Efter chikanesag: ”DJ skal have en fuldtidsdirektør”

Direktøren for DJ skal fremover kun være direktør for forbundet, og ikke for AJKS. Sådan lyder én af de forandringer, forbundets hovedbestyrelse har vedtaget i kølvandet på undersøgelsen af sexchikane i forbundet. ”Direktøren har haft for travlt,” vurderer formanden. Det skal også være nemmere at anmelde chikane
  • Thomas Tolstrup
    DJ-direktør Linda Garlov vender tilbage til forbundet efter den to måneder lange sexchikanesag, men skal ikke længere være direktør for a-kassen AJKS.
18.01.2018 · 14:49

”Dansk Journalistforbund omstrukturerer efter undersøgelse af sexchikane.”

Det kunne man i går læse på forbundets hjemmeside i kølvandet på den interne advokatundersøgelse af anklager om sexchikane.

Og i dag siger forbundets formand, Lars Werge, til Journalisten:

”De store linjer er, at DJ på sigt skal have nogle klare rammer. Tydeligere rammer i organisationen, til gavn for vores medarbejdere. Og til glæde for medlemmerne, først og fremmest. Medlemmerne er jo dem, vi er her for. Og dette skal udformes i samarbejde med direktøren.”

Lars Werge understreger, at det meste stadig er på idéplanet. Men her løfter han sløret for, hvad forbundet kan sige nu og her.

Direktøren vender tilbage, men slipper sit ansvar i AJKS

Lars Werge oplyser, at forbundets direktør, Linda Garlov, der har været suspenderet siden november, vender tilbage på posten, men at hun fremover kun skal fokusere på sit arbejde i forbundet.

Direktøren var på daværende tidspunkt enig i sin suspension, mens anklager om mulige krænkelser i DJ blev undersøgt: ”Det vil rense enhver tvivl om, at jeg skulle have haft viden om chikane,” sagde hun. 

I dag er Linda Garlov ikke kun direktør i forbundet, men også hos AJKS, der er Dansk Journalistforbunds og Kommunikation og Sprogs fælles arbejdsløshedskasse. Men DJ's hovedbestyrelse har besluttet, at hun fremover ikke længere skal være direktør for AJKS.

Er det, fordi direktøren efter chikanesagen skal have mere fokus på det, der sker i forbundet?

”Ja, fuldt fokus på DJ. Det er det, vi har besluttet i hovedbestyrelsen. Men vi ved også godt, at vi ikke lige kan effektuere det med det samme. Vi har orienteret formanden i Kommunikation og Sprog om det. Det skal vi jo finde en løsning på, hvordan vi gør. For a-kassen skal have en ledelse. Og det kommer til at ske i flere steps. Men på relativt kort sigt er ambitionen, at DJ skal have en fuldtidsdirektør.”

Linda Garlov har tidligere fået kritik for, at hun ikke realiserede de nye retningslinjer om chikane, som husets samarbejdsudvalg lagde sig fast på i slutningen af 2015 og starten af 2016. Noget, hun beklagede i Journalistens første artikel om emnet.

Har hun haft for meget at gabe over – har dét været en del af problemet?

”Der er i hvert fald ting, der indikerer, at direktøren har haft for travlt. Og vi skal sørge for, at man har tid til at løse opgaverne i DJ på ordentlig vis,” siger Lars Werge.

Han understreger, at det er en enig hovedbestyrelse, der har vedtaget, at Linda Garlov skal vende tilbage til posten, på trods af datidens fejl.

Bedre mulighed for at opsnappe chikane

Forbundet vil også gøre det nemmere for medarbejdere at indrapportere chikane-lignende adfærd.

”Der skal være nogle rammer, der sikrer, hvor man som medarbejder går hen, hvis man har nogle oplevelser af en karakter, som ligner chikane,” siger Werge:

”Der skal være en tryghed i systemet, i forhold til at gå til ledelsen. Enten til direkte ledere eller til den øverste ledelse. Det er der ting, der tyder på, at man hidtil har været tilbageholdende med.”

Hvordan skal dette komme i stand i praksis: Kunne det være en hotline eller andet?

