
Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
”Er denne praksis i overensstemmelse med rammerne for Radio 4’s public service-kontrakt?”
Sådan spørger Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen, i en henvendelse til Radio- og tv-nævnet om Radio 4’s markedsføring i dagblade, der alle er del af den samme ejerkreds som Radio 4.
Henvendelsen kommer, efter at Journalisten i juni skrev, at den statsfinansierede radiokanal havde købt annonceplads i 20 forskellige regionale og lokale dagblade siden oktober 2019 til en anslået bruttoværdi af 1,7 millioner kroner. Alle dagbladene er en del af Jysk Fynske Medier, som er medejere af Radio 4.
Dengang forklarede Jesper Petersen fra Socialdemokratiet, at han ville bede Radio- og tv-nævnet om at se på sagen, og nu har han altså henvendt sig til nævnet, skriver Berlingske.
Til Berlingske siger Socialdemokratiets medieordfører, Kasper Sand Kjær:
”Vi har bedt Radio- og tv-nævnet om at se på, om den markedsføring, Radio 4 laver, og som er for offentlige midler, er den mest effektive markedsføring for at udbrede kendskabet til en ny radiokanal,” siger Kasper Sand Kjær.
Direktør for Radio 4 Anne-Marie Dohm har over for Journalisten afvist urent trav. Radio 4 har indrykket annoncer i medier, der bedst ramte en målgruppe med interesse i lokale og regionale forhold, og som ikke i forvejen lytter til taleradio, lød det.
”Jeg sidder ikke og kigger på, at jeg skal dække alle ejere ind med annoncer. Der er også nogen i ejerkredsen, vi ikke har annonceret hos. Vi har simpelthen via Index Danmark kigget på, hvilke medier vi skal i, hvis vi skal ramme målgruppen bedst for den billigst mulige pris,” sagde Anne-Marie Dohm.
Medieforsker Henrik Søndergaard fra Københavns Universitet har tidligere sagt til Journalisten, at markedsføringen formentlig ikke er ulovlig.
”Men det ser mærkeligt ud. Det kan kaste mistanke om, at det ikke så meget er en annoncekampagne som en form for støtte til de medier, der er involveret. Og den mistanke bør ikke kunne rettes,” sagde han.
Ekspert i mediejura Vibeke Borberg forklarer, ”uden at være ekspert i mediernes markedsføringsmuligheder”, at annonceringen formentlig ikke er ulovlig, hvis valget er båret af saglige hensyn.
”Men det er selvfølgelig uheldigt, hvis kampagnen kan kaste en mistanke om økonomisk støtte til medier, der er omfattet af ejerkredsen. En sådan mistanke kan undgås ved at annoncere bredere, herunder i medier, der ikke er en del af radiostationens ejerkreds,” forklarer Vibeke Borberg i en mail.
Opdateret klokken 10:42 med udtalelse fra Vibeke Borberg.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.