“Mit arbejde består af lige dele sexferie og selvrealiseringsprojekt. Et projekt, der bogstaveligt talt handler om at kneppe mig tilbage til mine tyrkiske rødder. Det skal blive til en historie om at konfrontere sine fordomme for derefter at finde hjem.”

Sådan skriver Ayse Dudu Tepe i sin seneste reportage for Weekendavisen. Artiklen, King Kong og Den Lille Prins, starter med at fortælle om et dekret, der er blevet vedtaget i Tyrkiet, som forbyder datingprogrammer på nationalt tv.

Derefter bevæger historien sig rundt i Ayse Dudu Tepes egen nyfundne interesse for at date tyrkiske mænd (“jeg havde aldrig før begæret dem”), synet på kønsroller i Tyrkiet (“det er også en større, politisk historie”) og hendes – succesfulde – forsøg på at finde nogle tyrkiske mænd, hun kan have sex med (“det var vildt spændende. Jeg anede jo ikke, hvilke mænd jeg ville møde”).

Umiddelbart skulle man ikke tænke, at det var en historie, der var nem at pitche til Weekendavisen. Den tanke havde Ayse Dudu Tepe også.

Men hendes tvivl blev hurtigt gjort til skamme af avisen, da hun præsenterede idéen for redaktionschef Klaus Wivel.

“De elskede det. De var ikke sådan aaargh, det kan vi ikke have i Weekendavisen. Tværtimod tror jeg netop, de gerne ville have det. Fordi det er en anden måde at fortælle historier på,” siger hun.

“Så blev det et mantra for mig, at jeg kan gøre én ting for Weekendavisen, og det er, at I am bringing sexy back. Jeg kan sexe avisen op. Det er ikke kun ment på den måde, at jeg har sex. Det er måden, jeg fortæller historien på. Jeg er jo ikke uddannet journalist. Jeg har både et observerende, journalistisk øje og så et øje indad i mig selv.”

Et brag af en reportage af Ayse Dudu Tepe i Weekendavisen. Køb, læs og diskuter 🙂 pic.twitter.com/KNb5hLfvMr

— Mads Brügger (@MBrgger) June 2, 2017

“Ikke nogen skam i livet”

Det var en nem beslutning for Ayse Dudu Tepe at tage på sexreportage og beskrive sine sexscener i avisen.

“På den måde har jeg nok ikke nogen skam i livet. Der mener jeg, at fortællingen er større end mig selv. Der må jeg ligesom tage en for holdet,” siger hun.

Men hvorfor gjorde hun det egentlig?

“Jeg synes, det giver en handling. Der er ikke stilstand. Når jeg skriver, så tænker jeg ikke så meget på mine læsere. Men jeg håber, at dem, der læser det, kan finde noget af sig selv i fortællingen. At de kan relatere til noget menneskeligt,” siger Ayse Dudu Tepe.

Hun fortæller, at hun altid bruger sig selv aktivt i sine artikler (“jeg kan i virkeligheden heller ikke finde ud af at skrive på andre måder”), og det mener hun også var nødvendigt her.

“Det tror jeg, jeg er nødt til som journalist, hvis jeg vil påvirke noget i et stort land som Tyrkiet eller i det hele taget. Jeg skal være konkret. Jeg skal handle.”

At bruge sig selv meget klart i en fortælling bliver ikke et journalistisk onenightstand for Ayse Dudu Tepe, der gerne vil placere sig som en af Danmarks fremmeste gonzojournalister.

“Min ambtion er at blive gonzoherskerinde nummer ét."

En slap pik skriver man ikke om

I Tyrkiet mødte hun i alt fem mænd, der gerne ville på date med hende. Hun endte med at være sammen med to af dem – en dansende mand, hun døbte King Kong, og en ung surfer med rastafletninger og en tatovering af Den Lille Prins.

“Det er også lidt voldsomt at knalde rundt med fem mænd på en uge. Der måtte jeg sætte en grænse. Det er et arbejde, men det er også meget personligt,” siger hun.

Selv siger hun, at hun ikke gjorde sig de store overvejelser, inden hun besluttede sig for at inddrage mændene i sin artikel. Men alligevel traf hun nogle klare etiske valg: Hun fortalte alle mændene, at hun var ved at skrive en artikel om at have sex med tyrkiske mænd. Og så ville hun ikke udlevere dem.

