”Tænderne er trukket ud på vagthunden. Simpelthen.”

Journalist Søren Andersen er 61 år og sidder i Grenaa på en af Djurslands sidste lokalredaktioner. Her skriver Søren Andersen det meste af indholdet i ugeavisen Grenaa Bladet. Han har dækket Djursland i 37 år og husker en tid, hvor der var mange flere journalister og hård konkurrence om de bedste historier.

Alene i Grenaa var der flere journalister, end der er på hele Djursland i dag. Djursland havde sit eget dagblad, man havde stofområder, og der var mange små lokalredaktioner.

Så kom spareknivene. Lokalredaktionerne lukkede, og journalisterne forsvandt.

”Bliver jeg sidste mand, som lukker og slukker? Og så er der en nyhedsørken tilbage,” spørger Søren Andersen.

I sin nye rapport advarer Ytringsfrihedskommissionen om, at lokale og regionale medier mange steder har så trange økonomiske kår, at de ikke kan leve op til rollen som vagthund.

På Søren Andersens redaktion skal 3,5 journalist skrive fire ugeaviser. Der er sjældent tid til de tidskrævende afsløringer, fortæller han.

”Jeg får nogle gange sådan en mail: ”Hej, jeg er en enlig mor til to børn, og nu skal du høre.” Og ja, det er en god historie. Men jeg har simpelthen ikke power til at lave den. Det er forfærdeligt trist at erkende som journalist. Det nager da én. Hun må gå et andet sted hen.”

Hvor skal hun gå hen?

”Ja, det er et godt spørgsmål,” siger Søren Andersen.

Jeg er selv opvokset i Allingåbro på Djursland, og jeg kan godt huske, hvor spændende det var at kigge ind ad vinduerne til den lokale redaktion ved kroen i Auning. Dengang var der to journalister og en praktikant. I dag er den ofte ubemandet.

”Der er stor risiko for, at vi bliver en nyhedsørken, hvis vi ikke er det allerede.”

Jan Petersen, borgmester, Norddjurs Kommune

Tallene taler for sig selv: De fleste journalister har forladt Djursland. Spørgsmålet er, hvad det gør ved demokratiet. Det tog jeg hjem for at finde ud af.

 

 

Sværere for demokratiet

Djursland består af to kommuner: Norddjurs og Syddjurs. ”Da kommunegrænserne på Djursland var fastlagt, lød det i populær gengivelse, at Norddjurs var ”fattigrøvene”, mens Syddjurs var ”guldkysten”,” lyder det i opslagsværket TRAP Danmark.

Men de to djurslandske kommuner har det til fælles, at de fleste journalister har forladt dem. Hvis man spørger borgmesteren i Norddjurs, er det måske allerede for sent at stoppe udviklingen.

”Der er stor risiko for, at vi bliver en nyhedsørken, hvis vi ikke er det allerede,” siger Jan Petersen, mens kaffen brygger i hans gule hus i Sangstrup, en af de små landsbyer, som Norddjurs er kendt for at have mange af.

Sydpå er hans borgmesterkollega Ole Bollesen også bekymret over, at der er så få medier tilbage. Men han er glad for, at Syddjurs stadig har sin ugeavis, Adresseavisen Syddjurs.

”Jeg kan godt blive lidt nervøs for, om den lukker. Eller prøv at forestille dig, hvis jeg som borgmester slet ikke kunne med lokalredaktøren – det ville være forfærdeligt. Der er jo ikke andre,” siger han.

Hvis nogen kan huske, hvordan det var engang, så er det 69-årige Torben Jensen. Han var borgmester i Rougsø fra 1994 til 2006 og den første borgmester i Norddjurs fra 2006 til 2009.

”Som gammel politiker kan jeg huske, at vi kunne være trætte af journalisterne. Der var så mange lokaljournalister, som dykkede ned i alverdens ting og var med til alle møderne. Nu er jeg i den anden grøft: Jeg savner dem!” siger han.

Torben Jensen passer til daglig sine kødkvæg på gården i landsbyen Hevring. Han fortæller om det lokale demokrati, imens han viser den badminton-bane, han i corona-dagene har indrettet ude i laden.

”Politikerne kan slippe afsted med at sige hvad som helst. De bliver ikke udfordret af en journalist, som vi gjorde i gamle dage.”

Torben Jensen, tidligere borgmester, Norddjurs Kommune

Hvad betyder det for det lokale demokrati, at der er færre journalister?

