Det er sæson for nye målsætninger. Et af mine personlige og professionelle nytårsforsætter er at få fulgt mere med i, hvad der sker i de mange nye medieformater, som er vokset frem de senere år i takt med traditionelle nyhedsmediers nedtur.

Alle de der fantastiske podcasts, syrede virtuelle tidsskrifter og nye nyhedsmedier, som hævder at gøre os klogere og sætte indhold før clickbait. 

Selvfølgelig kan man blive lidt træt på forhånd ved tanken om alle de ikke-journalistuddannede indholdsproducenter, som sikkert ikke kan vinkle og tager vores tid for givet, fordi de dybest set bare vil høre sig selv tale. Men jeg er alligevel blevet nysgerrig. Og jeg tror på, nogen af dem nok også fat i den lange ende.

Journalistik skal ikke overlades til journalister

Som nu Zetland for eksempel. Det virker dygtigt, skarpt, grundigt og ungt. Den opskrift abonnerer jeg da gerne på.

Men så enkelt skal det åbenbart ikke være at komme med på beatet. Forleden dukkede der nemlig en annonce fra netop Zetland op i mit instagram-feed. Teksten lyder ”Journalistikken er for vigtigt til at overlade til journalisterne”. 

Lige der gik mit halvgamle journalistiske pis alligevel totalt i kog. Ligesom det bobler i mig, når jeg ser, hvordan fagfæller i kommunikationsverdenen kaster likes og glade smileyer i flæng efter artikler og opslag, der kritiserer ”pressen” og ”journalistikken” uden at bringe konkrete fakta eller oplysninger til torvs. 

Eller når talen går på fake news og strander i en diskussion om, hvorvidt det ene eller andet ligegyldige Facebook-opslag er falsk, mens det i virkeligheden er selve udbredelsen af udtrykket ”fake news”, som burde få vores alarmklokker til at ringe.  

Trække på smilebåndet

Man kan selvfølgelig bare være ligeglad eller trække på smilebåndet, når det nye venstrefløjsmedie Konfront ”nægter en forsvarsposition over for det omkringliggende samfund, den etablerede mainstream-presse og andet borgerligt vås”. Held og lykke med det.

Eller når gamle travere som Den korte Avis bliver overhalet af NewSpeek, som kører endnu længere ude i højrebanen og kritiseres for at bringe decideret falske nyheder.

Men hvor er vi henne, når dem, som vitterligt repræsenterer et nyt seriøst bud på, hvad et medie skal være, samtidig koketterer med at tale journalistikkens dyder ned? 

Er journalistikkens og medieudviklingens bedste svar på fake news og fri taletid til folk, man er uenige med, at man også selv dropper idealerne om fri og fair journalistik? 

Skyder efter vagthunden

Selvfølgelig er der også opløftende eksempler blandt de nye medier – POV, Atlas og Medietrends for eksempel.

Men det er tydeligvis i nogens interesse at skyde demokratiets vagthunde ned. Og nu hyler de upcoming danske medier så selv ukritisk med på kritikken af journalistikken i iveren efter at promovere sig selv. 

Meget sjovt og virkningsfuldt måske, så længe det foregår i en annonce. Men hvis man lige løfter hovedet fra Sortedammen et kort øjeblik, er der en markant tendens til, at fri, uafhængig journalistik er under pres verden over.   

Tænk på Trump, som benyttede sin 100-dags tale i Pennsylvania til at kalde medierne for en skændsel og journalister for inkompetente, uærlige mennesker.  

Tænk på, hvordan det mon er at være journalist i Tyrkiet eller Eritrea. Tænk på Jamal Kashoggi fra Washington Post. Eller de 53 andre navngivne journalister, som mistede livet i 2018, blot fordi de passede deres arbejde.

CFJ, den internationale komité til beskyttelse af journalister, som indsamler tallene, er bekymrede. De ser en generel stigning i antal motiverede drab. 

