”Jeg har flydende mødetider – er jo lidt min egen boss – men skal vi ikke sige kl. 9.00?,” skriver Jim Hoff i en sms til mig, da jeg spørger, hvornår jeg skal møde i Give den efterfølgende onsdag.

Jeg skal være praktikant i to dage på Give Ugeavis. En avis, hvor Jim Hoff både er redaktør, fotograf og den eneste skrivende journalist.

I modsætning til min forestilling om Jim Hoffs enspænderliv som eneste mand på avisen er jeg nærmest aldrig alene. Jeg bor på kollegie og deler ofte min aftensmad med 14 af mine bofæller. Jeg har valgt et studie, hvor over halvdelen af min tid bliver brugt på gruppearbejde. Og nu er jeg i praktik på en redaktion, hvor jeg diskuterer idéer og drikker torsdagsøl med mine kolleger. Mange vil nok beskrive mig som et meget socialt menneske.

Jeg er altså på ingen måde en enspænder og har svært ved at motivere mig selv, hvis jeg ikke har mennesker omkring mig.  Derfor vil jeg gerne lære, hvordan man kan skrive en hel avis alene. Hvordan motiverer man sig selv, når man ikke står til ansvar over for kolleger, hvordan undgår man at blive skør og ensom af at være alene, og ikke mindst, hvordan laver man god, objektiv journalistik, når man kun har sig selv at diskutere med?

Af den grund er jeg på vej til Give i Region Sydjylland.

Tilstedeværelse

Give vågner langsomt, mens jeg går ned over torvet. Der er ikke et eneste menneske at se, men der er rumsteren omkring kroen og lys fra vinduet hos bageren.

Redaktionen er nem at finde, den ligger midt på torvet. Give Avis står der på glasdøren, som jeg skubber op og træder ind ad. Jeg bliver mødt af smil fra to midaldrende kvinder bag hver deres skrivebord. De hilser med håndtryk og peger mig ned mod Jim Hoff.

Den ene smutter med det samme ned til bageren for at hente rundstykker og ost. Den anden sætter en kande kaffe over. Jim Hoff er altså ikke alene på avisen, men han er den eneste redaktionelle medarbejder.

Jeg føler mig velkommen og hjemme med det samme. Om det er, fordi sproget og menneskene minder mig om min hjemby Varde, der ligger godt 60 kilometer længere mod vest, eller om der er noget helt specielt ved den lille redaktion, er ikke til at sige.

 

Jim Hoff fortæller mig, at Give Ugeavis skal binde borgerne sammen. De vigtigste dyder er nærhed, synlighed og tilstedeværelse.

”Vi skriver om stort og småt og sætter en stor ære i at fortælle de mange historier fra det sprudlende foreningsliv i området. Og så skriver vi positive historier, gerne med humor og glimt i øjet som den underlæggende tone i retorikken,” siger han om avisens visioner.

”Mere en livsstil end et job”

På Jim Hoffs skrivebord står en Elvis Presley-figur og en tom Pepsi Max. Væggen bag skrivebordet er dækket af udprintede fotos. Et par stykker er af Jim Hoffs familie, men de fleste er fra det lokale liv i Give og givenserne.

”Så kan de komme herind og se sig selv,” siger han om billederne.

Jim Hoff har lavet stof til avisen siden 1987 og har været fastansat siden 2010. Give Avis kommer ud til 20.000 læsere og udgives af Jysk Fynske Medier. Den har et overskud, men hvor meget må Jim Hoff ikke oplyse.

Da jeg spørger ham, hvordan en normal arbejdsdag ser ud, fortæller han mig, at den typisk starter klokken 6.30 og ender, når der ikke er mere at lave. Ofte har han interview eller arrangementer nok at dække, og nogle dage er han først færdig ud på aftenen.

”Det er mere en livsstil for mig end et job,” siger Jim Hoff.

Og i dag er der også nok at give sig til. Vi skal både ned til boghandleren for at høre om deres efterårsaktiviteter, ud på en skole og lave et interview med en skoleleder og forbi frisøren på den anden side af gaden.

