S kan ikke udtale sig om mink-sag, men tweeter om den

Berlingske har fået afslag på interview om kommentarer fra Socialdemokratiet med henvisning til en granskningskommission. Derfor undrer journalisterne sig over, at ordførere skriver om det på sociale medier

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kan ikke ikke stille op til interview med Berlingske eller i det hele taget give en kommentar til avisen, der den seneste uge har lavet flere kritiske historier om det faglige grundlag bag beslutningen om at aflive samtlige mink i Danmark.

Begrundelsen lyder, at han ikke kan kommentere sagen på grund af den granskningskommission, der er nedsat for at undersøge lovhjemlen til ordren. Da der i avisens spalter blev rejst en bredere kritik af hele Socialdemokratiet i forbindelse med sagen, forsøgte Berlingske at få en kommentar fra selve partiet. Det blev også afvist med henvisning til granskningskommissionen.

Og den begrundelse i sig selv er Berlingske-journalist Christian Birk uforstående overfor.

“Det har vi undret os over, fordi kommissionen ikke skal se på det faglige grundlag, men kun på, om der var lovhjemmel,” siger han.

Hvad der så springer Christian Birk endnu mere i øjnene, er, at to af Socialdemokratiets ordførere har skrevet om sagen på Twitter og Facebook, efter at han og kollegaen Lars Nørgaard siden sidste uge har forsøgt at få et interview eller en kommentar fra Socialdemokratiet.

Det er partiets politiske ordfører, Jesper Petersen, og finansordfører Christian Rabjerg Madsen, der begge har sat sig ved tasterne i forgårs, efter at BT har udgivet en artikel med et interview med SSI-afdelingschef Thyra Grove Krause. Jesper Petersen skriver på Twitter, at det er godt, at vurderingen fra SSI blev taget alvorligt.

Christian Rabjerg Madsen har udover sit tweet også lavet et opslag på Facebook, hvor han skriver, at SSI i BT-artiklen har en “vigtig pointe efter flere dages debat om beslutningsgrundlaget i bl.a. Berlingske.”

Giver indtryk af ikke at kunne udtale sig

I interviewet forsvarer Thyra Grove Krause beslutningen om at aflive samtlige mink i Danmark, fordi mutationer – som cluster 5, der blev fundet hos mink – ifølge SSI kan udgøre en trussel mod vacciner. Og det forsvar fremhæver begge ordførere.

“Vi synes så, at det er ekstra mærkeligt, at de først begynder at kommentere, når der i BT er en historie, hvor SSI går ud og forsvarer risikovurderingen af cluster 5 og begrunder det med, at der også kan findes andre mutationer end den,” siger Christian Birk.

“Vi finder det underligt, at man ikke kan stille op til interview med henvisning til granskningskommissionen. Man får jo indtryk af, at de ikke kan udtale sig på grund af den, men de kan godt skrive på sociale medier, når der er en historie, der retfærdiggør beslutningen,” tilføjer han.

 

Berlingske-journalisterne vil gerne have Socialdemokratiet til at svare på, hvorfor dokumenter med det faglige grundlag for beslutningen ikke blev lagt frem til Folketingets partier, da de bad om dem i efteråret, når data nu viser sig at ligge hos Sundhedsministeriet. De vil især gerne have svar på, om de stadig mener, at hovedargumentet bag beslutningen stadig holder efter avisens historier.

“De svarer ikke på kritikken. Det gør de måske mellem linjerne i deres opslag, når de blandt andet skriver, at det er godt, at vurderingen bliver taget alvorligt. Jeg synes, at det er ekstra mærkeligt, når Christian Rabjerg Madsen henviser til det, der er skrevet i Berlingske. Det er helt åbenlyst, at de godt ved, at vi har skrevet artiklerne og gerne vil have et svar fra dem,” siger Christian Birk.

Journalisten har forsøgt at få et interview med både Christian Rabjerg Madsen og Jesper Petersen. Jesper Petersen er ikke vendt tilbage på Journalistens henvendelser.

Christian Rabjerg Madsen skriver i en sms, at han ikke er blevet kontaktet af Berlingske inden sit tweet, og at han heller ikke er den relevante minister.

“Men deltager naturligvis i debatten på lige fod med andre på baggrund af de oplysninger, der er frit tilgængelige for alle – også Berlingskes journalister,” skriver han.

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right