Forfulgt og fængslet

Det er altså ikke trafikuheld eller generelt farlige arbejdsbetingelser, som har fået antallet af omkomne journalister til at stige så markant. Det er fordi, de er til besvær. For nogen.

Hertil kommer de over 251 journalister, som er sat i fængsel på grund af deres arbejde. Fordi nogen mener, journalistik er for vigtigt til at overlade til journalister…

Og så er der alle de ting, som statistikkerne ikke fanger. Eksemplerne på mediefolk, som får hældt syre i ansigtet, forsvinder sporløst, redaktionslokaler, som bliver sat i brand, medier, som får frataget sendetilladelser, og alle de journalister, som bare lader være med at stille de kritiske spørgsmål, fordi det er for besværligt.   

Journalistisk handler om mod

For år tilbage forsøgte jeg at etablere et uafhængigt nyhedsbureau i Tanzania sammen med en tidligere BBC-medarbejder og en lokal avisredaktør. Efter måneders forarbejde, besøg i ministerier og papirarbejde stod vi med næsten en million kroner i finansiering til ’Tanzania Independent News Agency’. Nok til at ansætte et dusin lokale journalister og forsyne aviserne med muligheden for at bringe rigtige artikler, til forskel fra mængderne af betalt presseomtale.

Men på dagen for den afgørende pengeoverførsel fra Tanzania Media Fund (blandt andet finansieret af dansk og hollandsk udviklingsbistand i et forsøg på at fremme den frie presse i landet) valgte den afgørende part i samarbejdet – vores lokale chefredaktør og medieejer – at trække sig.

Begrundelsen var, at han ikke havde personlig interesse i at bringe den slags historier alligevel.

Heldigvis er verden fyldt med andre modige dygtige journalister, som knokler for at lave vigtig journalistik på svære vilkår. Dem har verden brug for på et tidspunkt, hvor ytringsfriheden er under pres.  

Zetland har fanget mig, trods alt

Jeg under nye kreative og rebelske medier al den finansiering og alle de abonnenter, de kan få. Lige om lidt er jeg selv en af abonnenterne, for den annonce fra Zetland har jo fanget mig, trods alt.

Men jeg savner, at danske medier, journalistuddannelser og journalistforbundet står sammen på fagets og idealernes vegne. 

Mere end 350 amerikanske medier stod som bekendt sammen med Boston Globe om at fordømme Trumps angreb på pressen. Britiske The Guardian er tilsyneladende lykkedes med at få breakeven i 2018 på en forretningsmodel, hvor læserne giver donationer med lovning om uafhængig og undersøgende journalistik.

I Irland gik medierne sammen i 2018 i en fælles kampagne under sloganet #journalismmatters.

Året før holdt Al Jazeera den undersøgende journalistiske fane højt under samme slogan.  

Mere af den slags faglig stolthed og sammenhold tak. Jeg tror, læserne vil kunne mærke det.  

Mikala Satiya Rørbech er uddannet journalist. Hun er kommunikationskonsulent i Statens Kunstfond og har tidligere blandt andet været pressechef i Mellemfolkeligt Samvirke, afrikakorrespondent for Information og mediepolitisk reporter på dagbladet Aktuelt. 

Svar fra Lea Korsgaard, Zetlands medstifter og chefredaktør: 

Når vi siger, at journalistikken er for vigtig til at overlade til journalisterne, så gør vi det for at understrege, at vi har brug for alle mand på dæk.

Journalistik er et fælles anliggende, et anliggende ikke bare for dem, der arbejder med journalistik professionelt, men for enhver, der er optaget af den offentlige samtales beskaffenhed.

Vi – borgerne – kan ikke gå ud fra, at nogen andre – de professionelle – fikser journalistikken og står værn om dens betydning.

De – de professionelle – har brug for hjælp. De har brug for opbakning, idéer, støtte, finansiering og handling fra alle dem, der finder den vigtig.

Tag Zetland som eksempel. Det vi laver, kan vi ikke lave alene. Vi kan kun lave det med hjælp fra vores medlemmer. Så enkelt – og fint – er det jo faktisk.