Det virker, som om Jim Hoff aldrig siger nej til en historie.

En velkendt kilde

På Søndermarken, der er udskolingen i Give, skal jeg på min første soloopgave og bestå testen som alene-arbejdende journalist, da jeg både skal fotografere og interviewe skolelederen.

Skolelederen Elin Aggeboe vil gerne have, at avisen sætter fokus på, at mange elever på Søndermarken er begyndt at bruge snus.

Da jeg kommer ud på skolen, går det op for mig, at skolelederen er min mors barndomsveninde, og at jeg faktisk kender hende.

Igennem interviewet om elevernes snusforbrug kan jeg mærke, at hun virkelig er bekymret for de unge og brænder for at få budskabet ud til resten af lokalsamfundet gennem min artikel.

Og fordi jeg kender hende og ved, at hun stoler på mig, føler jeg en endnu større pligt og lyst til at lave en virkelig god artikel.

Det må være her, Jim Hoff får sin motivation. Den motivation, jeg plejer at få på redaktionen fra mine kolleger.

Men jeg tænker også over, hvordan man mon er kritisk over for sine kilder i et lokalsamfund. For hvis man er ven med alle, må det være svært at skrive noget kritisk om dem.

Tilbage på redaktionen spørger jeg Jim Hoff, hvordan han har det med at lave kritisk journalistik om borgerne.

”Du har en pointe i, at det er svært, fordi man kender folk så godt og normalt skriver positivt om dem. Og jeg har ikke oplevet at skulle skrive noget decideret kritisk om borgerne i Give. Når vi i avisen er kritiske, er det mere på et højere plan – altså strukturel kritik, og det er ikke svært. Der har jeg hele byen i ryggen og skal gå forrest for dem og være kritisk på deres vegne,” forklarer han mig.

Jeg savner mine kolleger

Efter første dag som altmulig-journalist i Give, hvor jeg har interviewet både boghandler, skoleleder og frisør, er jeg lidt træt i hovedet.

Ved hvert eneste interview er vi blevet budt på kaffe, og selv om Jim Hoff har nok at se til, har han aldrig for travlt til at snakke lidt om livet i Give med sine kilder.

Jeg har bestemt mig for at arbejde videre på artiklerne fra mit værelse på kroen, hvor jeg skal overnatte.

”Hjemme på redaktionen i København er de andres arbejdsflow og sparring med til at motivere mig, men her på kroen i Give har jeg kun mig selv. Det går ikke så godt.”

Cecilie Uhre, Journalisten

Men da jeg sætter mig ved computeren, kan jeg mærke, at det er svært. Hjemme på redaktionen i København er de andres arbejdsflow og sparring med til at motivere mig, men her på kroen i Give har jeg kun mig selv. Det går ikke så godt.

Jeg kommer til at læse utallige kommentarspor på Facebook og se et par afsnit af den virkeligt dårlige realityserie ’Ex on the Beach’, før jeg får taget mig sammen til at skrive på artiklen om boghandleren.

Jeg savner virkelig en kollega at diskutere vinklen med. Artiklen er svær at lave, fordi den mest af alt kommer til at ligne reklame.

Efter lidt tid giver jeg op og vender tilbage til realityserien. Min deadline er alligevel ikke før fredag eftermiddag. Så det skal jeg nok nå i morgen.

Jeg undrer mig virkelig over, hvor den indre drivkraft, som Jim Hoff har, kommer fra.

Han har da også fortalt mig, at han en gang imellem savner en kollega, men det er mest, fordi det ville give mulighed for at gå endnu mere i dybden med de lokale historier. Og have lidt bedre tid.

Ikke fordi han bliver distraheret af overspringshandlinger, når han sidder selv.

Vi løber hurtigt

Torsdag starter klokken 8. Vi skal dække et forretningsudvalgsmøde.

Mødet foregår på rådhuset, og mange af de forretningsdrivende i Give er mødt op. Der bliver hentet rundstykker, drukket kaffe og småsludret inden mødets start, og Jim Hoff joker og snakker med alle.

