Egentlig gik Bodil Emtkjær på pension den 10. oktober 2013. Det var præcis 47 år siden, hun var startet på Skive Folkeblad, og lige om hjørnet ventede et nyt kommunalvalg, som hun ikke havde lyst til at dække.

Men hun havde knap afleveret nøglerne til redaktionen, før hun fik dem tilbage igen. Nu som gravende freelancejournalist. Hun havde mødt en whistleblower med viden om Sparbank Vest. Derfor kunne hun i december 2013 afsløre tvivlsomme aktiehandler og anklager om insiderhandel i den lokale bank.

Afsløringerne førte til, at hun i 2014 for anden gang blev tildelt den lokale journalistpris Den Gyldne Blok.

”Jeg kan da ikke holde op med at tænke journalistisk, bare fordi jeg har nået den alder, jeg har,” siger hun.

[quote:0]

Det var ikke sidste gang, hun som pensionist gav sig til at grave.

Knallertbuddene på dyrskuepladsen

Den journalistiske karriere på Skive Folkeblad har nu strakt sig over 51 år for Bodil Emtkjær, selv om det er blevet sjældnere, at hun faktisk er at finde i avisens spalter. Siden 1966 har hun først været elev, siden fastansat og til sidst freelancejournalist for avisen.

Det har været et halvt århundrede, hvor journalistikken, teknologien og avisen har været i konstant forandring.

Da hun begyndte på avisen, var der knallertbud, som kørte direkte til redaktionen med manuskripter, når journalisterne rykkede skrivemaskinerne ned til det årlige dyrskue i byen.

”Jeg kan ikke længere huske, hvad jeg forventede af jobbet, da jeg startede. Det var bare det, jeg skulle være,” siger hun.

”Men jeg har aldrig fortrudt, at jeg blev journalist. Med årene er det blevet mere og mere spændende. Det har været berigende at kunne tage de ting op, jeg synes har været vigtige.”

Skeptisk over internettet

I Bodil Emtkjærs mange år på pinden som lokal vagthund er der fulgt store teknologiske paradigmeskift.

Da hun første gang begyndte at bruge nettet til at researche omkring årtusindskiftet, var hun meget skeptisk.

“Jeg vidste jo ikke, om jeg kunne stole på oplysningerne. Var det nu korrekt, det der lå derinde. Men senere er det jo blevet helt fantastisk at bruge det,” siger hun.

”Før skulle du ringe til folk for at få alting, og der kunne du jo også risikere, at de gav dig de forkerte oplysninger. Pludselig kunne du nu få rapporter og informationer fra kommunen og staten på ingen tid. Det har været en lettelse i dagligdagen.”

Men hvis der er én ting, de seneste 50 års teknologiske landvindinger ikke har ændret på, er det Bodil Emtkjærs måde at bedrive journalistik på.

De vrede borgmestre

I hendes hjem i Skive står der stadig den ene kasse efter den anden med gamle aktindsigter fra kommunen og dokumenter fra lokale whistleblowere. Hun har altid været kritisk og vedholdende.

”Det siger mine kolleger i hvert fald. Og så har jeg altid sørget for at have meget travlt,” siger hun.

Det har skibonitterne og folkebladet nydt godt af. Men det har også ført til masser af utilfredshed fra de skiftende byråd og borgmestre i de kommuner, hun har dækket. De har været sure. Gale. Beklaget sig til chefredaktørerne. Eller ønsket hende fyret.

“Der er måske kun én borgmester, der ikke har været rasende på mig,” siger hun, ikke uden en vis stolthed i stemmen.

[quote:1]

“Tænk, hvis de havde været glade hele tiden. Så havde jeg ikke gjort det godt nok. Man kan ikke være venner med sine kilder. Jeg har altid været ligeglad med, at de blev vrede. Jeg har heller aldrig diskuteret med dem.”

En redaktør uden frygt for konflikter

Kort tid efter hun startede på avisen i 60’erne, blev Hans Larsen chefredaktør. Han havde tidligere været journalist på folkebladet og kom fra en stilling som politisk redaktør på Politiken.

Med sig bragte han en ledelsesstil, hvor han ikke blandede sig for meget i journalisternes daglige arbejde. Det var de store linjer, visionerne og det politiske landskab, han beskæftigede sig med, husker Bodil Emtkjær.

“Hans Larsen var en alvorlig type. Det generede mig ikke. Det var der nok andre, der havde det sværere med. Men han var en mand, som jeg vidste, hvor jeg havde, når kilderne ville have mig fyret. Han var ikke konfliktsky.”

På Skive Folkeblad var Bodil Emtkjær i starten af sin karriere den ene ud af kun to kvindelige journalister. Siden kom der mange flere til, samtidig med at størrelsen på redaktionen voksede op igennem 80’erne og 90’erne, før den i dag er landet på 19 faste medarbejdere i alt. Fire af dem er nu kvinder. Men Bodil Emtkjær har aldrig bekymret sig om den kønspolitiske udvikling på avisen.

