Foto: Lars Krabbe/Ritzau Scanpix
Så kom den forventede redningsplanke til de gamle statsstøttede medier, hvis forretningsmodeller er baseret på en anden tidsalder og derfor selvfølgelig har brug for staten til at komme igennem pandemien. Pakken består ganske enkelt i kompensation for tab af annonceindtægter. Og det på trods af, at mediehusene selv fortæller, hvor store abonnentfremgange de har haft under krisen.
Vi ser det som dybt problematisk og bagstræberisk, at regeringen vælger at kaste en redningsplanke til gamle forretningsmodeller og ikke til medier, der rent faktisk skaber nybrud i journalistikken. Alle nyere medier, det vil sige medier opstået efter fremkomsten af internettet, kan ikke rigtigt bruge den her pakke til noget som helst. Præcis som ved de sidste adskillige medieforlig fører man således en mediepolitik, der kun er det af navn. I realiteten er der tale om brancheforeningen Danske Mediers afpresning af politikerne med den velkendte sang om deres helt særlige betydning for demokratiet. Og fint nok med demokratiet, men hvem har fundet på, at det kun er forældede forretningsmodeller, der kan værne om demokratiet? Eller er mediepolitkerne så bange for medierne, at de ikke vil lave politik, der kan bringe det danske mediebillede ind i det nye årtusind sammen med resten af samfundet?
Hvor lidt mon den her pakke betyder for et nyt, reelt innovativt medie som Zetland, der ikke baserer deres journalistik på annonceindtægter? Hvor lidt mon den betyder for Føljeton, der rent faktisk har opfundet en helt ny måde at drive et medie på? Hvor lidt mon den betyder for Heartbeats, der forleden måtte fyre seks medarbejdere?
Det kan undre, at dette land åbenbart ikke kan fremelske en eneste kulturpolitiker med visioner på medieområdet. Vi troede engang på Uffe Elbæks og Marianne Jelveds nye medieforlig, men de små positive fremgange blev pulveriseret af bureaukrati, detailstyring og god gammeldags inkompetence i Kulturstyrelsen. I dag er loven – og forvaltningen af den – et resultat af et uskønt parløb mellem politkere uden visioner for medieområdet og embedsfolk, der intet ved om realiteterne i branchen og ingen reel indsigt har i, hvad det vil sige at bedrive seriøs journalistik. Mediestøtten uddeles efter et matthæusprincip: Dem, der i forvejen får, skal have endnu mere. Mens de nye og små medier, der skaber reel journalistisk innovation, holdes udenfor.
Af Kristoffer Granov og Alexander Rich Henningsen, hhv. chefredaktør og redaktionschef, ATLAS Magasin
8 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Men medierne og journalisterne er tilsyneladende af den opfattelse, at mediestøtten og momsfritagelsen skal være nogle faste ydelser, som skatteyderne år efter år skal slippe ved “kasse et”, så de danske medier kan fungere, som et kæmpe stort beskæftigelsesprojekt.
Og da der ikke er nogen udsigt til, at journalisterne har planer eller ønsker om, at løse de strukturelle problemer der er i mediebranchen, så må det være helt i sin orden, at jeg og andre løbende kan påpege det urimelige i alle de støtteordninger som medierne får.
Hvornår lærer de danske journalister at lave nogle rigtige produkter, som de rent faktisk kan sælge og få penge for.
Debattørerne synes, det er underligt, at Zetland ikke får penge, fordi Zetland ikke har annonceindtægter, som mediet kan tabe. Øhhh okay. Hvis det ikke har del i annoncenedturen, skal det da heller ikke have del i støttepakken.
Atlas Magasin, som de færreste kender og endnu færre læser, er lidt for negativ overfor den almindelige presses demokratiske vigtighed. Som om det bare er noget, man siger for at få penge fra staten. Prøv at se på det daglige nyhedsbillede i Danmark - også før covid-19. Det er dem, der holder magthaverne til ilden, sætter store samfundsdebatten i gang, afslører osv. Ikke Zetland eller Atlas.
Alt i alt et dårligt debatindlæg.
Flere