Da Journalisten fredag i sidste uge på Twitter skrev, at uddelingen af priserne ved Årets Pressefoto nu var i gang, fik vi syv likes:
Blandt andet fra BTMX’s chefredaktør, Michael Dyrby, fra fotojournalist Jan Sommer – og fra fem letpåklædte damer.
Professionelt præsenterer de sig som blandt andet ”pole dancer” eller ”gamer/traveler” på Twitter. I deres bio skriver de for eksempel “Come to me“ og ”Do you like fast? Come in!”
Håber på et klik
Et andet tweet fra Journalistens profil fra sidste uge handlede om udviklingen i Berlingske Media de seneste 10 år.
Her var forekomsten af babes endnu højere. Dataudvikler Søren Pedersen havde liket. Det havde Journalistens egen chefredaktør, Øjvind Hesselager, også. Men resten af de otte likes kom fra unge, udenlandske kvinder, man normalt ikke forbinder med publicisme og økonomi.
Og den sørgelige sandhed er da også, at der slet ikke er tale om dejlige damer med interesse i journalistik, men robotter, forklarer Benjamin Rud Elberth, selvstændig rådgiver i digital kommunikation.
”Det er bots udviklet af pornoindustrien. De adresserer folk på sociale medier, og så håber de på, at de kan gøre os liderlige, så vi klikker os videre,” fortæller han.
Journalistens blogger Lars K. Jensen spottede allerede i januar 2018, at der var noget på færde.
Er der andre end mig, der ser denne slags ‘like-spam’ her på Twitter? Der er et vist…gennemgående tema i profilbillederne. pic.twitter.com/q7xj1I5x88
— Lars K Jensen (@larskjensen) 19. januar 2018
Er eksploderet vildt
Benjamin Rud Elberth forklarer, at der ikke er nogen mennesker bag profilerne. De er styret af algoritmer, der giver likes til bestemte hashtags, ord eller emner, der trender.
Men hvorfor er de interesseret i at like Årets Pressefoto og en sparerunde i Berlingske Media?
”De liker ikke Årets Pressefoto, fordi det interesserer dem. Men det her fænomen er eksploderet helt vildt den seneste tid. Før overfaldt de hashtags, der trendede, nu oversvømmer de nærmest Twitter,” siger Benjamin Rud Elberth.
Så man skal ikke tro, at de smukke kvinder er oprigtigt interesserede i public service eller pressefoto?
”De er interesseret i, at du klikker dig ind på for eksempel deres webcam-butik.”
Ingen kommentarer fra Beth og Vicky
Der er åbenbart så meget business i at vække vores liderlighed, at det oversvømmer det hele, forklarer Benjamin Rud Elberth.
”Twitter har indtil videre ikke kunnet finde et middel til at stoppe det.”
Journalisten har forsøgt at få en kommentar fra for eksempel Vicki Oakman og Beth Attwood. Men de er endnu ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Donna Smith’s profil fik dette mærkat, før hun nåede at svare: Denne konto er midlertidigt begrænset, fordi der har været noget unormal aktivitet fra denne konto.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.