”Det gør det sværere for demokratiet at nå ud til den almindelige borger. Meget af den information, som kom ud gennem medierne, er flyttet til sociale medier. Men der er jo ingen kritiske journalister inde over. Så politikerne kan slippe afsted med at sige hvad som helst. De bliver ikke udfordret af en journalist, som vi gjorde i gamle dage. Det har de virkelig ikke tid til, de få journalister, som er tilbage,” siger Torben Jensen.

Er du bekymret for, om Norddjurs bliver en nyhedsørken?

”Ja, det synes jeg faktisk allerede, vi er. En sort plet.”

Slaraffenland for kritiske journalister

Djursland burde ellers være et slaraffenland for graverjournalister; Norddjurs havde store økonomiske problemer for et par år siden, og nu er det Syddjurs, der kæmper med økonomien.

Men de mange sparerunder i medie-Danmark har gjort ondt på de private medier. Skiftende ejere har skåret ned igen og igen. Det er svært at tælle, præcis hvor mange der dækker Djursland. Men det er især avisjournalister, som er forsvundet. I år 2000 var der langt over 20 skrivende til at dække Djursland – i dag er der lidt over en håndfuld.

”Selvfølgelig har vi fået mange flere opgaver, og vi er blevet færre til at løse dem – men jeg synes stadig, vi er borgernes vagthund, når det gælder.”

Lars Norman Thomsen, journalist

Søren Andersen har oplevet så mange fyringsrunder, at han ikke kan adskille dem mere, fortæller han.
Jeg besøger ham med en fotograf på lokalredaktionen i Grenaa.

”Jeg kan svagt huske, dengang vi havde en fotograf med,” siger Søren Andersen, da han møder os på torvet. I dag tager Søren Andersen alle sine billeder selv.

Alle kender Søren i Grenaa og omegn. Han fylder stort set Grenaa Bladet hver uge. På samme måde kender alle sydpå lokalredaktør Lars Norman Thomsen, som skriver det meste af Adresseavisen Syddjurs. Han er også bekymret, men han mener ikke, at vagthunden har tabt sine tænder endnu.

”Selvfølgelig har vi fået mange flere opgaver, og vi er blevet færre til at løse dem – men jeg synes stadig, vi er borgernes vagthund, når det gælder,” siger han.

Det samme siger ansvarshavende chefredaktør på alle fire djurslandske ugeaviser Claus Krogh.

”Vi holder stadig politikerne i ørerne. Hvis du er i tvivl, så bare læs aviserne. Men vi kan ikke afsætte lige så mange kræfter til de kritiske historier som før. Derfor misser vi selvfølgelig ting og kan ikke være lige så meget vagthund, som hvis vi var dobbelt så mange,” siger han.

Claus Krogh peger på, at pengene ikke er i landområderne, når man laver medier.

”Der er simpelthen flere penge, annoncører og abonnenter i byerne,” forklarer han og peger mod vest.

”Hvis du krydser kommunegrænsen mod Aarhus, så er der 30-40 journalister derinde. Og det er kun de skrivende!” siger han.

Jyllands-Postens Lokalaviser, som Claus Krogh er chefredaktør for, har selv 10 mand i Aarhus. Men han kan ikke flytte flere journalister til Djursland.

”Der er et excel-ark, som skal gå op,” siger han.

Sociale medier overtager

Når medierne forsvinder, overtager de sociale medier. Det kan være en god ting, når der ikke er journalister til at løfte opgaven, siger Claus Krogh.

”Læserne søger det mikrolokale andre steder. Der er Facebook et vidunderligt værktøj, fordi det kan skabe de fællesskaber, vi tidligere tog hånd om,” siger han.

Et af de bedste eksempler er Facebook-siden Allingåbro Portalen. 2.200 synes godt om siden, hvilket er imponerende, når Allingåbro kun har 1.800 indbyggere.

”Vi skriver ikke de negative historier. Så nogle gange er det nok meget godt, at der kommer en journalist forbi og ser nogle andre vinkler.”

Susanne Bakmann, Allingåbro Portalen

På Portalen kan man følge med i, hvad der sker i byen og se billedserier og videoklip fra arrangementer. Portalen henvender sig til de lokale, men den skal også lokke tilflyttere til ved at vise, hvad der sker.

”Det er der ingen andre, der gør. Så er vi nødt til at gøre det selv,” siger Susanne Bakmann, som driver Facebook-siden sammen med Poul Hovgaard.

De to lokale ildsjæle mener, at Portalen er et godt alternativ til medierne, især for de unge.

”De søger lokale nyheder hos os. De ældre hælder måske mere til lokalavisen,” siger Poul Hovgaard.

