Øjvind Hesselager stopper som ansvarshavende redaktør på Journalisten

Journalistens ansv. redaktør, Øjvind Hesselager, stopper efter gensidig aftale. "DJ er nået til et punkt, hvor der må en ny person på posten," udtaler DJ-formand Lars Werge

Efter otte år på posten som ansvarshavende redaktør, stopper Øjvind Hesselager på fagbladet Journalisten. Det sker efter aftale med hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund, fremgår det af en pressemeddelelse udsendt af Dansk Journalistforbund.

Ifølge formand Lars Werge skyldes det, at der er slidt på relationen mellem ledelsen i DJ og Journalistens redaktør.

”Øjvind har været en passioneret redaktør, som har lagt liv og sjæl i udvikling af bladet. Men hans journalistisk kompromisløse linje har også slidt på relationen mellem parterne, og DJ er nået til et punkt, hvor der må en ny person på posten som redaktør for Journalisten for at skabe en anden og ny relation,” siger Lars Werge.

I pressemeddelelsen udtaler Øjvind Hesselager:

”I en tid med hård kritik af medierne, har jeg vogtet nidkært om den journalistiske etik. Og selv om vi er gået til stålet, kan jeg notere, at Pressenævnet i min tid aldrig har fundet anledning til kritik. Det synes jeg i al beskedenhed, at også udgiveren Dansk Journalistforbund skal være stolte af.”

Journalistens medarbejdere har i Øjvind Hesselagers tid lavet flere historier, som var kritiske over for forbundet. Blandt andet har Journalisten afdækket en krænkelsessag i DJ, som førte til en omorganisering af forbundet, strammere regler, en advokatundersøgelse, og at en mellemleder forlod huset. Fagbladet har også beskrevet sager, hvor DJ og ledelsen har fået kritik, blandt andet af et afgående hovedbestyrelsesmedlem og af den nye gruppe Bloggere i DJ. Tidligere har Journalisten afdækket, at forbundets midler var investeret i skattely.

”Et af dansk fagpresses stærkeste medier”

Formand for Dansk Journalistforbund, Lars Werge, takker i pressemeddelelsen også Øjvind Hesselager for hans virke som redaktør.

”Øjvind har en stor del af æren for, at vores fagblad står så stærkt, som det gør, blandt mediefolk generelt og i særlig grad blandt vores medlemmer,” siger Lars Werge.

Han roser Øjvind Hesselager for at have været med til at digitalisere Journalisten i sin tid som redaktør.

”Han har styrket journalistikkens gennemslagskraft med en effektiv og tidssvarende inddragelse af sociale medier, samtidig med at det trykte magasin har bevaret sin status over for en voksende og meget krævende målgruppe,” siger Lars Werge.

Journalisten er i Øjvind Hesselagers tid gået fra 20 til 12 printnumre.

Stolt af sin tid på Journalisten

Øjvind Hesselager er stolt af det arbejde, han har lavet på Journalisten.

”Jeg er glad for anerkendelsen af mit arbejde og stolt over det, jeg har nået sammen med redaktionen. Jeg er sikker på, at redaktionen nok skal føre bladet godt videre under en ny redaktør – den er Danmarks dygtigste,” siger han.

”DJ skal altid spille en nøglerolle i ambitionen om at sikre og udvikle kvaliteten af frie og uafhængige medier med højt journalistisk indhold. Fagbladet har i mine år bestræbt sig på at gå forrest i den kamp gennem en kritisk og fair dækning, der varetager medlemmernes interesser. Også i situationer, hvor det på den korte bane kunne gøre ondt på DJ," siger han.

Øjvind Hesselager har tidligere været reporter og redaktør på månedsmagasinet Press og freelancer i en årrække. Han er uddannet i kommunikation fra RUC i 1992.

Øjvind Hesselager har ikke yderligere kommentarer.

