Rasmus Mark Pedersen var ”kisteglad og håbefuld”, da han blev valgt ind i Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse i 2015. Han medbragte en lang liste med alle de forslag, han ønskede at gennemføre som bestyrelsesmedlem – nu skulle DJ reformeres og tænkes helt forfra:
– Få freelancere med i medarbejderforeningerne.
– Købe et kollegium.
– Lave større adskillelse mellem faglighederne i forbundet.
– Dele fagbladet op i Journalisten, Kommunikatøren og De Visuelle.
– Tilbyde forhandlingskurser til medlemmer uden overenskomst.
– Og nedbringe kontingentet med 50 kroner ved for eksempel at afskaffe næstformandsposten.
Men fire år senere er status, at Rasmus Mark Pedersen ikke fik flertal i hovedbestyrelsen til sine mange forslag. Det har nu fået den 32-årige journalist, der også er initiativtager til gruppen Journalister i DJ, til at trække stikket. Også selv om han på det sidste møde i hovedbestyrelsen inden delegeretmøde, fik opbakning til blandt andet en række tilføjelser til DJs mediepolitiske strategi.
Han genopstiller ikke til hovedbestyrelsen, når Dansk Journalistforbund holder delegeretmøde den 28.-29. april i Kolding.
”Jeg trives i en virkelighed, hvor der er vilje til forandring, udvikling og innovation. DJ’s hovedbestyrelse er meget langt fra det. Det er langsomt, trægt, ugennemsigtigt og meget navlebeskuende,” sammenfatter Rasmus Mark Pedersen.
Klø på – det kræver et slagsmål
Det er præcis den oplevelse, denne artikelserie blandt andet opsøger – hvordan opleves det at skubbe til DJ for at lave forandring?
I Journalistens seneste artikel i denne serie, fortalte Lisbeth Kiel, formand for bloggerne i DJ, blandt andet om hvor svært hun føler det er, at få sin mærkesag – et etisk nævn – behandlet politisk.
Hendes råd lød: ”Vi er en helt ny faggruppe. Så vi har været ydmyge og bange for at træde folk over tæerne. Mit råd er, at man bare skal klø på.”.
Og i den første artikel i serien, gav vi ordet til journalist Lars Rugaard, der for 10 år siden stod i spidsen for at vække en hovedbestyrelse, der ellers længe bakkede op om en lov, der medførte øget lukkethed.
Rugaard opsummerede sin læring således: "Hvis man virkelig vil noget og sætter kræfterne ind, så kan det lade sig gøre. Mere forbenet er det ikke. Guderne skal vide, at det kræver et slagsmål. Men det er jo politik, så sådan skal det også være,” opsummerede han.
Ikke en sjov manege
Vi laver interviewet med Rasmus Mark Pedersen i forbundshuset på Gammel Strand i København; de bygninger hvor Rasmus Mark Pedersen de seneste fire år har deltaget i hovedbestyrelsens møder.
Rasmus Mark Pedersen fortæller om en række ubehagelige episoder, der har været udslagsgivende for hans beslutning om at stoppe med at gå forrest i det fagpolitiske arbejde.
”Jeg er blevet hevet til side af formanden og råbt ind i hovedet. Jeg er gået grædende ud af et hovedbestyrelsesmøde. Jeg bliver afbrudt konstant af de ældre mænd, når jeg argumenterer for min sag. Det er ikke en sjov manege at være i.”
Men er du ikke også selv en provokatør?
”Det synes jeg virkelig ikke, at jeg er. Men det er jeg de facto, fordi jeg siger noget, som provokerer folk. Jeg er til gengæld en dårlig politiker.”
Hvorfor er du en dårlig politiker?
”Jeg er for meget i mine følelsers vold. Det synes jeg, at der skal være plads til i det politiske spektrum. Men jeg kan mærke, at det ikke fører mig nogen vegne. Når man argumenterer ophidset, får man aldrig noget igennem,” siger han.
Rasmus Mark Pedersen erkender, at han har været for dårlig til at skabe alliancer.