“Jeg synes, det var herligt på avisen. Jeg har aldrig tænkt på det. Det handlede om journalistikken,” siger hun.

Dengang der var konkurrenter

Noget af det, der dengang fyldte mest i hverdagen, var konkurrencen med byens to andre aviser: Skive Venstreblad og Amtsbladet, der var socialdemokratisk. Begge er for længst lukket.

“Det var vældig godt for læserne, at de var der. Du opper dig da. Vi kunne ikke komme dabbende op ad trappen på redaktionen efter en opgave og synes, det havde været døøødsygt. Du skulle se at få lavet noget,” siger hun.

Og Bodil Emtkjær fik lavet noget. Særligt socialstoffet var vigtigt for hende, så det område satte hun sig tidligt på i sin karriere.

“Det lå mig meget på sinde. Det berører i høj grad mennesker. Folk, der kommer i klemme. Da jeg var færdiguddannet, gik jeg ind til redaktøren og krævede, at det skulle føjes i min kontrakt, at jeg havde det stofområde.”

I første omgang sagde han nej. Det var for besværligt, hvis nu der skulle ændres på noget. Men Bodil Emtkjær insisterede, og efter nogle dage fik hun sin vilje.

Fik blomster af børnehjemsbørn

Det har altid været vigtigt for Bodil Emtkjær, at hendes journalistik gjorde en forskel. En af de ting, hun husker bedst, er en føljeton, hun skrev i 1984 om et børnehjem i byen, som var i dårlig stand og gerne ville flytte.

“Men de manglede penge. Så jeg begyndte at skrive om det.”

Da en gammel herregård, der havde fungeret som drengehjem, blev nedlagt og solgt fra staten til Tvind, blev nogle af pengene takket være hendes artikler sat til side til et nyt børnehjem. Men det var stadig ikke nok, og det skrev hun i avisen. En dag dukkede der så en mand op på hendes kontor. Han lagde en 100-kroneseddel på bordet og sagde, at han godt kunne undvære den til børnehjemmet.

“Det synes jeg jo var en sød historie med den her gamle mand. Det skrev jeg selvfølgelig også. Så begyndte folk at komme med penge. Nogle lagde dem bare på mit bord, og andre sendte breve til mig. Jeg begyndte at blive lidt bleg,” siger hun.

Skive Folkeblad oprettede derfor en bankkonto, som læserne af avisen kunne sætte deres bidrag ind på. Donationerne, som Bodil Emtkjær uforvarende havde ansporet, betød til sidst, at der kom et nyt børnehjem. Hun var selv ude og dække indvielsen.

“Pludselig er der én, der holder tale, som siger: “Nu er der jo nok én, som ikke regner med det, men vi har en overraskelse til hende.” Og det var jo så mig,” siger hun.

“De holdt tale for mig. Et af børnene kom med blomster. Det var forfærdeligt pinligt. Vi endte da med at lave noget om det, men det var jo ikke mig, det skulle handle om.”

Bønder og postbude

Skive Folkeblad fik sine første computere, der fungerede ligesom skrivemaskiner, i slutningen af 80’erne. Det var dog først omkring årtusindskiftet, at journalisterne fik mere avancerede computere, der også kunne gå på nettet og sende e-mails.

Samtidig gjorde mobiltelefonerne også deres indtog.

“Jeg synes, det var frygteligt svært at indtale en besked på den, og jeg talte altid for højt i den til at starte med,” siger Bodil Emtkjær.

Men siden er hun og mobilen blevet gode venner. Førhen kunne det til tider være noget sværere at få fat i kilderne, når de kun havde en fastnetforbindelse.

“Ude på landet var der mange bønder. Der var en landmand, som i mange år var skoleudvalgsformand og kulturudvalgsformand. Når jeg skulle ringe til ham, vidste jeg, at jeg skulle ringe halv ni. Ellers var han ude at malke køer og fodre svin.”

En anden gang i 70’erne skulle hun kort før deadline have fat i en socialudvalgsformand i Skive i forbindelse med en kritisk historie. Men han var postbud og ude på sin rute. Derfor var hun nødt til at tænke kreativt. Det endte med, at hun ringede til Møllers Manufaktur i Skives centrum og spurgte, om posten havde været der endnu. Det havde han ikke.

“Så sagde jeg, at når han kom, skulle han ringe til mig fra deres telefon eller komme op på avisen. Og det var vigtigt. Det lykkedes, og han stoppede på postruten og skyndte sig op til socialchefen.”

[quote:2]

”Man skal blive ved og ved”

I 1992 stoppede Hans Larsen som chefredaktør på Skive Folkeblad. I stedet kom Ole Dall til fra en stilling som politisk reporter for Berlingske Tidende.

