For få år siden havde JydskeVestkysten en artikel i avisen, som ikke skulle have været bragt. I hvert fald ikke, hvis man spørger en af de største koncerner i mediets udgivelsesområde, grænseshoppen Fleggaard.

Selv om artiklen ifølge avisen ikke indeholdt faktuelle fejl, var reaktionen fra Fleggaard skarp. Grænseshoppen trak annoncer til en værdi af angiveligt 10 millioner kroner fra Jysk Fynske Medier og flyttede dem over til konkurrenten JP/Politikens Hus.

Et højt beløb og en opsigtsvækkende historie. Men spørger man de danske lokaljournalister selv, er den slags reaktioner ikke usædvanlige.
Ifølge en rundspørge har 41 procent af dem inden for de seneste fem år oplevet, at lokale magthavere ”ud over rimelighedens grænser” har forsøgt at lægge pres på dem som konsekvens af kritisk journalistik – typisk i form af signaler eller trusler om enten at boykotte journalister eller trække annoncer fra mediet.

Et ”helt vildt højt tal” ifølge Karen Keinicke, chefredaktør på Nordjyske. Men hun er ikke overrasket.

”Inden for det seneste år har vi i hvert fald tre gange oplevet, at borgmestre har blacklistet en journalist eller hele redaktionen ved kun at ville give skriftlige svar.”

Karen Keinicke, chefredaktør på Nordjyske

”Inden for det seneste år har vi i hvert fald tre gange oplevet, at borgmestre har blacklistet en journalist eller hele redaktionen ved kun at ville give skriftlige svar,” siger hun og kalder det ”på kanten af, hvad man som folkevalgt politiker kan tillade sig”.

”Det kan virkelig få panderynkerne frem, for det er jo et demokratisk problem. Og det er et problem, vi oftere støder på end for måske fem år siden,” siger hun.

Giver store praktiske problemer

I alt har 278 journalister og lokalredaktører på lokale og regionale aviser i hele landet svaret på Journalistens rundspørge om vilkårene for at bedrive kritisk lokaljournalistik.

Det er første gang, der bliver sat tal på, hvad produktionskrav og pres fra annoncører og lokale magthavere betyder for lokaljournalisternes arbejde. Og tallene kommer bag på Morten Skovsgaard, professor ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

”De fleste journalister er med på, at der kommer et pres og et modsvar, når de kaster kritisk lys på noget. Men jeg synes, det lyder som et højt tal, når 41 procent af journalisterne føler, at det er ud over rimelighedens grænser,” siger han.

Morten Skovsgaard forklarer, at hvis en journalist på Christiansborg falder i unåde hos en bestemt politiker, vil der typisk være måder at komme omkring det på. Man kan sætte en anden journalist på opgaven, man kan tale med andre politikere.

”Men i lokaljournalistikken er konsekvenserne ofte meget større, fordi der er færre centrale kilder – for eksempel udvalgsformænd og borgmestre – som man derfor er mere afhængige af. Det er simpelthen sværere at finde alternative kilder,” siger han.

Det bekræfter Karen Keinicke fra Nordjyske. Hun vil ikke beskrive de konkrete eksempler, Nordjyskes redaktioner har oplevet.

”Men det kan give os store praktiske udfordringer, når en borgmester ikke vil tale med den journalist, der dækker kommunen,” siger hun og forklarer, at man på de små lokalredaktioner ikke altid bare kan få en anden til at ringe.

”Og en del historier kan du ikke forløse uden borgmesterens kommentar – især i mindre kommuner, hvor borgmesteren er den eneste fuldtidspolitiker.”

Hun fortæller, at Nordjyske ikke har oplevet, at kommunerne, der ofte er storannoncører i lokale dagblade og ugeaviser, har trukket annoncer. Fra dem er reaktionerne typisk mere subtile.

”Fra politikerne er det mere signaler om, at ’nu synes vi godt nok, det er svært at samarbejde med Nordjyske’ eller ’nu synes vi godt nok, at Nordjyske er blevet et medie, hvor vi ikke kan se os selv længere’,” refererer Karen Keinicke.

David mod Goliat

Anderledes kontant var reaktionen fra Fleggaard på den artikel, som JydskeVestkysten bragte mod grænseshoppens vilje.

Historien om Fleggaards annonceboykot er kendt vidt og bredt i Jysk Fynske Medier. Det var Davids kamp mod Goliat. For selv om Jysk Fynske Medier er Danmarks næststørste private mediekoncern, er det ingenting sammenlignet med Fleggaard, der er blandt Danmarks rigeste familier med en formue på over 7 milliarder kroner.

Men ingen ønsker at tale om sagen til citat. Koncerndirektør i Fleggaard Jens Klavsens eneste kommentar er, at Fleggaard har og altid har haft et godt forhold til Jysk Fynske Medier. Direktør i Jysk Fynske Medier Jesper Rosener er ikke vendt tilbage på Journalistens henvendelse.