”Jeg har naivt troet, at jeg kan skrive et forslag, vi kan have en åben debat i hovedbestyrelsen, og så kan man få forslaget igennem. Men sådan fungerer det ikke. Du skal have flertal for et forslag, allerede inden du stiller det. Og det har jeg ikke brugt tid på,” forklarer han.
Uafhængig kandidat
Rasmus Mark Pedersen har været fagligt aktiv i Dansk Journalistforbund siden 2006. I 2011 stillede han op som ”uafhængig” kandidat til hovedbestyrelsen:
”Jeg har intet bagland eller specialinteresser, jeg skal varetage,” skrev han i en præsentation op mod delegeretmødet.
”Til gengæld vil jeg vælges på min politik.”
Han blev ikke valgt ind. På Radio24syv blev han tillidsmand, og han var en af initiativtagerne til foreningen Journalisterne i DJ i 2014 – en forening tiltænkt forbundets journalistmedlemmer, som han i dag er formand for. På sidste år, siger han. Han har fået nok af at lave politik i DJ. Eller måske rettere: Ikke at lave politik.
I 2015 stillede han på ny op til hovedbestyrelsen med mærkesagerne om for eksempel at købe et kollegium og nedsætte kontingentet. På delegeretmødet blev Rasmus Mark Pedersen valgt ind i hovedbestyrelsen med det laveste stemmetal.
Ved det næste valg i 2017 trak fem ud af 15 medlemmer sig fra hovedbestyrelsen. Det var især yngre og nye politikere, der ikke ville mere, og flere pegede på, at det politiske arbejde gik for trægt.
I et interview til Journalisten forklarede Rasmus Mark Pedersen dengang, at ingen af de andre hovedbestyrelsesmedlemmer i den forgangne periode havde stillet et eneste selvstændigt forslag, der angav en ny retning for forbundet.
Han kaldte bestyrelsesarbejdet for ”skuffende, kedeligt og enormt demotiverende”.
”De sidste to år har vist, hvor svært det er at komme igennem med noget nyt,” sagde Ramus Mark Pedersen i 2015.
Han valgte alligevel at genopstille og blev valgt ind for en ny toårig periode.
Pest eller kolera
Når han i dag skal se tilbage på sin tid i hovedbestyrelsen, siger han, at han forsøgte at fremlægge sine forslag på flere forskellige måder.
Ved at nedsætte en arbejdsgruppe, ved at få det på dagsordenen i et underudvalg til hovedbestyrelsen, ved at foreslå det så tidligt, at administrationen og forretningsudvalget har tid til at forholde sig til det. Og endelig ved at foreslå det så sent, at det kom direkte i hovedbestyrelsen. Resultatet var næsten altid et nej.
”Det er pest eller kolera. Enten sender man forslaget uden om administrationen, og medlemmerne tør ikke sige ja. Eller også sender man forslaget igennem administrationen og forretningsudvalget, men så bliver ens politiske forslag vansiret, fordi de lægger deres anbefaling ind over,” siger Rasmus Mark Pedersen.
En afspejling af demokrati
Formand for Dansk Journalistforbund Lars Werge er ikke enig i Rasmus Mark Pedersens beskrivelser af forbundet. Rasmus Mark Pedersens forslag er faldet, fordi der ikke var opbakning til dem.
”Det er, fordi der har været et flertal i hovedbestyrelsen, der har haft en anden holdning end den, han har præsenteret. For mig er det en afspejling af et demokrati. Demokratiet er jo lidt langsomt at flytte nogle gange,” siger Lars Werge.
Ifølge Rasmus Mark Pedersens er kun ét af hans forslag blevet stemt igennem de seneste fire år.
”Jeg fik vedtaget, at vi ikke bruger forkortelser i referater, indkaldelser og dagsordener. Det var en lille symbolsk sejr, men i dag bliver vedtagelsen ignoreret totalt,” siger Rasmus Mark Pedersen.
Han husker tilbage på en episode, hvor et ældre bestyrelsesmedlem ”belærende” sagde, at hvis han bare havde tålmodighed nok, så skulle han nok få sine forslag igennem.
