”Du kører i ring.”

Anette Sønderby lægger forsigtigt sin hånd på Anders Langballes lår. Han har i 10 minutter uafbrudt kørt rundt i det samme emne. Hans kæreste er opmærksom på det. Har set det før.

”Jeg tænkte på, at vi måske skulle have en lille pause,” siger hun.

”Det er fuldstændigt rigtigt. Min hjerne er stadig …” siger Anders Langballe.

”… Det er en del af skaden,” afslutter Anette Sønderby sætningen.

For 15 måneder siden, i november 2018, blev Anders Langballe ramt af en blodprop i hjernen. Den fjernede i første omgang hans evne til at tale og skrive og betyder, at en del af hans hjernevæv er dødt.

Vi sidder på en lille café i byen Bormio for foden af de italienske alper i Lombardiet. Højt over os skærer mørke klipper sig ud i den kridhvide sne. Anders Langballe er med sin familie og en stor gruppe venner taget på skiferie i 14 dage. Uden at skulle live på tv på noget tidspunkt.

Det ville have været utænkeligt, før han blev syg. Men verden er anderledes for Anders Langballe nu.

Han har for seks dage siden holdt sin afskedsreception på Christiansborg, hvor han sagde farvel til 15 år på Borgen – 11 af dem som først reporter og siden politisk redaktør på TV 2. Han var stemmen for dansk politisk journalistik i den tid.

Det kommer han aldrig til at være igen.

”Der, hvor jeg var endt i nyhedsverdenen … det kunne jeg ikke holde til. Det går for stærkt. Jeg skal være den sidste til at moralisere over, hvad andre skal gøre,” siger han. ”Men jeg var tæt på at arbejde mig selv ihjel.”

 

Sygemeldt lige inden blodproppen

Anders Langballe vidste godt, at den var helt, helt gal.

I starten af november 2018 sygemeldte han sig for første gang i sin tid på TV 2. I en mail til sin chef skrev han, at han var bange. At han ikke kunne mere nu. Han rystede og svedte voldsomt og sov næsten ikke om natten.

”Jeg var bange for at dø. Jeg havde tanker om, hvad fanden der skulle ske. Jeg var parat til at opgive alt,” siger han.

Efter fire dages sygemelding var han tilbage for at holde et møde med sin chef. Problemet blev taget meget alvorligt, siger Langballe. Nu skulle der virkelig gøres noget.

Efter det møde gik han direkte videre til et nyt møde med Venstres landsledelse, hvor han blev ramt af blodproppen.

”Vi spiste en skøn peberbøf. Fra den anden side af bordet sagde min kollega: ”Er der noget galt, Anders?” Mit højre øje flimrede. Jeg svarede: ”Nej, det har det gjort nogle gange. Det skal nok gå væk igen.” Derefter prøvede jeg at tage fat i en kaffekop. Jeg kunne se min hånd gå igennem koppen og fortsætte hen over bordet. Så var jeg væk.”

Anders … hvorfor helvede gik du ikke bare tilbage i seng den dag?

”Det spørgsmål kan man vende tilbage til igen og igen.”

Og det har du gjort?

”Ja. Særligt på det seneste. Hvorfor helvede?”

Forfulgt af sendevogn

Vi skal et år længere tilbage for at finde den første gang, Anders Langballe virkelig prøvede at sige fra.

Under kommunalvalget i 2017 var han i gang med et drømmeprojekt. Hver dag fulgte han en toppolitiker rundt under valgkampen. Han kunne arbejde en hel dag på Sjælland, være på live fire-fem gange om dagen, flyve til Aalborg samme aften, køre til Thisted om natten og tidligt næste morgen være klar til det samme igen.

Samtidig var han en del af nyhedsledelsen på TV 2 og skulle tage stilling til strukturer, ledelse, strategi og medarbejdere.

”I bedste fald havde jeg tre fuldtidsjobs. Som kommentator, journalist og leder. Det kan man ikke.”

Anders Langballe

”Jeg troede, jeg kunne overskue alt. Ville hele tiden vise, at jeg var den bedste. Men i bedste fald havde jeg tre fuldtidsjobs. Som kommentator, journalist og leder. Det kan man ikke,” siger han.