Chefredaktør på JydskeVestkysten Mads Sandemann siger, at Jysk Fynske Medier i en periode mistede annoncer for cirka 10 millioner kroner, da en storkunde trak sig. Men Mads Sandemann vil ikke fortælle, hvem annoncøren var.

”I sagen med de 10 millioner kroner var det en konkret artikel, de ikke ønskede, at vi bragte, men vi bragte den alligevel,” forklarer han.

Annoncør: Jeg gad ikke finde mig i det

En af de utilfredse annoncører, der til gengæld gerne vil stå på mål for sin beslutning om at trække annoncer fra sin lokale avis, er ejendomsmægler Michael Riis fra Tønder.

I 2019 fik han nok af et nyt koncept i sin lokale avis, og sammen med byens andre ejendomsmæglere besluttede han derfor at stoppe indrykningen af boligannoncer i Ugeavisen Tønder.

”Det kostede dem nok langt over en million kroner,” siger han.

Boykotten blev fulgt op af andre næringsdrivende i Tønder. De var utilfredse med, at JydskeVestkysten, der ejer ugeavisen, bringer robotartikler med hushandler og lokale virksomheders regnskaber – og som hovedregel ikke kontakter de mennesker, som artiklerne handlede om.

”Hvis jeg var journalist, ville jeg ikke stå inde for det,” siger Michael Riis.

↑ Ejendomsmægler Michael Riis besluttede i 2019 at stoppe indrykning af boligannoncer i Ugeavisen Tønder. ”Det kostede dem nok langt over en million kroner,” siger han. Foto: Tobias Nicolai

 

”Det er fint, at de viser regnskaberne, men de skal også fortælle historien bag. Hvis der står i avisen, at en lille håndværker har et underskud på 50.000 kroner, vil folk så ringe og bestille hos ham næste gang?” spørger han.

Balladen førte til, at chefredaktør Mads Sandemann blev inviteret til debatmøde i Tønder, hvor 80-90 erhvervsdrivende var mødt op.

”Det møde var spild af tid,” konstaterer Michael Riis.

Mads Sandemann holdt nemlig fast i, at robotartiklerne var et koncept i hele koncernen.

”Og han ville ikke ændre noget lokalt i Tønder,” siger Michael Riis.

”Jeg havde en følelse af, at jeg ikke gad finde mig i det og betale for det. Jeg blev stødt over det, og det var der mange andre, der også var.”

Michael Riis, ejendomsmægler, Tønder

Var det for at lægge pres på JydskeVestkysten, at I besluttede at opsige annoncerne?

”Allerede på mødet vidste jeg godt, at jeg ikke kunne lægge pres på dem. Men jeg havde en følelse af, at jeg ikke gad finde mig i det og betale for det. Jeg blev stødt over det, og det var der mange andre, der også var,” siger Michael Riis, der også opsagde sit abonnement på JydskeVestkysten i protest.

Borgmestre må ikke true med straffeaktion

Ejendomsmægleren Michael Riis er et typisk eksempel på, at lokale kommercielle annoncører ofte også optræder som kilder i avisens spalter. Og er de utilfredse med journalistikken, kan de ramme avisen på pengepungen.

Men presset kommer ikke kun fra erhvervslivet.

Flere af Journalistens kilder fortæller om oplevelser med borgmestre, kommunaldirektører og udvalgsformænd, der har truet med at stoppe samarbejdet, trække indrykningen af annoncer eller lægge det lokale medie på is efter utilfredshed med avisens journalistik. Ingen tør dog at stå frem med navn af frygt for at grave grøfterne dybere.

Et kendt eksempel er en sag fra Slagelse, der sidste år nåede Folketingets Ombudsmands bord. I oktober 2020 afgjorde han, at det ikke var i orden, da Slagelses borgmester, John Dyrby Paulsen, i en mail truede journalist John Hansen fra mediet VD Online under Sjællandske Medier med at ”stoppe alt samarbejde”.

Baggrunden var en artikel om sexisme i byrådet, hvor VD Online ikke havde hørt alle parter. Men ifølge ombudsmanden kunne borgmesterens mail opfattes som en ”trussel om en straffeaktion”. Og den går ikke; borgmestre må ikke fravælge medier eller true med at trække annoncerne, slog ombudsmanden fast.

Alligevel sker det ifølge Journalistens rundspørge med jævne mellemrum. Knap hver fjerde lokaljournalist svarer, at de rent faktisk har oplevet, at lokale magthavere har gjort alvor af truslerne om at boykotte eller trække annoncer fra mediet.

En af dem, der ikke ønsker sit navn frem, fortæller, at borgmesteren i kommunen på et tidspunkt var så utilfreds med ugeavisen, at han forlangte lokalredaktøren fyret – ellers ville kommunen trække annoncer for en million kroner årligt. Redaktøren blev siddende, og i dag er de fleste af kommunens annoncer væk.

”For os er der en rød tråd fra, at de først er utilfredse og truer med at trække annoncerne, til at de beslutter at gøre det. Jeg kan ikke se det på anden måde,” siger journalisten.