”Det er en fuldstændigt vanvittig måde at tænke på. En fagforening skal være innovativ, agil og tilpasse sig medlemmerne. De emner, vi taler om nu op til delegeretmødet, er også noget, som vi talte om for otte år siden,” siger Rasmus Mark Pedersen.
Forlod møde grædende
Det er 7. december 2016. Medlemmerne af hovedbestyrelsen er lige blevet færdige med at stemme om et forslag, da Rasmus Mark Pedersen rækker hånden i vejret. Han har ikke forstået den videre proces og stiller derfor en række opklarende spørgsmål.
”Hvad er proceduren fremadrettet? Går forslaget tilbage til administrationen eller udvalgene? Skal vi som hovedbestyrelse gøre noget aktivt for at føre sagen videre?”
Spørgsmålene falder ikke i god jord hos et andet bestyrelsesmedlem.
”Villy Dall begynder at råbe ad mig, at jeg skal tage mig sammen, se at komme videre og ikke hænge mig i den slags tåbelige detaljer,” erindrer Rasmus Mark Pedersen.
Rasmus Mark Pedersen forklarer, at han derpå prøver at forklare, at han ikke forstår, hvad der lige er blevet besluttet. Men da det ikke lykkes, ender det med, at de to bestyrelsesmedlemmer råber ad hinanden på tværs af lokalet, fortæller han.
På et tidspunkt bliver det så meget for Rasmus, at han bryder sammen og forlader mødet.
I dag irriterer det ham grænseløst, at han ”viste svaghed ved at græde”.
”Tænk, hvis jeg havde været en smule mindre følsom og en smule hårdere. Så kunne jeg have pandet ham en verbalt og vundet det argument. Men jeg tabte alt på gulvet ved at løbe tudende ud af lokalet,” siger Rasmus Mark Pedersen.
Fik en undskyldning
Udenfor er det kold vinter. Rasmus Mark Pedersen nåede ikke at tage sin jakke på, da han brat forlod mødelokalet.
Han står et øjeblik uden at vide, hvor han skal gå hen. Så tager han sin mobiltelefon op af lommen og ringer til sin kæreste. Hun er tilfældigvis i området.
”Vi sætter os ned på en café i nærheden og snakker om episoden. Om hvor ubehageligt det er at sidde i den bestyrelse og samtidig være ung og ikke forstå tingene,” siger Rasmus Mark Pedersen.
Imens de taler, kan han mærke sin telefon vibrere i lommen. Medlemmerne i bestyrelsen prøver på skift at få fat på ham. Fem ubesvarede opkald, står der på skærmen.
Rasmus Mark Pedersen er ikke klar til at tale med sine kolleger. Han er også meget usikker på, om han overhovedet skal gå tilbage til lokalet.
Lysten er der ikke, men til sidst beslutter han sig for at gøre det alligevel.
”De er søde og rare, da jeg vender tilbage. Jeg får en uforbeholden undskyldning fra Villy Dall, men siden den dag kommer andre stadig med små kommentarer ud af sidebenene om episoden,” siger Rasmus Mark Pedersen.
Villy Dall husker episoden perifært.
”Jeg kan ikke huske, hvad det handlede om, eller hvad jeg har sagt. Men hvis jeg har givet ham en undskyldning, så har jeg formentlig fortrudt det,” siger Villy Dall.
Som en børnehave
Da Rasmus Mark Pedersen blev valgt som hovedbestyrelsesmedlem i 2015, brugte han ofte fire timer om aftenen på at forberede sig til hvert bestyrelsesmøde, fortæller han. Han satte røde streger, skrev små kommentarer og besluttede sig for, hvad han ville sige til punkterne på dagsordenen.
Det er han holdt op med i dag. I dag skimmer han, hvad der er på dagsordenen og byder ind, hvor det giver mening. Han oplever ikke, at der er en oprigtig vilje til forandring blandt flertallet. Derudover er der en tendens til, at de ældre i bestyrelsen afbryder, når de unge har ordet, oplever han.
