”Der er et excel-ark, som skal gå op.”

Sådan lyder den helt legitime forklaring fra den ansvarshavende chefredaktør på fire djurslandske ugeaviser på, hvorfor et stort område i Danmark er ved at udvikle sig til en nyhedsørken. Hvor der i år 2000 var over 20 skrivende journalister til at dække, hvad der sker på Djursland, er der nu kun lidt over en håndfuld tilbage.

Konsekvensen er alvorlig for borgerne på Djursland. De kan ikke forvente, at der er kritiske journalister, der har til opgave at holde øje med lokale politikere, virksomheder og organisationer. Tænderne er trukket ud på vagthunden, som en lokaljournalist i Grenaa forklarer i dette nummer af Journalisten.
Sådan er det jo, kan man vælge at sige. Markedskræfterne har undermineret den lokale og regionale journalistik, og det er områderne uden for de store byer, der rammes hårdest.

For et par uger siden udkom Ytringsfrihedskommissionen med en meget lang betænkning efter to års arbejde. Og netop de trange kår for lokaljournalistikken er ifølge kommissionen en alvorlig bekymring.

”Lokale og regionale mediers trange økonomiske kår kan således være nået til et punkt, hvor de er uforenelige med disse mediers mulighed for i tilfredsstillende grad at leve op til rollen som vagthund,” lyder det dystert fra kommissionen.

Coronakrisen har gjort det hele værre. De lokale medier styrtbløder, hvilket har ført til omfattende fyringsrunder. Samtidig har krisen kostet staten et trecifret milliardbeløb, og den regning skal betales.

Ytringsfrihedskommissionen anbefaler derfor, ”at staten bliver ved med at støtte de publicistiske medier, samt at der er særlig opmærksomhed på at sikre stærke og solide medier lokalt”.

Oversat til dansk: Send flere penge. De fleste – eksperter, politikere og mediefolk – er efterhånden enige om, at der skal flere penge til provinsen, hvis vi skal redde de lokale demokratier. Og snart starter forhandlingerne om et nyt medieforlig, hvor regeringen har lagt op til, at flere penge skal ud lokalt.

Men excel-arket skal gå op. Derfor kan mediebranchen ikke forlade sig på et vognlæs mediestøtte mere. Skal de lokale demokratier reddes, kan det blive nødvendigt at flytte pengene rundt.

Derfor skal vi allerede nu åbne den ubehagelige snak om, hvor pengene kunne komme fra, hvis vi mener kampen mod nyhedsørkener seriøst. Skal de for eksempel tages fra de landsdækkende dagblade, hvor de fleste har solide overskud, fra landsdækkende taleradio, hvor vi bugner i kanaler, eller skal DR til lommerne igen? Er det en ny skat på tech-giganterne, som skal sendes tilbage til lokalmedierne? Hvis politikerne ikke tør tage den diskussion, så taber den lokale vagthund de sidste tænder, og vi overlader den lokale samtale til Facebook.