Ole Dall involverede sig efter Bodil Emtkjærs opfattelse mere i det daglige arbejde på avisen end Hans Larsen. Men for hende betød det ikke den store forandring i journalistikken.

“Ole Dall var jo en ung mand, da han kom. Han var en munter og glad fyr. Jeg har aldrig haft problemer med ham,” siger hun.

Det var med Ole Dall som chefredaktør, at Bodil Emtkjær første gang blev præmieret med den regionale journalistpris Den Gyldne Blok i år 2000. Det blev hun for en artikelserie, hun i 1999 havde skrevet om borgere, der imod loven fik frataget deres hjemmehjælp af Skive Kommune.

“Jeg blev ved med at skrive om det. Ældre Sagen blev involveret og truede kommunen med en retssag. De første historier ændrede ikke noget. Men man skal blive ved og ved. Bide sig fast. Hvis det ikke er nok at skaffe dokumentation én gang, så er det måske to, tre, fire eller fem gange, du skal fortælle det,” siger hun.

“Til sidst kunne kommunen godt se, at de var på vej ud i en ubehagelig situation. Så de kastede håndklædet i ringen og erkendte, at der var begået fejl.”

Pressenævnet og Cavling-prisen

I tiden efter hendes anden sejr ved den Gyldne Blok satte Bodil Emtkjær i 2014 en ny milepæl for en pensioneret journalist ved Skive Folkeblad.

Hendes kollega Merete Just havde fået nys om, at der var problemer med en række projekter, der skulle udvikle nogle af kommunens mindre byer, og sammen søgte de aktindsigt i tusindvis af kommunale dokumenter.

Det førte til en omfattende artikelserie, der afdækkede store økonomiske problemer med projekterne, besynderlige bevillinger og suspekt brug af flere millioner kroner, som kommunen havde sat af til projekterne. Artiklerne vakte enorm røre i lokalsamfundet, hvor læserne nogle steder var glade for dækningen og andre steder vrede over, at der blev skrevet kritisk om deres lokalområde.

”Folkebladet har tillige oplevet så talstærke henvendelser og e-mails, at det slår hidtidige rekorder,” lød det blandt andet dengang fra Skive Folkeblad, de da gennemgik sagerne.

”Det er en udfordring at få de her sager til at lande godt. Men det synes jeg, udviklingssagerne gjorde. De udløste en del utilfredshed i kommunen,” siger Bodil Emtkjær.

Artiklerne førte til, at en af de kritiserede, der arbejdede på projekterne, i september 2015 klagede over Bodil Emtkjær og Merete Just til Pressenævnet. Han mente, at flere af artiklerne var fulde af forkerte oplysninger, men Pressenævnet fandt ikke på ét eneste punkt anledning til at kritisere de to journalister.

”Han var sur. Det tror jeg er den eneste gang, jeg nogensinde har været for Pressenævnet. Men der var jo ikke noget at komme efter,” siger Bodil Emtkjær.

Artiklerne betød også, at Merete Just og Bodil Emtkjær som de første journalister fra Skive Folkeblad i 2015 blev indstillet til Cavling-prisen. Selv om de ikke blev nomineret, er Bodil Emtkjær i dag meget stolt af indstillingen.

”Det er jo ikke hver dag, den slags sker på Skive Folkeblad.”

Lokalaviser overlever ikke uden gravere

Bodil Emtkjær kan godt være bekymret for lokalavisernes journalistik i dag.

”Skal en lokalavis overleve, nytter det ikke at fylde den med overfladiske artikler om dit og dat. Det har læserne alligevel glemt i morgen. Der skal bruges kræfter på at undersøge. Men det kræver graverarbejde og vilje til at blive ved.”

Hun er glad for de ekstra muligheder, den store teknologiske udvikling de seneste mange år har givet lokaljournalisterne. Men hun advarer også imod at bruge den som undskyldning for ikke at være kritisk. Eksempelvis bekymrer interview på mail hende.

“Hvis du stiller spørgsmålene skriftligt i stedet for at interviewe, har kilden nemt ved at vride sig udenom. Jeg har på fornemmelsen, at nogle journalister ikke synes det er rart at skulle ringe til en person og være kritisk. Men det er nødvendigt,” siger hun.

[quote:3]

Samtidig ærgrer hun sig over, at det virker til, at det i dag nogle steder går for hurtigt i branchen. Hun har selv prøvet at skrive til nettet på nogle vagter, men det sagde hende aldrig det store.

“Kvaliteten er ikke altid, hvad den burde være. Man kan godt undre sig over, at det teknisk er blevet hurtigere at producere en avis, men at deadline alligevel er blevet rykket frem, så man har kortere tid til journalistikken.”