Men de er også bevidste om, at der er opgaver, som de hverken kan eller vil overtage fra journalisterne.

”Vi skriver ikke de negative historier. Så nogle gange er det nok meget godt, at der kommer en journalist forbi og ser nogle andre vinkler,” siger Susanne Bakmann.

 

↑ I 2000 var Djursland feteret af aviserne og havde sit eget dagblad, Dagbladet Djursland. Søren Andersen har optalt kolleger og lokalredaktioner. Han understreger, at der var endnu flere, men kan ikke huske alle konkurrenters bemanding.

 

↑ Jyllands-Postens Lokalaviser har 3,5 medarbejdere til at dække Djursland fra tre lokalredaktioner og Aarhus. Randers Amtsavis har 1 Norddjurs-reporter. Århus Stiftstidende dækker Syddjurs, hvor flere deler opgaven.

 

Uundværlige Facebook

Jeg er selv en af dem, som bruger Facebook til at følge med, selv om jeg forlod Djursland for mange år siden. På Facebook følger jeg Allingåbro Portalen, et par af de lokale ugeaviser og Thomas Gam Nielsen. Thomas Gam Nielsen dækker Djursland for TV 2 Østjylland.

Som led i en kommunal oprustning skal Thomas Gam Nielsen frem mod kommunalvalget i 2021 udelukkende dække Djursland. Han beskriver Facebook som et uundværligt research-værktøj.

”I gamle dage havde man en meddeler i alle landsbyer. I stedet stempler jeg ind i de mange by-grupper, følger med i trådene og ser, hvad der rører sig, ligesom folk kan skrive til mig,” forklarer han.

Facebook-siderne er et positivt univers for lokalsamfundene, mener Thomas Gam Nielsen. Men han advarer om, at de ikke kan erstatte kritiske journalister.

”De kan godt informere om en ny lokalplan: Der åbner ny udstykning af grunde uden for Allingåbro, denne ejendomsmægler står for det, her er priserne. Den historie kunne jeg også lave. Men jeg skulle også gerne undersøge, om det er lokalpolitikerens ven, der har fået opgaven, eller hvordan VVM-redegørelsen ser ud,” siger han.

Thomas Gam Nielsen har lavet flere kritiske historier på Djursland de seneste par år. Blandt andet var han en af journalisterne, som skrev om en voldsom plejehjemsbrand i Allingåbro, hvor tre ældre døde.

Thomas Gam Nielsen er ikke i tvivl om, at der kunne laves mere undersøgende journalistik på Djursland, hvis der var flere journalister.

”Jeg har masser af historier på blokken, som jeg gerne vil fyre af fra både Syddjurs og Norddjurs. Der er et hav af muligheder i de kommunale dagsordener. Kommunerne forvalter jo milliarder af vores skattekroner. Det kunne jeg sagtens bruge mere tid på, end jeg har timer i døgnet,” siger han.

Alle kan se problemet

På køreturen hjem til København sidder jeg i bilen og tænker over, hvem der egentlig har ansvaret? Alle er enige om, at der er for lidt kritisk journalistik på Djursland, og at det svækker demokratiet. Men kan man gøre noget ved det?

”Vi dækker Djursland, men det ville være at stikke folk blår i øjnene, hvis jeg sagde, at det er lige så godt. Det nære forhold til lokalsamfundet er blevet mindre.”

Jan Schouby, Århus Stiftstidende

Søren Andersen mener, at mediecheferne selv bærer en stor del af ansvaret. Han har set sparerunderne ramme Djursland uforholdsmæssigt hårdt.

”Man snakker om, at det er godt at sidde tæt på cheferne, når der skal fyres. Det har vi mærket. Der er langt til Grenaa. Djursland har været et lettere sted at sende fyresedlerne hen.”

Den garvede lokaljournalist mener, at de regionale dagblade svigter Djursland. Århus Stiftstidende droppede i 2017 sine faste Djursland-sider. Nu kommer avisen ”når der sker noget”. Randers Amtsavis har to-tre sider i avisen med historier fra de fire oplandskommuner. Søren Andersen mener, Djursland fylder alt for lidt i de to dagblade, som burde tage ansvar for at dække området.

”Hvorfor har de ikke været til et eneste kommunalbestyrelsesmøde, siden de forsvandt fra Djursland? Hvis de kommer, ”når der sker noget”. Der må da have været noget ..? Bare se på den kommunale økonomi. Men jeg ser hverken Amtsavisen eller Stiften til møderne,” siger han.

Da jeg kommer hjem, ringer jeg og konfronterer chefredaktørerne. Jeg er overrasket over, at de lægger sig fladt ned.

