Jeg har tænkt meget over sagen Henrik Sass Larsen, der har meddelt, at han har været ramt af en depression, der åbenbart er fremkaldt af pressens behandling af ham, hvilket har afholdt ham fra at passe sit tillidshverv som politiker fuldt ud, men ikke i at være vært i et program på TV 2 News.

Måske har det været en stor hjælp i min forståelse, at jeg har tre børn, og at jeg samlet derfor har 25 års erfaring fordelt over tre klasser, med skole/hjem-kommunikation. Det lyder måske aparte, men hele forklaringsrammen omkring Sass svarer ret nøje til den klassiske situation, hvor en meget udfarende og dominerende elev i klassen mistrives. Her kan det ske, at løsningen bliver, at de andre børn altid skal tage hensyn – selv om de egentlig også er ofre.

Det kan ske gennem appeller fra barnets forældre, der tilmed understøttes af en opfølgning fra klasselæreren, der opfordrer til, at alle hjælper med at skabe gode rammer for alle, og at ingen skal opleve at stå alene i skolegården. Det kan man jo ikke være uenig i. Især ikke, når det gælder børn, der gerne vil være en del af fællesskabet – og ikke direkte modarbejder det.

Men når fællesskabet skal favne dem, der er svære at favne, fordi de reelt er meget dominerende på en uheldig måde, så koger det i forældregruppen.

Jo, det er synd for barnet. Men løsningen ligger i at lære barnet reglerne – selvfølgelig gennem inddragelse af forældrene.

Der mangler nogle voksne, der kan forklare ham, at hvis man fører sig frem i skolegården efter egne regler, så må man også regne med, at de andre svarer igen.

Jeg savner en skoleinspektør, der forklarer, at hvis man ikke kan passe sin skole, kan man heller ikke passe sin hobby.

Jeg savner en klasselærer, der siger, at hvis man er syg, kan man ikke spille hovedrollen i skolekomedien. Så skal man blive hjemme, til man er rask.

Henrik Sass Larsens og Socialdemokraternes store problem er, at hverken presse eller offentlighed vil påføres dårlig samvittighed over en magtfuld og udfarende politiker, der tilmed proklamerer, at han skal være finansminister. Man ikke kan sidde i en så magtfuld position og sige, at det hele altid er de andres skyld.

Før Henrik Sass Larsen gennemfører en massiv indre selvransagelse og tager ansvar for sit eget liv og omgivelsernes reaktion på ham, bliver han ikke troværdig. Han forbliver ynkværdig. Og ja: Det er synd for ham. Men medlidenheden rækker ikke til at give ham indflydelse eller uredigeret taletid. Tværtimod.