47 Kommentarer

Rasmus Mark Pedersen
28. JUNI 2019
Kære Øjvind

Det var da godt nok noget af en overraskelse. Tusind tak for din ledelse af Journalisten. Vi har ikke altid været enige om alt, men jeg synes, din styring har ført til noget fremragende journalistik.

Derfor vil jeg gerne hylde din journalistisk kompromisløse linje. Den har været et forbillede for andre fagblade. Den har givet medlemmerne suverænt god journalistik. Og den har sørget for at udvikle DJ som organisation på tidspunkter, hvor organisationen ikke har gjort det af sig selv.

Kort sagt har den vist, hvad journalistik kan og bør, i en tid hvor det ikke er alle, der værdsætter den værdi, journalistik har i og for samfundet.

Der kunne sikkert finde mange undskyldninger for at skille sig af med dig, men jeg er bekymret, hvis din afløser skal vægte en god relation højere end god journalistik. Alene det, at man kan få den bekymring, er problematisk for fagbladet.

Derfor håber jeg, at det vil blive slået fast med 700 tommers søm, at den journalistiske frihed er ukrænkelig. Og at Journalistens fornemmeste opgave er at lave journalistik, der kommer medlemmerne til gavn. Også selvom det gør ondt på forbundet.

Og tak for at du har gjort netop det.

Bedste hilsner,
Rasmus MP
Lasse Lundberg Andreasen
28. JUNI 2019
Kære Øjvind

Jeg havde fornøjelsen af at tale med dig på Folkemødet. Det var en virkelig god oplevelse, for det virkede, som om du var oprigtigt interesseret i, hvad jeg havde på hjertet. Den samme oplevelse har jeg haft af dit arbejde på Journalisten - der kunne man også spore en oprigtig interesse for dit felt og din branche.

Bedste hilsner
Lasse Lundberg
Maria Becher Trier
28. JUNI 2019
Skal Journalistens redaktionelle frihed indskrænkes?

I Dansk Journalistforbunds formålsparagraf står der, at ”DJ skal arbejde aktivt for en udvidelse af presse- og ytringsfriheden over for arbejdsgiverne”. Derfor undrer Lars Werges udmelding mig. Hvordan kan Øjvind Hesselagers ”journalistisk kompromisløse linje slide på relationen mellem parterne” i sådan en grad, at Øjvind Hesselager må finde nye journalistiske græsgange?
Relationer er vigtige. Men de kan aldrig blive vigtigere end presse- og ytringsfriheden. Journalisten er medlemmernes fagblad – ikke hovedbestyrelsens. Derfor vil jeg bede hovedbestyrelsen komme med en udmelding om, at de ikke ønsker at indskrænke Journalistens redaktionelle frihed.

BH Maria Becher Trier, formand for Organisationsgruppen
Alexander Kokkedal
28. JUNI 2019
Siden jeg begyndte på DMJX for to semestre siden har jeg været flittig læser af Journalisten og været meget tilfreds både med valg af historier og den redaktionelle standard.

Jeg har også været glad for at læse andres kommentarer til Journalistens artikler og vil nok huske Øjvind for, hvor aktiv han var i forhold til at svare både på legitim kritik og sure opstød fra læsere i kommentarfelterne på Journalisten.dk og Facebook.

Det, at han går i dialog med læserne og ikke bare - som nogle redaktører gør - indtager den kyniske holdning, at folk altid vil være utilfredse med mediet, så hvorfor svare på kritikken, har jeg stor respekt for.

God vind, Øjvind!
Sune Fischer
28. JUNI 2019
Journalisten mere end antyder, at Hesselager blev fyret, fordi han tillod sig at være kritisk overfor forbundet.
Det er en ganske alvorlig beskyldning, jeg gerne ser underbygget med fakta - og ikke som det står nu ret udokumenteret.

Flere

Læs også

DJ investerer dine millioner i skattely

28. APRIL 2015

Rasmus gik grædende fra møde – har givet op

25. APRIL 2019

Hvem svigtede? Anklager om seksuelle krænkelser i DJ

21. NOVEMBER 2017