”Det kunne være en hotline, en whistleblower-ordning eller andet. Det har jeg ikke konkrete bud på endnu. Men der skal vi bare have et system, der fungerer. Vi har sagt helt åbent, at vi ikke ønsker, at sådan nogle ting kan gentages. Den der uhensigtsmæssige kultur, der er beskrevet, den skal vi til livs. Det kræver fokus fra ledelsen og fra hovedbestyrelsen.”

Nye retningslinjer på vej

Der er også nye retningslinjer på vej til ansatte i DJ, omkring hvordan de skal omgås hinanden.

”Regler er jo med til at udstikke rammer for, hvordan man opfører sig på en arbejdsplads. Og for, hvad der sker, hvis man overtræder de regler. De kan næppe ændre på de ting, der ligger langt tilbage. Men det er helt indlysende, at selvfølgelig skal vi have nogle regler,” siger Lars Werge.

Retningslinjerne vil blive indskrevet i forbundets personalehåndbog.

”Men jeg forestiller mig ikke, at vi vil være flove over vores retningslinjer. Så hvis folk udefra spørger til dem, må de gerne få dem at vide,” fortæller han.

Revideret ledelsesstruktur

Sidst, men ikke mindst, er der optakt til en ledelsesmæssig omstrukturering i forbundet. Det står dog endnu ikke klart, hvordan dette vil udmønte sig i praksis.

”Det organisatoriske er det, vi har en direktør til at komme med bud på. Spørgsmålet er, om vi har den rette opdeling i vores organisation i forhold til, hvem der sidder hvor, og hvem der skal være chef for bestemte afdelinger. Det er en direktørs og ikke en bestyrelsesformands opgave,” siger Werge og tilføjer:

”Direktøren er ansat til at være leder for organisationen på det administrative plan.”

De overordnede rammer vil dog blive udstykket af forbundets hovedbestyrelse. For som Lars Werge siger det:

”Hovedbestyrelsen er valgt til at være den politiske ledelse. Vi skal være ledere for ledelsen. Det vil sige, at vi i højere grad fra hovedbestyrelsens side skal udstikke nogle rammer for vores direktion.”

Men det er altså endnu uklart, hvilken form den ledelsesmæssige omstrukturering vil tage.

”Vi har ikke besluttet, om der skal flere chefer ind, eller om der skal være et tydeligere ledelsesansvar,” siger Werge.

Det går løs den 9. marts

Hvad bliver processen herfra? Jo, det næste hovedbestyrelsesmøde i forbundet finder sted den 9. marts.

”På det tidspunkt skal der ligge nogle tanker og idéer til, hvordan det skal udformes. Det har jeg og Tine (Tine Johansen, næstformand, red.) fået til opgave at komme med,” siger Werge.

Hvad der skal ske derfra, er dog endnu ikke skemalagt, fortæller han:

”En del af opgaven for mig og Tine bliver at sætte en tidslinje på det.”

Er der flere konkrete forandringer på vej, som du allerede nu kan oplyse?

”Nej, ikke lige nu. Lige nu er det mere en retning, end det er konkrete planer. Det er også i respekt for, at vi har en direktør, der vender tilbage i næste uge, og som selvfølgelig skal inddrages i arbejdet. Det er hendes opgave at få det her til at glide i samarbejde med Tine og mig.”

Det var ikke muligt for Journalisten at få en kommentar fra direktør Linda Garlov.

 

Kommentar

18/01/2018 - 15:30

Finn Arne Hansen

Det lyder som en klog beslutning. Endnu mere klogt vil det være at søge sammenslutning med Min A-kasse, der er en fremragende og upolitisk a-kasse, også for freelancere, har jeg erfaret som medlem gennem et år. Den har flere muskler, månedlig betaling og betjener mange små forbund som er i samme situation som DJ og KS: For små til at drive egen a-kasse på en fornuftig måde. Det vil også frigøre plads i forbundshuset. Sæt i gang, kære AJKS-hovedbestyrelse!

22/01/2018 - 14:06

Lasse Glavind

Så chefen for det hele slipper for ansvaret, selv om der ifølge DJ selv var noget at komme efter? Og chefen slipper for ansvar, fordi hun har haft 'for travlt'. Er der muligvis en kritisk journalist til stede på fagbladet, der kunne stille et kritisk spørgsmål i den anledning? Eller er det nu tid til at få lukket den grimme sag ned?

