
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Coronakrisen har også ramt Altinget, som samlet skal nedlægge 22 stillinger i koncernen.
Det har adm. direktør Christoph Nørgaard skrevet ud i en mail til medarbejderne.
Fyringerne rammer allerede i morgen tirsdag, hvor alle medarbejdere skal være klar ved telefon eller til et digitalt opkald klokken 9.
Kan ikke undgå fyringer
”Jeres indsats hele vejen rundt de seneste uger har været formidabel. Jeg anerkender og ved, at der kæmpes, men vi leverer desværre ikke vores budgetter, faktisk er vi et stykke fra. For at kunne sikre en sund medieforretning fremover, bliver vi som ansvarlig ledelse og bestyrelse derfor nødt til at gribe ind og gennemføre en spareplan, som betyder afskedigelser,” skriver Christoph Nørgaard.
Mediehuset, som også ejer Mandag Morgen, Grønbechs Hotel på Bornholm og svenske Altinget.se, er både ramt på annoncesalg, netværksforretning og nysalg af abonnementer. Samtidig er koncernens økonomi gearet til vækst og ikke til at køre længe med underskud, lyder det.
Tillidsrepræsentant på Altinget Kim Rosenkilde fortæller, at der var lagt op til at skære fem stillinger på redaktionerne. Tillidsfolk og ledelse har været i dialog over weekenden for at finde alternative besparelser, for eksempel frivillige fratrædelser.
Kim Rosenkilde fortæller, at man har fundet alternative besparelser, men næppe undgår fyring af redaktionelle medarbejdere.
”Det har gjort en forskel, men vi ser dog desværre ikke ud til helt at kunne undgå afskedigelser,” siger Kim Rosenkilde.
Vrede over kort varsel
Christoph Nørgaard forklarer i sin mail til medarbejderne, at koncernen dels sparer for at sikre sig mod det akutte tab ved coronakrisen, men også for at ruste sig til tiden efter. Han vil ikke love, at der ikke skal skæres dybere.
”Vi gennemfører disse reduktioner for at gardere virksomheden mod det akutte omsætningstab og for at fremtidssikre virksomheden gennem lavere omkostninger. Den aktuelle sparerunde er det, der er nødvendigt lige nu, men jeg kan desværre ikke give nogen garanti mod yderligere besparelser, hvis den efterfølgende krise trækker ud,” lyder det.
Tillidsrepræsentant Kim Rosenkilde har forståelse for situationen, men han fortæller, at medarbejderne ærgrer sig over, at det hele sker med så kort varsel.
”Vi har forståelse for, at vi står i en særlig situation, som her og nu rammer dele af huset hårdt. Det handler jo ikke kun om Altinget og andre medievirksomheder, men om hele det danske samfund og resten af verden. Men der er udbredt vrede på redaktionerne over, at spareplanen sker med så kort aftræk,” siger Kim Rosenkilde.
Mediehus i vækst
Mediehuset bag Altinget – Rasmus Nielsen Holding – nåede ellers sorte tal i alle datterselskaber for første gang i 2019. Både Mandag Morgen, det svenske Altinget.se og Grønbechs Hotel på Bornholm gik fra underskud til overskud.
Koncernen har været i vækst. For to år siden var der 124 medarbejdere, for et år siden 149, og i seneste regnskab var antallet oppe på 175.
1. november 2019 tiltrådte Christoph Nørgaard som adm. direktør. Han blev hentet fra Aller Media og erstattede Per Mikael Jensen på posten.
Journalisten har været i kontakt med Christoph Nørgaard. Han ønsker ikke at udtale sig.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.