”Der er simpelthen en mangel på respekt, når vi unge taler. Det er et beskidt trick og virkelig forstyrrende at få afbrudt sin tale, fordi man er nødt til at forholde sig til det sagte,” siger Rasmus Mark Pedersen.
Freja Wedenborg er 37 år og har siddet i DJ’s hovedbestyrelse de seneste to år. Hun oplever ikke, at det er svært at komme igennem med sine forslag, eller at Rasmus Mark Pedersen er blevet forskelsbehandlet. Til gengæld kan hun godt genkende den hårde debattone.
”Det er pisseirriterende. Nogle af de ældre medlemmer i hovedbestyrelsen har en tendens til at rulle med øjnene og gør det mere, når Rasmus taler. De skal tage sig sammen og holde op med at opføre sig som en børnehave,” siger Freja Wedenborg.
At afbryde hinanden
Afbrydelserne kan Mathias Bay Lynggaard, der sad i hovedbestyrelsen fra 2015-17, også genkende.
”Der var få personer, der havde en tilbøjelighed til at undergrave andres forsøg på at føre en saglig dialog,” siger Mathias Bay Lynggaard.
Også Maria Becher Trier, der også har siddet i hovedbestyrelsen med Rasmus Mark Pedersen, genkender mønsteret.
”Der er nogle, der står mere for skud end andre. Ikke mig, men jeg har bemærket, at Rasmus har haft det hårdt. Det er der ingen tvivl om,” siger Maria Becher Trier.
Villy Dall anerkender, at der nogle gange godt kan være en hård tone til møderne.
”Men det burde ikke være sådan, at folk oplever, at de bliver afbrudt i deres argumentation. Hvis der er nogen, der oplever det, så er det naturligvis noget, der burde sættes fokus på,” siger Villy Dall.
Lars Werge er enig. Men hvor hårdt dirigenten skal slå ned på at blive afbrudt, er op til den kommende hovedbestyrelse.
”Jeg har ikke nogen holdning til, om folk må rulle med øjnene eller ryste på hovedet. Men det er ikke særlig fedt at blive afbrudt. Jeg skal være den første til at beklage, hvis jeg har afbrudt folk, hvad jeg bestemt er kommet til. Det bør man holde sig for god til,” siger Lars Werge.
Ekstremt mobbet som barn
Rasmus Mark Pedersen fortæller, at han har det godt med bestyrelsesarbejdet 90 procent af tiden. Kæden hopper dog af, når de kommer ind i det politiske rum, og når han ikke længere taler med personerne på tomandshånd.
”Det er mærkeligt, at man kan komme så godt ud af det på det personlige plan, men at de selvsamme personer er så ubehagelige politisk. Det er i virkeligheden gruppedynamikken, der ændrer på det,” siger Rasmus Mark Pedersen.
Føler du, at du har været udsat for mobning?
”Nej, men der er en forskel på, hvordan man behandler folk,” siger Rasmus Mark Pedersen og tilføjer senere med skælvende stemme og tårer i øjnene.
”Jeg har været ekstremt mobbet som barn. Derfor vil jeg ikke se mig selv som en, der bliver mobbet. I dag ser jeg mig selv som et menneske i kontrol. Men det er jeg jo ikke her i hovedbestyrelsen. Jeg tror, at det rammer mig hårdere, fordi mit selvbillede er en, som kan lykkes med ting. Det er jo krakeleret fuldstændigt i de her lokaler.”
Råber mig ind i hovedet
To år efter det hektiske bestyrelsesmøde opdager Rasmus, at han ikke er blevet inddraget i en beslutning i forretningsudvalget, der vedrører specialforeningen Journalisterne i DJ, hvor han er formand. Det er den 16. januar 2018.
Han skriver derfor en ”hård mail” til forretningsudvalget, hvor formanden for Dansk Journalistforbund, Lars Werge, sidder. Og da de to mødes senere samme dag til et hovedbestyrelsesmøde, bliver han ”overfuset”, som han selv formulerer det.
”Lars tager mig ind til siden og råber mig ind i hovedet. Jeg skal droppe min offerrolle, siger han kolerisk. Det var dybt ubehageligt,” siger Rasmus Mark Pedersen.
