Hvordan føles det at have demens? Teater Fluks og Aarhus Kommune satte fokus på netop det med et interaktivt teaterstykke i 2017 og 2018. S. Dupont/Århus Kommune
Forestil dig, at du går rundt i Bruuns Galleri i Aarhus, lidt i dine egne tanker. Måske handler du til aftensmaden.
Og pludselig er der en skuespiller, der hiver dig med ind i en interaktiv teaterforestilling om demens. En skuespiller binder en snor rundt om dit håndled, gennem høretelefoner lytter du til en mandestemme, der ikke kan huske, hvor han er, og i et rum, der ligner en stue, fortæller en skuespiller om sit forhold til sin demensramte mormor.
”Vi kom ud i civilsamfundet på en helt anden måde, end hvis vi bare havde siddet oppe i vores tårn og sendt en pressemeddelelse ud,” siger Thomas Chemnitz, pressechef i afdelingen for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.
Overraskende kommunikation
Pressemeddelelsen er død. Men hvad gør du så, når du skal have din historie ud over rampen?
Vi har spurgt kommunikationsfolk, hvordan de med et overraskende greb er lykkes med deres kommunikation. Dette er fjerde artikel i serien.
I 2015 blev det bestemt, at Aarhus skulle være en mere demensvenlig by, altså en by, hvor borgere, butikker og organisationer havde større forståelse for, hvad det vil sige at leve med demens. Thomas Chemnitz tænkte, at der da måtte være andre måder at kommunikere det ud på end med en pressemeddelelse eller en stor plakat i byens busskure.
Teaterforestillingen bestod af tre dele, og i den tredje del blev deltagerne ført ind i et rum indrettet som en stue, hvor skuespilleren Sara fortalte om sit forhold til sin demente mormor. Sisse Dupont/Århus Kommune
Han ville gerne ud og møde århusianerne og have dem til at mærke på egen krop, hvordan det føles at have demens.
Han tog derfor kontakt til den århusianske teatergruppe Teater Fluks, som var med på idéen om at sætte fokus på demens gennem en interaktiv forestilling. Og i 2017 blev det altså til en forestilling, der over to uger spillede i det århusianske indkøbscenter Bruuns Galleri.
”Vi ville gøre det et sted, hvor folk, der normalt ikke går i teater, også oplever det. Lige pludselig er det hr. og fru. Jensen og helt unge mennesker, der kommer ind og ser teater, og det virkede utroligt godt,” siger han.
Gav mulighed for at mærke demens på egen krop
Selv om idéen om at lave teater om demens kom fra Thomas Chemnitz, understreger han, at det er Teater Fluks, der har stået for at skabe forestillingen og finde på indholdet. Han havde ikke set nogen af prøveforestillingerne, før stykket spillede i Bruuns Galleri første gang.
”Jeg synes, det er utroligt vigtigt, at vi stoler på hinandens faglighed og er åbne over for, hvad andre kan,” siger han.
Teaterforestillingen blev genopsat i 2018, hvor den var rykket fra indkøbscentret og ned i midtbyen til Aarhus Domkirke og Kvindemuseet.
I anden omgang spillede forestillingen i tre uger. Den ene del af forestillingen, en lydinstallation hvor en ældre skuespiller spiller en mand med demens, kunne opleves på kunstmuseet Aros en måned sidste år, og senere denne uge kommer den til kulturmødet på Mors.
Teaterstykket blev en succes, fordi det gav de tilhørende mulighed for, et kort øjeblik, at mærke demensen på egen krop.
”Man kommer ind i forestillingen og mærker meget tydeligt, at man selv har glemt, hvor man er henne, og hvor man er på vej hen. Det var meget rørte mennesker, der kom ud derfra,” siger han.
Gjorde stort indtryk
Forestillingen tiltrak cirka 350 mennesker i 2017 og 450 mennesker i 2018. Og selv om det er færre, end kommunen kunne nå med en plakat ved busstoppestederne, mener Thomas Chemnitz alligevel, at denne kampagne gjorde et større indtryk.
”Jeg tror på, at kampagnen har haft en langt større impact, fordi dem, der har været med, fortæller det videre i langt højere grad, end hvis de havde set et foto på en plakatstander,” siger han.
Ifølge Thomas Chemnitz kostede forestillingen Aarhus Kommune ”cirka det samme som to helsides-annoncer i en avis”, og så fundraisede Teater Fluks selv resten.
Et såkaldt “go-card” blev designet til demensforestillingen, delt ud på Strøget og lagt på caféer rundt omkring i byen.
Derudover har det kastet meget andet af sig: Anmeldelser af teaterstykket i lokalaviser og i Information, små kort, der blev placeret på byens caféer og delt ud på Strøget og nye samarbejder med Bruuns Galleri, Aros, Kvindemuseet og Domkirken. Og det allervigtigste: Det har været med til at gøre Aarhus mere demensvenlig.
”Sammen med en række indsatser med undervisning af personalet i butikker, institutioner osv. har det været med til at skabe større fokus på demens blandt århusianerne.”
Vil gerne gøre det igen
Thomas Chemnitz er ikke i tvivl om, at de kommer til at gøre noget lignende igen. Selv om det tager tid. Fra det i 2015 blev besluttet, at Aarhus skulle være en demensby, til forestillingen fik premiere i 2017, gik der alligevel to år.
”Det er et anderledes greb, og vi kan ikke bruge det hver gang, men man kan bruge det interaktive på linje med mange andre kanaler. Jeg tror på, at det i høj grad præger vores adfærd, fordi det går meget nært,” siger han.
Skulle han bruge teater-formen på et andet budskab, tror han, det ville tage et par måneder at få op at stå. Og hans gode råd til andre, der gerne vil samarbejde med kunstnere og lave interaktiv kommunikation er: Hav styr på budgettet.
”Chefer kan godt tænde på en god idé, men de kigger også på budgettet.”
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Artiklen er en del af en serie, hvor Journalisten sætter fokus på, hvordan man som kommunikatør kan gøre noget anderledes i sin idéudvikling.
Det, mener vi, er meget relevant for de mange af vores læsere, der rent faktisk arbejder med kommunikation til daglig og konstant skal forsøge at finde nye måder at fortælle deres historier på - lige som journalister også skal.
Det, synes vi faktisk, er ret interessant. Vi er i hvert fald blevet klogere.
De bedste hilsener
Ole Obitsø
Vi er i øjeblikket vidne til, hvordan den frie verdens leder udfolder sig i overensstemmelse med dette for det menneskelige sind grundlæggende forhold, at forudsætningen for at se egne mangler forsvinder med mangelen. Trump er som sådan en åbenbaring for oplysningens projekt.
Flere