
De midtjyske aviser Herning Folkeblad og Midtjyllands Avis har også fyret og indført lønnedgang på grund af coronakrisen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Tre redaktionelle medarbejdere og syv medarbjedere i alt er blevet opsagt i Mediehusene Midtjylland, der dækker over Herning Folkeblad, Midtjyllands Avis og Mediehuset Ikast-Brande.
Det fortæller adm. direktør og ansv. chefredaktør i mediehuset Alex Nielsen.
”Vi kan se, at vi ser ind i et annoncefald på 25 millioner kroner. Det er vi desværre nødt til at reagere på. Det har vi så gjort nu,” siger Alex Nielsen.
”Det er trist. Vi er ikke de eneste, der er ramt, men det er ingen trøst. Det er hårdt for mediehusene i Danmark lige nu – store som små.”
Han fortæller, at alle medarbejderne i mediehuset også er gået kollektivt ned i løn med 6,5 procent i de kommende seks måneder.
”Men vi fortsætter med samtlige af vores udgivelser. Det gælder også vores lokalradioer, vores lokalaviser og vores hjemmesider,” siger han.
Tillidsrepræsentanter er kede af fyringer
På Herning Folkeblad fortæller tillidsrepræsentant for de redaktionelle medarbejdere Thomas Damm, at to ansatte er blevet fyret.
”Det er vi selvfølgelig kede af. Der er tale om to gode og loyale kolleger,” siger han og fortæller, at de ansatte håbede, ledelsen ville vente med fyringerne. Men:
”Det kommer ikke bag på os, at der skulle ske noget. Det havde vi gået og ventet lidt på. Der er også stor opbakning til den kollektive, midlertidige lønnedgang. Det er næppe noget, vi går med til mere end en gang, men ekstraordinære omstændigheder kræver ekstraordinære løsninger.”
Han fortæller, at det hurtigt var tydeligt, at coronakrisen ville koste på annonceindtægter for medierne.
”Da Danmark lukkede ned, stod vi klar med et ishockeytillæg, der var færdigt, som vi var nødt til at droppe. Der røg alle annoncerne i det tillæg også. Det ramte fra den ene dag til den anden,” siger Thomas Damm.
På Midtjyllands Avis, der har base i Silkeborg, er tillidsrepræsentant Sanne Helene Højbjerg også ked af fyringerne. Her er der blevet nedlagt i alt to stillinger.
”Vi står i en ekstraordinær situation med den her krise. Det er hårdt for alle. Det er altid trist, når vi siger farvel til kolleger,” siger hun.
Hun krydser fingre for, at den hjælpepakke, der forhandles om i dag mellem kulturministeren og medieordførerne i Folketinget, bliver positiv for lokalmedierne.
”Vi er spændte på den, for annoncemarkedet er hårdt ramt. Vi håber, de finder en god løsning,” siger hun.
Lokalaviserne har stor betydning lige nu
Adm. direktør Alex Nielsen understreger, at ingen af aviserne i Mediehusene Midtjylland lige nu er truet på deres eksistens, selv om mediehuset efter krisen skal se på, hvad de langsigtede konsekvenser bliver.
”Vi har en meget vigtig rolle i lokalsamfundene, som vi gør alt for at opretholde. Og vi tror på, at når Danmark åbner, så vil der faktisk være et lige så stort behov for at få at vide, hvad der sker lokalt, og hvad man skal gøre,” siger Alex Nielsen.
”Men alle ser med alvor på situationen. Ingen ved, hvor længe det kommer til at vare, eller hvad der sker bagefter.”
Også på både Herning Folkeblad og Midtjyllands Avis er der stor tiltro til lokalavisernes betydning netop nu.
”Vi er talerøret for rigtigt mange mennesker i det her område. Vi frygter ikke for vores eksistens. Men pengetanken er heller ikke uendelig. Vi håber, landet kommer i gang igen forholdsvist hurtigt, og at vi har et rigt erhvervsliv, der gerne vil ud med annoncer til de lokale,” siger tillidsrepræsentant på Herning Folkeblad Thomas Damm.
Fra Sanne Helene Højberg på Midtjyllands Avis lyder de samme toner.
”Vi er dem, der dækker coronakrisen for lokalområderne og fortæller, hvad det betyder. Der er i den grad brug for lokalaviserne.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.