”Doggystyle”: Oprørsk medie afslører indhold fra betalingsartikler

Nyt norsk medie afslører konsekvent indholdet af betalingsartikler om især sex og samliv i andre medier. Det seneste eksempel er en artikel om sexstillinger. Nettavisen truer med at sende en regning

For øjeblikket har norske Nettavisen en artikel om, hvilken sexstilling der giver næsten alle kvinder orgasme. Artiklen er låst bag en betalingsmur, men nu sørger et nyt norsk netmedie for, at alle kan læse artiklens hovedpointer – helt gratis.

Xstra.no er med egne ord sat i verden, fordi norske medier ikke bør tjene penge på ”banale” betalingsartikler om især sex og samliv.

Derfor afslører mediet konsekvent indholdet og lægger det gratis frem for læserne. Det gælder for eksempel artiklen om sexstillinger. (Hvor svaret er: ”Doggystyle”.)

”Vi mener, at det har en nyhedsværdi at give vores læsere denne indsigt i, hvad den etablerede presse forsøger at lokke med,” skriver Xstra-redaktør Shurika Hansen i en mail til det norske fagblad Journalisten.no.

Er det ikke ulovligt? 

Xstra og Shurika Hansen røber især indholdet af betalingsartikler på Dagbladet, VG og Nettavisen.

Det er Nettavisens redaktør Gunnar Stavrum, utilfreds med. Han mener, at Xstra undergraver finansieringen af god journalistik.

”Men det vil næppe lykkes,” siger Gunnar Stavrum og understreger:

”Hvis vi fanger dem i ren plagiering og krænkelse af ophavsretten, vil de modtage en dyr regning.”

Men ifølge Xstra-redaktør Shurika Hansen holder de sig på den rigtige side af loven. Hun ser ikke et problem i at afsløre indhold fra betalingsartikler på andre norske medier.

”Vi går aldrig ud over den sædvanlige citationspraksis, når vi gør det. For os er det et element af lidt satire og ironi i den måde, hvorpå vi gengiver disse sex- og samlivshistorier fra andre medier,” siger Shurika Hansen til Journalisten.no.

”Vi sørger også altid for at tilføje et link til de originale historier, så vi også kan skaffe disse andre medier nogle betalende abonnenter.”

0 Kommentarer

Læs også

<span class=Graverjournalist begejstret for nye citatregler: ”Vi får ikke noget ud af at blive citeret”">

Graverjournalist begejstret for nye citatregler: ”Vi får ikke noget ud af at blive citeret”

13. JANUAR 2020

Journalist i oprør mod clickbait – du gætter aldrig, hvad han fandt på

29. SEPTEMBER 2014