Kriseramte medier roser hjælpepakke: ”Den hånd, vi har brug for”

Politikernes hjælpepakke til corona-ramte medier vækker glæde hos tre pressede lokal- og regionalmedier. ”Vi vil som alle andre bløde. Men vi vil ikke bløde lige så meget,” lyder det fra Mediehusene Midtjylland

”Flot og meget tilfredsstillende.”

Sådan vurderer adm. direktør på Lolland-Falsters Folketidende Jan Holmboe hjælpepakken til medierne, der i aftes blev aftalt af et bredt flertal i Folketinget.

Direktøren har tidligere udtalt, at Folketidende tabte omkring halvdelen af annoncekronerne i marts. Og dermed falder hjælpepakken på et tørt sted. Den kompenserer nemlig medier, som har tabt mindst 30 procent af annonceindtægterne med op til 80 procent.

”Det var nok, hvad vi i bedste fald kunne håbe på. Jeg har ikke nærlæst hjælpepakken endnu, og jeg håber selvfølgelig, at vi kan klare os uden. Men ud fra vores prognoser så kommer vi til at gøre brug af den,” siger Jan Holmboe.

Ændrer ikke på midtjyske spareplaner

Også hos Mediehusene Midtjylland, hvor tre redaktionelle medarbejdere og syv medarbejdere i alt er blevet opsagt som følge af coronakrisen, vækker politikernes hjælpepakke glæde.

”Det er den hånd, vi har brug for. Den vil hjælpe os igennem den kritiske situation, vi ser ind i,” siger adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør Alex Nielsen.

Er det nok til at stoppe blødningen?

”Det er en hjælpende hånd, som tager toppen af det tab, vi kigger ind i. Men det fjerner jo ikke tabet. Vi vil som alle andre bløde. Men vi vil ikke bløde lige så meget, som hvis vi ikke havde fået hjælpepakken. Den fjerner på ingen måde krisen, men den afbøder den i nogen udstrækning,” siger Alex Nielsen.

Han vurderer, at Mediehusene Midtjylland, der udgiver Herning Folkeblad, Midtjyllands Avis og Mediehuset Ikast-Brande, står over for et tab på et tocifret millionbeløb.

”Så derfor kommer hjælpepakken ikke til at ændre på den plan, vi har lagt, og de konsekvenser, vi lokalt har taget. Hvor længe krisen varer, og hvor dyb den bliver, kan ingen vide. Men uagtet usikkerheden, så er jeg meget glad for hjælpepakken,” siger Alex Nielsen.

Kender endnu ikke omfanget

Hos North Media, der blandt andet ejer Helsingør Dagblad, glæder det administrerende direktør Lasse Wulff Hansen, at en hjælpepakke er faldet på plads.

”Lige nu ser det ud, som om det er en kompensationsordning, vi vil gøre brug af. Men omfanget af den kender vi ikke endnu – det kigger vi på,” siger han.

Han understreger desuden, at konsekvenserne først kendes på den anden side af 8. juni, hvor kompensationsordningen løber til.

Onsdag meddelte North Media, at Helsingør Dagblad skal lukke, hvis ikke avisen får ny ejer inden udgangen af april. North Media meldte samtidig, at der skal nedlægges seks stillinger i Hovedstadens Mediehus.

2 Kommentarer

Per Nielsen
17. APRIL 2020
Hvorfor kigger man udelukkende på tabt annonceomsætning. Mange store dagblade som Politiken og Berlingske får masser af nye abonnenter. Håber virkelig en eller anden klog journalist vil grave i det. Specielt når årsregnskaberne 2020 for JP/Pol og det Berlingske hus bliver offentligtgjort.
Frederik Holgersen
2. APRIL 2020
Den kritiske journalistik afgik ved døden den 2. april 2020, da medierne bukkede sig i støvet og stod i kø foran politikernes kontorer for at få hjælp.
Til gengæld bragte medierne ikke i tiden før og efter indtil at pengene var fordelt kritiske vinklinger på politikernes måde at håndtere virussen på.

Læs også

Overblik/ Her er hjælpepakken til medierne

02. APRIL 2020
Helsingør Dagblad lukker efter 152 år, hvis ikke der er ny ejer om en måned

Helsingør Dagblad er tæt på at gå i graven efter 152 år

01. APRIL 2020
Herning Folkeblad og Midtjyllands Avis ramt af syv fyringer - forventer at tabe 25 millioner

Herning Folkeblad og Midtjyllands Avis ramt af syv fyringer – forventer at tabe millioner

01. APRIL 2020
Lolland-Falsters Folketidende vil skære 10 procent i medarbejdernes løn 2

Lolland-Falsters Folketidende vil skære 10 procent i medarbejdernes løn

19. MARTS 2020