Har du været bange for, at du ikke var god nok?

”Det har jeg i den grad. Jeg har også nydt og brændt for mit arbejde. Jeg har fået nogle sindssyge muligheder. Stået med Obama. Prøvet alt det, jeg drømte om. Men jeg skulle have været bedre til at sætte foden ned. Sige op i røven med den næste historie,” siger han.

I perioden som politisk redaktør var der mange aftener, hvor der stod en sendevogn parkeret uden for Anders Langballes hus.

”Det var virkelig kaotisk. Alle trak på mig. Og jeg havde det også selv skidt med ikke at være på. Hvis andre havde en politisk nyhed, følte jeg, det var mit problem. Og når vi lykkedes, og alle refererede til, hvad jeg sagde på News, kunne jeg blive helt høj.”

Allermest skammer han sig over en weekend, hvor en sendevogn fulgte ham og familien på vej mod deres hytte i Sverige til en friweekend. Imens familien spiste på McDonalds, var han på flere gange fra en rasteplads. Han siger selv, han havde en form for nyhedspsykose.

”Det var fuldstændigt sygt. Jeg mistede komplet kontrollen.”

Og så er vi ved kommunalvalget i ’17. Her sad Anders Langballe klokken halv tre om natten og skrev en mail med ultimatummer til TV 2. Han var angst og kunne ikke sove. Han var reelt knækket.

”Anette havde inden den nat sagt til mig: Enten stopper du på TV 2 lige nu. Eller også stiller du krav om, at tingene bliver ændret.”

Efterfølgende blev der taget opgaver væk fra Anders Langballe, og han fik tilknyttet en organisationspsykolog. Men efter et par måneder steg presset igen.

”Det var en ond spiral. Pludselig var vi tilbage ved det gamle. Jeg har ikke været klog og voksen nok til at sige fra.”

Skulle TV 2 have været bedre til at sætte foden ned og hjælpe dig?

”Jeg ville ønske, jeg selv havde været bedre. Så må TV 2 svare, hvad de vil …”

Angsten for at åbne

Anders Langballe har lige været til samtale på Bispebjerg Hospital, da vi i juli 2019 mødes på Café Norden i det indre København.

Han har igen lært at tale og skrive, og han er begyndt som praktikant på TV 2’s politiske redaktion på Christiansborg. Vi kan se Borgen, hvis vi vender os om og kigger ud ad vinduet.

Det har taget tid, før Anders Langballe var klar til at mødes. Flere gange har vi sat en aftale op i løbet af de foregående måneder, hvorefter han har været nødt til at aflyse dem igen.

”Jeg har ikke haft energi og overskud til det. Til at tale om det,” siger han. ”Det er først nu, jeg begynder at forstå, hvad der er sket i mit liv.”

Lige nu fylder det meget, om han overhovedet kan blive journalist igen.

Han fortæller, at han har gemt sig for venner og bekendte på Borgens gange – han er nervøs for at møde dem og skulle tale om det, der er sket.

”Lægerne siger, det er utroligt, at jeg er nået så langt, som jeg er. At jeg allerede taler så godt igen.”

Anders Langballe

Som praktikant er han lige nu i gang med en artikelserie om fremtidens stjerner på Borgen, men kan ikke overskue hele projektet. Det tog ham lang tid overhovedet at samle mod til at lave sit første interview.

Og at skrive båndet ud tager ham alenlang tid.

”Det er som at starte helt forfra,” siger han.

”Men lægerne siger, det er utroligt, at jeg er nået så langt, som jeg er. At jeg allerede taler så godt igen.”

Når Anders Langballe har talt for længe, kan han stadig, selv i dag, snuble over et ord. Så prøver han at stave ordet frem eller finde et andet, der svarer til det. Det er knap til at bemærke, hvis ikke man leder efter det.

Men det er der.

Nægtede at rydde kalenderen

I de første uger efter blodproppen fattede Anders Langballe ikke selv, hvor slemt det så ud.

Han nægtede over for sine nærmeste at rydde sin kalender for møder i ugerne derefter.

”Jeg var helt overbevist om, at jeg kunne klare de aftaler. Det var fuldstændigt …,” siger han og holder en pause.

Så tager han en finger op til sit hoved og drejer hånden rundt for at vise, at han var helt skør.

