DR var lidt for hutigt ude, da stationen til middag kunne oplyse, at den bedragerisigtede Stein Bagger var landet i Danmark. Siden hoppede et hav af medier på "solo-historien".
Det var en and. En regulær avis-and, da DR Nyheder klokken 11:51 i dag oplyste, at Stein Bagger var landet i Københavns Lufthavn – angiveligt klokken 11:35.
Vidner fortalte ellers ganske overbevisende, at Bagger var med deres fly fra Paris, skriver DR Nyheder. Og at han endda var blevet ekskorteret til flyet af politi i Paris.
Selv samme vidner var så sikre, at DR valgte at tro på det.
Men kort efter blev det hele tilbagevist af bagmandspolitiet. Og derfor måtte DR ud med en undskyldning:
"DR var for hurtig på tasterne, det beklager jeg," skriver chefen for nyhederne på Dr.dk, Per Bjerre.
Inden historen var trukket i land og undskyldningerne leveret, nåede en række andre nyhedsmedier dog at hoppe på DR's fantastiske solonyhed og viderebringe historien på nettet.
Klokken 11:57 stod den at læse på Borsen.dk. Klokken 12:01 var Baggers landing i Danmark at læse på Bt.dk. Blot et minut senere var TV 2.Finans.dk på pletten med historien: "Vidne: Stein er landet i København". Dernæst kom turen til epn.dk klokken 12:03. Politikens hjemmeside fulgte efter klokken 12:05. Og endelig bragte Berlingske.dk "nyheden" klokken 12:08 ved at bringe et Ritzau-telegram fra klokken 12:02, hvor der henvises til DR Nyheder. Ritzau havde dog allerede klokken 12:07 berigtiget historien, men det blev åbenbart overset. Siden nåede nyheden frem til Ekstra Bladet klokken 12:25, hvor historien dog blev til: "Stor forvirring om Baggers ankomst".
Flere andre har også måttet korrigere historien om Stein Baggers landing/ikke-landing i Danmark. Eksempelvis avisen.dk, der i første omgang skrev, at han var landet. Selv TVGuide.dk var med på noderne: Stein Bagger netop landet i Kastrup. Og Søndagsavisen kunne notere Mystik om Bagger-landing.
PS: Det kinesiske nyhedssite: news.mitbbs.com, forveksler i øvrigt Bjarne Riis med Stein Bagger, og bringer et foto af Bjarne Riis i deres omtale af Bagger-serien, skriver Business.dk
.
(opdateret)
7