En anden fortæller, at hans avis blev boykottet af borgmesteren på grund af en artikel, hvor overskriften var vinklet lidt for skarpt.

”Boykotten betød, at det var svært at foreholde borgmesteren kritik, og det var et problem, for det skal vi jo have mulighed for. Når det kun er skriftlige svar, er det det samme som, at man ikke vil svare på kritiske spørgsmål,” siger han.

Kan resultere i selvcensur

Ifølge Morten Skovsgaard fra SDU kræver det stor modstandskraft fra de lokale medier ikke at lade sig påvirke af den form for pres. Det gælder både pres fra kommercielle annoncører og fra politikere, da kommunen ofte også er storannoncør i lokalavisen.

”Jo svagere et medie står økonomisk, jo sværere er det at modstå presset fra annoncører,” siger Morten Skovsgaard.

”Jo svagere et medie står økonomisk, jo sværere er det at modstå presset fra annoncører.”

Morten Skovsgaard, professor, SDU

Presset kan ifølge ham betyde, at lokalredaktionen er mere forsigtig med at lave den kritiske historie, hvis de ved, at det kan spidse til og ende med at koste adgang til centrale kilder eller formuer i annonceindtægter.

Man pålægger sig en form for selvcensur?

”Ja, det kan man risikere, fordi man får at vide, at det kan gå ud over indtjeningen eller adgang til de informationer, der er råstoffet til at dække lokalområdet,” siger Morten Skovsgaard og tilføjer:

”Det er selvfølgelig vigtigt, at journalister er omhyggelige og ikke vinkler for hårdt, men de skal ikke dæmpe kritiske historier, som er nødvendige at få frem,” siger han.

Men det afviser chefredaktøren fra både Sjællandske Medier, Nordjyske og JydskeVestkysten er tilfældet hos dem.

”Det er ikke min opfattelse, at det giver vores journalister mindre blod på tanden det her. Nogle gange næsten tværtimod. Det kan gå hen og blive hårdt mod hårdt – og det er jo også skidt,” siger Karen Keinicke fra Nordjyske.

Heller ikke Mads Sandemann fra JydskeVestkysten oplever, at deres journalister holder sig tilbage, fordi de er bange for at træde nogen over tæerne.

Chefredaktør på Sjællandske Medier Bente Johannesen er til gengæld ikke i tvivl om, at trusler om for eksempel blacklisting påvirker den journalist, det går ud over.

”Derfor er det vigtigt, at vi bakker op, så det forhåbentlig ikke føles så slemt. For det må ikke præge journalistikken, og det føler jeg heller ikke, det gør,” siger hun.

Det falder tit til ro igen

Og hvordan endte det så med ejendomsmæglernes boykot af ugeavisen i Tønder?

Boykotten ebbede ud efter et par år, fordi kunderne pressede på for at se annoncerne i avisen, fortæller Michael Riis fra Nybolig. Det samme skete med Fleggaard, der efter en tid vendte tilbage som annoncør i Jysk Fynske Medier.

Eksemplerne viser, at en boykot fra en annoncør kan være et dyrt bekendtskab.

Men ifølge Mads Sandemann er det ret almindeligt, at en boykot har en udløbsdato.

”De finder ud af, at vi ikke laver om på vores journalistik, og så vender mange af annoncørerne tilbage, fordi det skaber værdi for dem at annoncere hos os,” siger Mads Sandemann.

Det samme sker som oftest i de tilfælde, hvor kilder ikke vil interviewes af en navngiven journalist.

”Efter en periode opgiver kilderne som regel deres boykot og udtaler sig igen, fordi de oplever, at vi ikke bøjer os.”

Mads Sandemann, chefredaktør, JydskeVestkysten

”Efter en periode opgiver kilderne som regel deres boykot og udtaler sig igen, fordi de oplever, at vi ikke bøjer os,” siger han.

Hos Sjællandske Medier faldt sagen med Slagelse-borgmester John Dyrby Paulsen også til ro. I dag taler borgmesteren igen med lokalmediet.

”Jeg tænker, at det var vreden og ophidselsen, der løb af med ham,” siger chefredaktør Bente Johannesen.

Også Karen Keinicke fra Nordjyske fortæller, at borgmestre og andre centrale lokalpolitikeres boykot og blacklisting af Nordjyskes journalister for det meste driver over efter noget tid.

Men hvorfor tror du, I oplever den type reaktioner oftere end tidligere?

”Jeg tror, det skyldes flere ting. Dels er hele setuppet omkring en borgmester blevet meget mere professionelt. De er meget mere obs på, hvilke historier de vil have ud, hvad de vil sige, og hvad de ikke vil sige. Der er et øget fokus på imagepleje, som også rammer os rigtig meget,” siger Karen Keinicke.

↑ ”En del historier kan du ikke forløse uden borgmesterens kommentar – især i mindre kommuner, hvor borgmesteren er den eneste fuldtidspolitiker.” Foto: Tobias Nicolai