opleve på deres arbejde. Nu skal vi have løst det her – og det er jo også ledelsens intention.”

Medarbejderne er blevet spurgt til deres oplevelser med mobning og konflikter.

14 procent svarer, at de ’jævnligt’ har oplevet ’ubehagelige konflikter eller skænderier’. Men det fremgår ikke, hvem parterne i konflikten har været. 5 procent har oplevet mobning. For eksempel udelukkelse, forskelsbehandling samt klikedannelse i nogle afdelinger. 

Tydeligere ledelse

En anden konsekvens af DJ’s chikanesag har været en større reorganisering af forbundet. Direktør Linda Garlov har mistet beføjelser, og et nyt lag af mellemledere er blevet ansat.

Lars Werge forklarer, at den nye struktur i DJ betyder, at alle medarbejdere efter sommerferien vil have en direkte chef i deres afdeling.

”Direktøren er for eksempel alene direktør i DJ. Tidligere var Linda Garlov også direktør i a-kassen. Der kommer en mere tydelig struktur og tydeligere referencer for den enkelte medarbejder. Det skulle gerne være tydeligere, hvem man skal gå til,” siger han.

Kommentar

01/07/2018 - 15:45

Michael Bjørnbak Martensen

Hold da helt fast!
En enkelt har oplevet noget seksuelt krænkende - jeg troede ærligt talt det var 6-7. Var det i øvrigt en mand?
Om stress-problemet er det ikke bare et DJ-fænomen - det er sågu hele samfundet den er gal med.
Skilsmisser, unge med selvværdsproblemer, psykiatriske afdelinger der ikke aner hvordan de skal hjælpe alle der kommer rendende.
Ved I hvad, kære kolleger:
Det her skal vi have på dagsordenen i vore journalistiske produkter og faglige orientering.
Alle.. 18.000 medlemmer.
Hvad tænker du, at du kan vende blikket ind i din faglige sjæl og få emnet behandlet professionelt med afsæt i din dagligdag og virkelighed?
Jeg er bare så spændt på dine kommentarer.
Come on..

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder med mangeartede opgaver

Rudersdal Kommune
Ansøgningsfrist: 02.01

PR og Corporate Communication Manager til Systematic

Systematic
Ansøgningsfrist: 26.12

Magisterbladet søger digital og dagsordensættende journalist

Dansk Magisterforening
Ansøgningsfrist: 09.01

Visionær digital redaktør til Ballerup Kommune

Ballerup Kommune
Ansøgningsfrist: 13.01

Kommunikationschef

Gribskov Kommune
Ansøgningsfrist: 13.01

Journalist til digitalt fagmedie i vækst

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 04.01

Reporter til DR Nyheder på Messenger

DR
Ansøgningsfrist: 07.01

Digital Storyteller

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 17.12

Kommunikationsmedarbejder/ journalist til Danske Erhvervsakademier

Danske Erhvervsakademier
Ansøgningsfrist: 20.01

Ugeskrift for Læger søger erfaren og ambitiøs journalist

Lægeforeningen
Ansøgningsfrist: 07.01

Bliv pressekonsulent på Københavns Professionshøjskole

Københavns Professionshøjskole
Ansøgningsfrist: 21.12

Initiativrig presserådgiver til Ejendomsforeningen Danmark

Ejendomsforeningen Danmark
Ansøgningsfrist: 06.01

Områdechef for Forskning og Viden på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 02.01

SoMe-stærk kommunikatør med talent for video

ARKIL HOLDING A/S
Ansøgningsfrist: 02.01

Fordelingsansvarlig til Dansk Journalistforbund

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 10.01

Content specialist

Zoologisk Have København
Ansøgningsfrist: 13.01

Bladredaktør søges til barselsvikariat

Astma-Allergi Danmark
Ansøgningsfrist: 02.01

Samvirke søger Danmarks bedste madredaktør

COOP
Ansøgningsfrist: 28.12