22/01/2018 - 17:59

Øjvind Hesselager

Kære Lasse

Tak for replik. Jeg synes måske ikke helt den er helt fair. Vi har ikke lukket en grim sag. Måske har vi snarere åbnet en sag.

Det var Journalisten, der oprindeligt løftede den historie der gjorde, at DJ bad en advokat undersøge sagen nærmere i en såkaldt uafhængig advokatundersøgelse.

Advokatundersøgelsens tilgængelige konklusioner flugter på alle afgørende punkter med den dokumentation Journalisten har fremlagt, vurderer jeg.

Journalisten har ikke adgang til advokatundersøgelsen, men kun til et referat, som alle andre uden for hovedbestyrelsen og daglig forbundsledelse.

Hovedbestyrelsen har truffet sine beslutninger på et lukket møde, som Journalisten ikke har haft adgang til.

I det åbne referat hedder det om den håndtering, der har været direktørens ansvar, blandt andet:

"Den øverste ledelses måske for forsigtige valg af initiativ er ikke i sig selv en misligholdelse af ledelsens pligter, men kan danne grundlag for en vurdering af, hvordan ledelsen fremadrettet kan skærpes. Det overlades til DJ og DJ´s rådgivere i så henseende at vurdere,
om der kan og skal foretages ansættelsesretlige tiltag i denne forbindelse."

Om den politiske ledelse hedder det:

"Der kan ikke konstateres, at nogen i politisk ledelse har haft eller burde have haft kendskab til den uheldige adfærd, der er udvist af en medarbejder, før dette er blevet kendt i forbindelse med det hændelsesforløb, som førte frem til iværksættelse af advokatundersøgelsen."

Med venlig hilsen

24/01/2018 - 01:11

Lasse Glavind

Min kritik går ikke på den politiske ledelse, men på at den ansatte direktør tilsyneladende kan undskylde sin manglende indsats med, at hun har haft for travlt. Man kan da ikke som direktør undskylde sig med, at man har for travlt til at løse så vigtig en opgave i organisationen?

Seneste jobopslag

Dokumentarkompagniet søger fotograf/klipper/visuel producer

dokumentarkompagniet
Ansøgningsfrist: 12.03

Chef for Koncernkommunikation og Presse i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
Ansøgningsfrist: 06.03

Chef kommunikationskonsulent

Danske Bank
Ansøgningsfrist: 05.03

Teamleder til Kunder & Kommunikation i Landbrugsstyrelsen

Miljø- og Fødevareministeriet, NaturErhvervsstyrelsen
Ansøgningsfrist: 04.03

Graduate - Video Journalist, Corporate Communication

H. Lundbeck A/S
Ansøgningsfrist: 08.04

Erfaren kommunikationskonsulent til Vallensbæk Kommune

Vallensbæk Kommune
Ansøgningsfrist: 11.03

Ny kommunikationschef til Det Danske Hus I Palæstina

DHIP - The Danish House in Palestine
Ansøgningsfrist: 15.03

Digital redaktør - barselsvikar

Danmarks Nationalbank
Ansøgningsfrist: 28.02

Presseansvarlig søges til Københavns Politi

Københavns Politi
Ansøgningsfrist: 28.02

Kommunikationsmedarbejder

Aalborg Stift
Ansøgningsfrist: 05.03

Journalist

Dansk Socialrådgiverforening
Ansøgningsfrist: 28.02

Nyhedsjournalist til indlandsredaktion

JydskeVestkysten
Ansøgningsfrist: 01.03

Digital medieredigerende til Fagbladet 3F

3F
Ansøgningsfrist: 12.03

REDAKTIONEL ONLINE MANAGER

NORDJYSKE Medier
Ansøgningsfrist: 25.02

DIGITAL SOUSCHEF TIL REDAKTIONEN

NORDJYSKE Medier
Ansøgningsfrist: 25.02

Sjællandske Medier søger redaktør til Vordingborg

Sjællandske Medier
Ansøgningsfrist: 05.03

Dansk Socialrådgiverforening (DS) søger journalist til nyhedsbrev og fagblad

Dansk Socialrådgiverforening
Ansøgningsfrist: 28.02