Da en af hans gode venner ringede to dage efter blodproppen, kunne Anders Langballe kende hans navn på telefonen. Han tog den, men kunne ikke sige et ord.

”Jeg tænkte, jeg blev nødt til at svare den. Men jeg kunne ikke sige noget som helst, da jeg havde gjort det. Det havde ikke strejfet mig, at jeg ikke kunne svare.”

”Det var det rigtige tidspunkt, at nogen sagde det så firkantet til mig. Jeg har jo svigtet min familie fuldstændigt.”

Anders Langballe

Selv da en ung læge gjorde det klart, at han måske aldrig kom til at tale igen, sev alvoren ikke ind.

”Jeg lagde det bare væk igen. Det handlede simpelthen om at overleve.”

Først i december 2019, efter måneder med skiftevis små sejre og angst og ulykkelighed, følte han, at han kunne lægge den gamle Anders Langballe bag sig. Den Anders Langballe, for hvem alt handlede om dagens store, politiske historie – uanset hvor ligegyldig den var.

”Der var en meget bestemt, kvindelig overlæge, der sagde til mig: Hvordan helvede er du kommet så langt ud, at det kun var arbejde, der fyldte? Nu skal det ikke handle om det mere. Du har oplevet alt, hvad du drømte om som journalist. Nu handler det om din familie,” siger han.

”Det var det rigtige tidspunkt, at nogen sagde det så firkantet til mig. Jeg har jo svigtet min familie fuldstændigt.”

En helt ny verden

Anders Langballe har lagt sine briller på bordet foran sig i Italien og gnider sig udmattet over øjnene. Det er anden gang, han er med sin kæreste, to børn og venner på ski ved Bormio.

Første gang, for cirka et år siden, var det nok for tidligt, siger han. Og så alligevel.

”Jeg var bekymret for, om jeg overhovedet kunne finde ud af det. Jeg har stået på ski i 15 år. Men da jeg kom ud på pisten og skulle ned … når man får en hjerneskade, drukner hjernen i tankemylder. Den koger over. Og ja. Da jeg kom på brædderne. Så rensede det min hjerne for tanker.”

Det er den samme ro, han finder denne gang. Men den er dybere.

Kort inden han stoppede på TV 2, havde han en samtale med direktør Anne Stig Christensen. Her sagde hun ifølge Anders Langballe, at kanalen skulle lære af hans forløb. At de på en måde også har et ansvar – både for hans sygdom og for at vise empati over for hans pårørende. Det betød, at han kunne sætte punktum for den del af sit liv.

”Jeg havde brug for den anerkendelse. Jeg har givet mit liv til TV 2,” siger han.

På morgenen, hvor vi mødes, har Danske Handicaporganisationer annonceret, at han bliver deres nye kommunikationschef. Det strømmer ind med lykønskninger på hans telefon. En skriver, at det er årets transfer på højde med fodboldspilleren Christian Eriksens skifte til Inter Milan.

”Jobbet giver så meget mening,” siger han.

”Jeg kan arbejde med politik, presse, kommunikation, som jeg er god til. Og det er på et sindssygt vigtigt område, som betyder ufatteligt meget for mig. Jeg har mødt andre, der ikke har kunnet få den samme fantastiske hjælp som mig. Det koster liv. Hvis jeg kan gøre noget der …”

Men:

”Det er stadig angstprovokerende. Kan jeg holde til det? De hjernemennesker, der har fulgt mig, siger, at de tror, jeg godt kan klare det. Men der er ingen garantier.”

Måske netop derfor er han nødt til at gøre det.

”Jeg har det, som om jeg er faldet ned fra månen,” siger han.

”Jeg er landet i en helt ny verden, hvor jeg skal gøre ting, jeg først er ved at lære nu. Det føles helt, helt rigtigt. Selv om det også er utrygt at stå der.”

—

Journalisten ville gerne have spurgt TV 2’s administrerende direktør, Anne Stig Christensen, hvad TV 2 har lært af Anders Langballes forløb, og om de skulle have været bedre til at hjælpe ham, før han blev ramt af blodproppen. TV 2 oplyser, at hun ikke har haft mulighed for at stille op, da hun holder ferie.