Egentlig er det meningen, at jeg skal bruge resten af tiden i dag på at skrive, men dér har vi mulighed for at tale med en borger, som har startet sit eget gardinfirma. Og ham skal vi lige interviewe.

Det gør vi hjemme hos den nystartede gardinmand Kim Kleis, så vi kan få et billede af hans nye firmabil. Han serverer Cola Light og kaffe. Og på samme måde som hos boghandleren bliver interviewet en blanding af kammeratlig snak og klassisk interview.

Resten af dagen skriver jeg på livet løs for at nå at få de tre artikler færdige, før jeg skal med toget til København igen.

”Jeg skriver normalt fem-seks artikler om dagen, så du har ikke noget at brokke dig over,” siger Jim Hoff til mig med et glimt i øjet.

Og jeg er ikke i tvivl om, at Jim Hoff løber hurtigt, for han siger sjældent nej til en historie.

”Alle skal have lov til at komme i avisen. Det er en avis for hele lokalsamfundet,” siger han.

”Jeg skriver normalt fem-seks artikler om dagen, så du har ikke noget at brokke dig over.”

Jim Hoff, Give Ugeavis (med et glimt i øjet)

Det leder mig videre til et andet spørgsmål, jeg har tænkt på.

Hvordan sørger du for, at du er objektiv både i dine artikler og i udvælgelsen?

”Ja, det kan selvfølgelig være et problem. For det er svært at være 100 procent objektiv, men jeg synes nu, jeg gør det okay. Og ellers får jeg kommentarer fra borgerne, hvis de ikke synes, det er godt nok, eller hvis noget er for groft,” siger han.

Brænder for borgerne og avisen

Jeg har fået manet min fordom, om at Jim Hoff skulle føle sig alene og ensom, til jorden.

For ensom virker han ikke til at være. Alle i byen ved, hvem han er, og der er altid kaffe på kanden og tid til en lille snak, når han bevæger sig rundt blandt borgerne. Det er nærmest, som om hele Give er hans arbejdsplads og givenserne hans kolleger.

Da jeg var på Søndermarken for at interviewe skolelederen, fortalte hun mig også, at Jim Hoff virkelig formår at skrive journalistik, som borgerne gider læse.

Men jeg har stadig svært ved at forstå, hvor han får motivationen fra.

”Jeg er motiveret af at lave så stor og fed en avis som muligt hver uge,” forklarer han mig, da jeg spørger.

”Mit dilemma er ikke lav motivation, men i højere grad, når de i salg siger, at avisen bliver lille i denne uge,” siger han.

Det frustrerende er, når han ikke har plads til det hele.

”Jeg føler ikke, det er fair at droppe nogen. Alle har lige meget ret til at blive talt og skrevet om,” siger han.

Mine egne artikler får jeg skrevet færdig, lidt før jeg hopper på toget hjem til København. Artiklen om efterårsaktiviteterne i boghandleren får overskriften ’Efterårssjov for hele familien i Bog & Idé/Legekæden’.

Jim Hoff giver ikke rigtigt noget feedback på dem, men jeg finder dem i avisen ugen efter uden de store ændringer.

De fleste har behov for noget socialt

Tilbage på fagbladet spørger jeg Mads Løkke Rasmussen, der er karriererådgiver i Dansk Journalistforbund, hvad DJ egentlig ved om medlemmer, der arbejder alene.

Mads Løkke Rasmussen fortæller, at langt de fleste, der arbejder alene, er freelancere. Og de kan godt savne det sociale samvær med andre.

”De fleste freelancere, der opsøger DJ’s netværk, gør det, fordi de har noget kollegaensomhed, som de via vores netværksgrupper kan afhjælpe,” siger Mads Løkke Rasmussen, der hjælper med at skabe netværk mellem medlemmerne.

Han tror, at en af grundene, til at mange vælger at arbejde selv, er, at de kan bestemme alt helt selv.

”Jeg støder på folk, der ikke vil have, at andre blander sig i deres arbejde. For dem er det ikke attraktivt at have en chef eller kolleger,” siger han og tilføjer, at det, han mest hører fra medlemmerne, er, at de savner frokostselskab mere end nogen at dele opgaver med.