”Det er jo rigtigt, at vi ikke dækker Djursland så godt som før. Selvfølgelig er det noget andet at sidde i Aarhus og skrive om Grenaa,” siger Jan Schouby på Århus Stiftstidende.

”Vi dækker Djursland, men det ville være at stikke folk blår i øjnene, hvis jeg sagde, at det er lige så godt. Det nære forhold til lokalsamfundet er blevet mindre,” forklarer han.

Axel Præstmark, chefredaktør på Randers Amtsavis, kan også sagtens forstå, hvis borgerne på Djursland har følt sig overset af hans avis.

”Det nytter ikke noget at bortforklare. Jeg kan kun lægge mig fladt ned og sige: De har fuldstændig ret. Og det gør vi noget ved,” lover han.

Axel Præstmark henviser til, at avisen det seneste år har genindført en fast reporter, som kun dækker Norddjurs. Derudover barsler Amtsavisen og Stiften med at styrke dækningen af oplandet med en mobil lokalredaktion.

”I stedet for at leje et lokale på en hovedgade, så leaser vi en kassevogn i 24 måneder og får den indrettet som mobil lokalredaktion med oliefyr, kontor og det hele,” forklarer Axel Præstmark.

Den mobile redaktion skal give borgerne følelsen af nærkontakt med deres lokale dagblad.

”Måske i endnu højere grad end i gamle dage, hvor der godt kunne være langt til lokalredaktionen i Grenaa, hvis man boede i Allingåbro,” siger Axel Præstmark.

”Man må have blik for, om noget af det offentlige tilskud til medier kan kanaliseres til de områder, hvor vi nærmer os nyhedsørkener.”

Morten Skovsgaard, professor på SDU 

Men Jan Schouby deler bekymringen for det djurslandske demokrati, når så mange journalister er forsvundet.

”Der er brodne kar alle steder, men hvem skal afsløre dem på Djursland? Det skal man være bekymret over, hvis man tager demokrati alvorligt,” siger Jan Schouby.

Han minder dog også om, at dyr journalistik kræver, at nogen vil betale for den.

”Der er mange, som siger ”ih, hvorfor skriver I aldrig om os?” Men der er godt nok heller ikke meget opbakning til avisen derude. Vi har en del trofaste ældre abonnenter på Djursland. Men i gamle dage, når du flyttede til Pindstrup, så tegnede du abonnement på det lokale dagblad. I dag melder du dig ind i Facebook-gruppen for at se, hvad der sker i byen,” siger han.

Landsdækkende historier vinder

Alle kan åbenbart se problemet. Men journalisterne er blevet ved med at forsvinde. Hvor mange sparerunder er der tilbage, før det meste af Djursland kun dækkes på Facebook?

Og så er vi tilbage ved pengene. Om lidt skal der forhandles nyt medieforlig. Regeringen har lagt op til, at man vil øremærke flere penge til de lokale medier. Det kan blive nødvendigt, påpeger professor på SDU Morten Skovsgaard. Han har forsket i lokaljournalistik og har selv en fortid som lokal journalist.

”Hvis den kritiske lokaljournalistik forsvinder, er det svært at se, hvordan den skal opstå igen. Jeg tror, man må have blik for, om noget af det offentlige tilskud til medier kan kanaliseres til de områder, hvor vi nærmer os nyhedsørkener,” siger han.

Morten Skovgaard påpeger, at den kritiske journalistik tit er den dyreste, fordi den tager lang tid.

Samtidig er det svært at dokumentere, om den sælger abonnementer.

”Det er virkelig svært at sige, hvad effekten er af kritiske historier for et medies økonomi. Hvor meget betyder de kritiske historier for avisens brand? Gevinsterne er diffuse og svære at sætte på formel,” siger Morten Skovsgaard.

Borgmester i Norddjurs, Jan Petersen, har tidligere siddet i Folketinget. Kontrasten fra Norddjurs til vrimlen af Christiansborg-journalister er paradoksal, siger han.

”Der bliver brugt enormt mange ressourcer på, hvad der foregår mellem landsdækkende organisationer, politikere og embedsmænd på bekostning af dækningen af det liv, som leves af de fleste. Men jeg kan da godt forstå, at det er lettere for en journalist, der bor i København, at lave en historie på Christiansborg end på Djursland,” siger Jan Petersen.

Han advarer om, at politikerne – som ham selv – har det for let, når journalisterne forsvinder.

”Det er et demokratisk problem, for det er en vigtig opgave for medierne at være kritiske over for magthaverne,” siger borgmesteren.