“Jeg ville ikke have, at det skulle blive en nasty artikel. Jeg ville ikke skrive hver enkelt seksuel detalje. Det synes jeg ikke, nogen har brug for at se eller læse. Jeg synes ikke, det er værd at skrive om, hvis pikken ikke lige vil op at stå,” siger hun og tilføjer:

“Det er ikke altid min pligt at fremstille folk sympatisk, men det føler jeg, jeg bliver nødt til her. Jeg skal ikke gøre dem grimme, medmindre de er det. Og det var de ikke. De var utroligt søde. Jeg skal have respekt for den handling, at jeg har sex med et andet menneske.”

Kunne ikke fortælle det til sin mor

Selv om hun aldrig var i tvivl om sin metode, satte hun en grænse for, hvem hun ville fortælle om projektet. Det beskriver hun i artiklen, hvor hun har en længere dialog med sin mor for at forsikre hende om, at hun bare skal ned og arbejde:

“»Pas nu godt på dig selv, min pige. Rod dig ikke ud i problemer og hold dig for dig selv,« formaner min mor mig, inden jeg er på vej til Istanbul. Jeg er rejst dertil for at date. For at møde tyrkiske mænd, hvilket jeg har undladt at fortælle mor, for hun vil ikke kunne forstå det. Hun har det meste af sit liv været gift med far. Før far boede hun i et simpelt lerhus i en lille tyrkisk landsbyflække og ventede på, at nogen valgte hende. Og så kom min far forbi, fra en nærliggende landsby, så hende an, og det var så det: Gift ved første blik. Og måske er det sandt, når de siger, at »gift er ikke noget, man bliver, men noget man tager«. Det er et valg, et nødvendigt onde, der gør os til nogen. Nogens mand. Nogens kone. »Ja ja, bare rolig, mor, jeg skal jo bare arbejde dernede. Der kommer ikke til at ske noget.«”

Hvorfor vil du ikke fortælle det til din mor, når du vil skrive det i avisen?

“Fordi min mor ikke kan læse og skrive. Det kan mine brødre til gengæld. Men jeg har ikke lyst til at tale med dem om det. Det er en konflikt, at jeg ikke kan fortælle min familie om det. Men jeg ved ikke, hvor mange andre der ville fortælle deres familie, at de tog på en sexferie for at skrive om det,” siger hun.

Samtidig er dialogen udtryk for et andet af hendes temaer i artiklen; at være en kvinde med en dobbeltidentitet som både dansk og tyrkisk og de konflikter, det fører med sig.

“Det kan man blandt andet udforske ved at have sex. Jeg tror, der er mange, som har lignende konflikter med sig selv herhjemme. Jeg putter heller ikke fortællingen ned i en feminismekasse eller en hudfarvekasse. Det er næsten som en fiktionsfortælling, bortset fra at den er sand,” siger hun.

Jeg hjerter Margit. Kom. Hjert med pic.twitter.com/6CFp5WvufO

— Ayşe Dudu Tepe (@AyseDuduTepe) June 7, 2017

Fucking nervøs og Bukowskis blå fugle

Selv om hun håbede, at hun ville finde nogen at have sex med, følte hun heller ikke, det var et endegyldigt krav for artiklen.

“Jeg var mere sådan, måske sker det, måske sker det ikke. Men jeg håbede da på det. Jeg var fucking nervøs for det. Det var også meget ærligt. Og pissesjovt. Jeg er så glad for at have gjort det,” siger hun.

Hvordan føles det at lægge noget frem, der er så intimt?

“Jeg er sgu stolt af det. Jeg synes, det er en god historie. Og jeg synes, den er godt skrevet. Det lyder virkelig højrøvet. Jeg ville også blive glad for at læse den, hvis nogle andre havde skrevet den,” siger hun.

Kunne du finde på at gøre det igen?

“Ja, fuld hammer. Selvfølgelig. Hvis det er vigtigt for historien, vil jeg altid gå så langt. Nogle vil måske sige, at jeg går for langt ved at have sex med mænd. At jeg ikke er anderledes end en sexarbejder, fordi jeg får penge for det. Men jeg synes, der er noget på spil,” siger hun og tilføjer:

“Når jeg skriver, så tager jeg noget fra andre mennesker. Og jeg skal også give noget igen, for at regnestykket i livet skal gå op. Det skal koste mig noget. Livet koster livet.”

Der er måske lidt Charles Bukowski over det?

“Ja! Jeg er så ikke antihelten, der sidder og drikker mig pissestiv og snakker om, hvordan jeg har en blue bird inde i mig. Men det er den samme metode. Og der er sgu også en blue bird, der synger inde i mig.”