For tiende år i træk har danskerne vurderet forskellige faggruppers troværdighed, og for tiende år i træk roder journalister rundt i bunden af skalaen sammen med ejendomsmæglere, bilforhandlere og politikere. I toppen af troværdigheds-skalaen ligger offentlige velfærdsfag som jordemødre, sygeplejersker, læger og politibetjente.

Det er kommunikationsbureauet Radius, der står bag den årligt tilbagevendende måling af 26 faggruppers troværdighed. Og selv om der trods alt er grund til at glæde sig over, at journalister for første gang i målingens 10 år har rykket sig lidt opad, dækker tallene over en hård vurdering fra de 2.040 medvirkende danskere.

Respondenterne er blevet bedt om at vurdere en række udsagn om deres opfattelser af faggrupperne. Og her bør særligt svarene på to spørgsmål give stof til eftertanke i mediebranchen og blandt journalistfagets udøvere: ’I hvilken grad synes du, at faggruppens arbejde er vigtigt for det danske samfund som helhed?’ og ’Synes du generelt, at faggruppen er god til at erkende, når den har truffet en forkert beslutning?’

Under halvdelen – 49 procent – af de adspurgte mener i høj eller meget høj grad, at journalistfaget er vigtigt for samfundet.

Kun fire (!) procent mener, at journalister er gode til at erkende egne fejl.

”Sammenlignet med de andre faggrupper synes danskerne ikke, at journalisternes arbejde er specielt vigtigt for det danske samfund, og samtidig mener de, at journalisterne er for dårlige til at indrømme deres fejl. Begge parametre har massiv betydning for journalisternes troværdighed. I en medievirkelighed med mange stemmer og trusler om fake news skal journalisterne i højere grad kunne overbevise befolkningen om, at de er vigtige for samfundet. Hvis de kan lykkes med det, kan de også hæve deres troværdighed,” forklarer Nicolaj Taudorf Andersen, som er bestyrelsesformand i Radius, i forbindelse med 2018-målingen.

Vi kan vælge at modtage målingen med et ’tøhø’ over endnu en gang at sidde i samme fordoms-båd som sælgere af sminkede lig, rønner med ’havkig’ og bristede valgløfter.

Men vi kan også vælge at tage vurderingen med alvor og lytte til, hvad der egentlig bliver sagt: Vores rolle i samfundet er svær at få øje på, og vi opfører os, som om vi var fejlfri.

Når jeg vælger sidstnævnte reaktion, handler det ikke om forfængelighed på fagets vegne, men om at befolkningens manglende tillid til os er et samfundsproblem. Hvis få anerkender journalistikkens betydning for at holde magthavere i ørerne og demokratiet på tæerne, er vi både som branche og samfund på spanden.

I respondenternes svar ligger formentlig et godt råd gemt: Vi skal være bedre til at diskutere vores journalistiske metoder, og så skal vi kunne indrømme, når vi laver fejl.