
Foto: Lolland-Falsters Folketidende
Hvis coronakrisen bliver langvarig, er Lolland-Falsters Folketidende truet på eksistensen. Derfor vil direktør Jan Holmboe gå til tillidsfolkene og foreslå en lønreduktion på 10 procent i en afgrænset periode.
”Situationens alvor gør, at vi påtænker at tale med vores tillidsfolk om en lønreduktion på 10 pct. Det er et element, vi vil overveje, om vi kan komme igennem med,” sagde Jan Holmboe onsdag til Mediawatch.
Ifølge Jan Holmboe har Folketidende tabt omkring halvdelen af annoncekronerne i marts. Det samme forventes at ske for mediehusets ugeaviser. Derfor skal der spares på for eksempel lønudgifterne.
Medarbejderne er ikke orienteret
Det er dog ikke noget, ledelsen har diskuteret med medarbejderne endnu, fortæller tillidsmand Bjarne Arildsen.
”Der har ikke været forhandlinger om noget, heller ikke om lønreduktion. Vi skal mødes med ledelsen onsdag i næste uge og høre, hvad de mener, der skal ske med økonomien,” siger Bjarne Arildsen.
Vil I imødekomme ledelsens ønsker?
”Vi forhandler ikke, før vi kender økonomien. Før vi ved det, tager vi ikke stilling til noget som helst,” siger Bjarne Arildsen.
Jysk-fynsk lønnedgang
Ønsket om en lønreduktion svarer til nedgangen i løn i Jysk Fynske Medier. Her skal medarbejderne fredag tage stilling til en reduktion i lønnen på 10 procent de næste tre måneder. Forslaget om en lavere løn i det jysk-fynske kom fra husets tillidsfolk. Aftalen omfatter ikke freelancere og allerede opsagte medarbejdere.
Med aftalen lover ledelsen i Jysk Fynske Medier, at der ikke sker fyringer de næste tre måneder.
En række tillidsfolk på andre medier kritiserede tirsdag aftalen. Tillidsrepræsentant Michael Stenvei på Jyllands-Posten sammenlignede den med at tisse i bukserne.
”Det synes jo også allerede at stå klart, at selv om fyringerne bliver holdt fra døren her og nu, forsvinder de ikke. Derfor er og har en lønnedgang aldrig været at finde i det faglige penalhus på Jyllands-Posten,” lød det fra Michael Stenvei.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.