Lars Werge vil hverken be- eller afkræfte, at han har råbt, eller kommentere den episode, som Rasmus Mark Pedersen beskriver.
”Jeg har ikke nogen ambition om at fortælle til andre, hvordan jeg taler med folk på tomandshånd,” siger Lars Werge.
Men er det okay, hvis en formand tager et medlem til side og råber ham ind i hovedet?
”Det her er politik, og i politik kan bølgerne både gå højt og lavt. De kan gå højt i plenum, og de kan gå højt på tomandshånd, og de kan også modsætningsvis gå roligt for sig. Vi er alle sammen engagerede mennesker,” siger Lars Werge.
At gå efter manden
Journalisten spørger Rasmus Mark Pedersen, hvorfor han ikke ”bare” bad formanden Lars Werge om at tale pænt. Han tænker lidt over spørgsmålet, før han svarer:
”Jeg har ikke styrken til det. Ingen sammenligning i øvrigt, men hvorfor siger folk, der bliver udsat for overgreb, ikke fra i selve situationen? Det er først bagefter, at man tænker på det gode comeback. I stedet vender jeg det indad og bliver ked af det på egne veje. Jeg har ligget vågen mange nætter og tænkt meget over den sætning,” siger Rasmus Mark Pedersen.
Har du råbt andre i hovedet på samme måde?
”Nej, jeg har aldrig råbt nogen i ansigtet. Jeg har skrevet nogle hårde mails og været med til at skrive hårde debatindlæg. Jeg vil gerne indrømme, at jeg også nogle gange er gået efter manden i stedet for bolden. Også flere gange, end jeg vil være ved.”
Hvad er dine råd til andre, der vil skabe forandring i Dansk Journalistforbund?
”Jeg har jo ikke selv fundet ud af det, så det ved jeg virkelig ikke. Vær dig selv, og lad være med at lade dig køre rundt i manegen af dem, der sidder der i forvejen. Hav nogle værdier, du kommer ind i arbejdet med, i stedet for noget, du reelt vil ændre. For så kan du risikere at blive skuffet.”
Rapporten Fagenes Fremtid bakker dig op om tydeligere adskillelse mellem fagene. Hvorfor stoppe nu, når det ser ud til at rykke?
”Fagenes Fremtid er en meget velarbejdet rapport. Men jeg tror simpelthen ikke på, at forslagene bliver vedtaget, medmindre der sker en reel udskiftning i hovedbestyrelsen.”
(Opdateret den 27. april klokken 10.00 med oplysningen om, at Rasmus Mark Pedersen på det sidste hovedbestyrelsesmøde inden delegeretmødet – og efter interviewet blev gennemført – fik opbakning til blandt andet en række tilføjelser til DJs mediepolitiske strategi.)
21 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kæmpe respekt, Rasmus MP. Men hvor er det forstemmende at det forbund, som mange af os har støttet siden, vi blev færdiguddannede er SÅ lidt rummelige. Og at man skal være 'hård' og råbe højt for at være i bestyrelsen.
Man får ikke ligefrem lyst til at kaste sig over fagligt arbejde efter denne artikel.
Jeg er enig med Karin Bech. Den her artikel - og egne oplevelser i øvrigt - tilsiger, at der skal være et rotationsprincip udformet på en klog måde, som sikrer tilgangen af nye talenter og dynamik, men som også sikrer, der altid er en vis sum af nødvendig viden til stede - ikke at forveksle med "Vi plejer". Vil tro 8-10 år skal være max.
Kære Jesper
Det er jeg rigtigt glad for, du skriver. Det kræver sgu en god illustrator og en redaktion, der sætter tid af, at få det til at fungere.
MVh
Ps: Glimrende illustration til artiklen.
Wow, meget ærlig læsning. Det kan godt være, Rasmus er et følsomt gemyt, men han har da nosser nok til at gøre sig selv sårbar. Stor respekt herfra!
Håber at andre vil følge op og komme med deres udlægning, hvis det virkelig er sandt, at tingene er så fastkørte i HB.
Flere