Det er deres arbejde at kommentere, hvad der sker i dansk politik professionelt og objektivt, så seere og læsere stoler på deres udlægning. Samtidig har de alle tre i en eller anden grad selv været politisk aktive: Politisk kommentator på Ekstra Bladet Hans Engell, politisk redaktør på TV 2 Anders Langballe og politisk redaktør på Avisen Danmark Thomas Funding.
De mener alle, at deres politiske erfaring kvalificerer dem i deres arbejde – men kun fordi, de har lagt det politiske virke bag sig, inden de blev journalister og redaktører.
Hans Engell er tidligere toppolitiker. Han har blandt andet været minister og formand for Det Konservative Folkeparti. Han trak sig som formand i 1997 og stoppede i Folketinget i 2000, da han blev chefredaktør for Ekstra Bladet. Samtidig meldte han sig ud af partiet.
”Og jeg meldte mig ikke ind igen, da jeg blev kommentator. Jeg synes, at som chefredaktør skylder man både sig selv, bestyrelsen og sine medarbejdere at sikre, at der ikke kan herske nogen som helst form for tvivl om, hvor man har sin loyalitet henne,” siger Hans Engell.
Han fortæller, at han ventede adskillige år, før han kastede sig ud i at kommentere De Konservatives politik i rollen som kommentator. Og han har det fint, når han for eksempel sidder i panelet i ‘Besserwizzerne’ på TV 2 News, og hans politiske baggrund dukker op i en sidebemærkning.
”I tv-programmerne er værten typisk ret god til at smide en kommentar ind om, at ”du har jo været …” eller hvor man har en fortid. Jeg synes, det er vigtigt, at seerne får den viden. Så kan de også lytte til det, der bliver sagt, med den viden i baghovedet,” siger Hans Engell.
Rev alle medlemskaber i stykker
Thomas Funding var medlem af byrådet og politisk ordfører for Socialdemokratiet i Odense, da han i 2010 meldte sig ud af partiet, fordi han skulle søge praktikplads som journalist.
”Jeg mener af åbenlyse årsager godt, at man kan have været politiker, før man bliver journalist. Men man kan ikke være politiker OG journalist på samme tid. Derfor var det helt åbenlyst for mig, at da jeg godt kunne tænke mig en karriere som journalist, måtte jeg stoppe i politik, og jeg rev alt, hvad jeg havde af medlemskaber af forskellige foreninger, i stykker.”
For ham var det afgørende, at ingen kunne sætte spørgsmålstegn ved hans habilitet.
”Dem, du skriver til, laver fjernsyn eller radio til, må aldrig blive i tvivl om dit habilitetsforhold. Det er et problem, hvis der er den tvivl. Det gælder også i forhold til dem, du skal tale med. Kan du opbygge en ordentlig kilderelation til en politiker, hvis den politiker ved, at du er aktiv i et parti?” siger Thomas Funding.
Journalisten har denne uge beskrevet, at journaliststuderende Julie Juhler opgav sin praktikplads på Herning Folkeblad, fordi hun er medlem af Socialdemokratiet og sidder i ledelsen i ungdomspartiet DSU. Avisen tillader ikke journalistiske medarbejdere at være politisk aktive.
Jobkandidater bliver hvide i ansigterne
Og sådan er det også på TV 2’s Christiansborg-redaktion, fortæller politisk redaktør Anders Langballe. Men til gengæld ansætter han gerne journalister, som tidligere har snuset til dansk politik. Han har selv været medlem af Venstres Ungdom, men oplyser, at han meldte sig ud, et år inden han begyndte på journalistuddannelsen i 2000:
”Når jeg ser på, hvem som oftest bliver de dygtigste politiske journalister, så har mange af dem faktisk på et eller andet tidligere tidspunkt været politisk aktive, enten i et politisk parti eller i en interesseorganisation. Mit eget medlemskab af VU har været en god ballast for mig på Christiansborg, fordi jeg har nemmere ved at forstå, hvad der foregår. Selv om jeg ikke var en del af indercirklen i Venstre, så havde jeg jo alligevel snuset til det,” siger Anders Langballe.
Han fortæller, at han ofte spørger kandidater ved jobsamtaler, om de tidligere har været politisk aktive eller medlem af en form for interesseorganisation.
”Det er meget sjovt, for der oplever jeg, at folk bliver helt hvide i hovederne og taler i cirkler med alle mulige bortforklaringer, som om det er et stort minus, hvis de har været det. Men for mig at se giver det altså nogle kompetencer og en viden, som det kan være svært at få andre steder,” siger Anders Langballe.
Thomas Funding mener også, det styrker ham som politisk redaktør, at han tidligere har været politisk aktiv.
”Jeg ser mange kolleger have svært ved at navigere mellem personlige holdninger og journalistik, især på sociale medier. Det, at jeg har været politisk aktiv, betyder, at jeg er meget bevidst om, hvornår mine holdninger kommer i spil. Derfor tror jeg også på, at jeg nogle gange er lidt bedre end andre til at sørge for, at mine holdninger ikke påvirker det produkt, jeg laver,” siger Thomas Funding.
Må ikke blive en bremseklods
Anders Langballe advarer mod, at debatten bliver ”for ensporet”:
”Hvis journalisterne på mit hold leverer gode, afbalancerede historier, så er jeg glad. Man kan jo godt være biased, selv om man ikke er politisk aktiv, og det er en lige så stor udfordring. Så jeg mener, at hovedspørgsmålet må være, om folk arbejder ordentligt. Men det er klart, at hvis du er decideret politisk aktiv, så giver det en unødig forvirring.”
Thomas Funding advarer mod, at politisk erfaring kommer til at lukke døre:
”Det er afgørende, at man lægger det politiske bag sig, hvis man vil være journalist. Men jeg synes virkelig, at vi har et problem som samfund, hvis det bliver karrierehæmmende at have engageret sig i samfundet som politisk aktiv. Vi er et demokrati, vi er afhængige af, at unge mennesker engagerer sig. Hvis de er bange for at gøre det, fordi det kan lukke døre senere i livet, hvor efterlader det os så?”
Journalisten har også forsøgt at indhente en kommentar fra Kristian Madsen, der netop er udnævnt som politisk kommentator på Politiken, men han er ikke vendt tilbage. Kristian Madsen var formand for DSU fra 2000-2004 og meddelte på Facebook i juni i år, at han nu havde meldt sig ud af Socialdemokratiet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.