
Onsdag var Greves borgmester Pernille Beckmann en del af panelet hos vært Tue Sørensen Rakkerpak Productions
Kommunerne administrer milliarder af skattekroner, sørger for pasning af børn og pleje af de ældre.
Men det vrimler ikke ligefrem med programmer i radioen og på tv om kommunalpolitik.
Mens DR P1 for eksempel har Slotsholmen og TV 2 News sender Besserwisserne, sendte Radio4 onsdag for første gang det ugentlig program ‘Byrødderne’.
”Vi har valgt at lave et program om kommunalpolitik, fordi vi synes det mangler,” siger Radio4’s nyheds- og aktualitetschef Tina Kragelund.
Hun forklarer, at kommunalpolitik er det sted, hvor politik bliver mest konkret for den enkelte dansker.
”Og det er dermed hele essensen af det, vi vil på Radio4, nemlig at komme tættere på det levede liv. Hvis vi skal lave et politisk program, hvad er så mere nærliggende, end at det skal handle om det kommunalpolitiske,” siger hun.
Ikke overdækket
Tina Kragelund ved ikke om programmet om kommunerne er det første af sin slags.
”Vi har i hvert fald konstateret, at det ikke er overdækket.”
Den seneste tid har Politiken og Altinget etableret hovedstadsredaktioner som modvægt til den massive journalistiske dækning af landspolitikken. Tina Kragelund ser ikke Byrødderne som en del af en trend.
”Men jeg synes der er for lidt lys på det store arbejde, der bliver gjort ude i kommunerne, og det vil vi gerne være med til at fyre op under.”
Tine Kragelund erkender, at kommunalpolitik ofte bliver set som lidt kedeligt.
”Kommuner rimer lidt på brunt,” siger hun.
Sexisme i kommunalpolitik
Udfordringen ved at lave et kommunalpolitisk program er at skabe identifikation på tværs af lyttere i hele landet, forklarer Tina Kragelund.
”Når det handler om Christiansborg, er det 179 medlemmer, som vi alle sammen har været med til at vælge. Når det gælder det kommunale, er vi nok mest interesseret i det, der sker i vores egen kommune.”
Hun er dog sikker på, at med de rigtige emner og det rigtige panel kan programmet skabe bred interesse.
I det første program onsdag havde vært Tue Sørensen besøg af et panel bestående af Sarah Nørris, byrådsmedlem for Enhedslisten i Esbjerg, borgmester Pernille Beckmann fra Greve og tidligere borgmester i Københavns kommune, Klaus Bondam. De diskuterede sexisme baseret på en kommunal rundspørge produceret af Radio4 Morgen.
Ghettoer og udkant
Tina Kragelund tror, at Byrødderne kan blive interessant for lytterne, fordi der er mange lighedspunkter i kommunerne. For eksempel er det samme årshjul, der kører med budgetforhandlinger i alle kommuner. Konflikterne er også til at få øje på.
”En del kommuner har problemer med at finde kvalificeret arbejdskraft, mens andre kæmper med ghettoer eller udkantsproblematikker.”
Skal det være et debatprogram, eller vil I også kigge kommunerne kritiske efter i kortene?
”Det er ambitionen, at vi også skal lave kritisk journalistisk. Det kan for eksempel være historier om, hvorfor nogle kommuner klarer sig dårligt på et område, mens andre gør det godt for de samme midler.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.