MED ÅBNINGEN AF Folketinget 2. oktober er vores parlament gået ud på sidste omgang inden næste folketingsvalg. 

Mens mange af politikerne har fokus på flaskehalse og overophedning og udenlandsk arbejdskraft, så er der ikke meget debat om det, der har størst betydning for rigtig mange lønmodtagere – nemlig deres tryghed på et arbejdsmarked i forandring.

Det mest konkrete udtryk for tryghed er, at hvis man mister sin beskæftigelse, kan man få dagpenge via sin a-kasse, indtil man har fundet et nyt job.

Den ordning har i årtier været en del af fundamentet for den danske model, hvor begrebet flexicurity er helt centralt – det fleksible arbejdsmarked med korte opsigelsesvarsler tilgodeser arbejdsgiveren, mens sikkerheden i, at man til gengæld er sikret dagpenge ved ledighed, tilgodeser lønmodtageren.

Det er et forsikringsforhold, som den enkelte tegner i sin a-kasse, og derved tilgodeses begge sider i gensidighed i en kontrakt, der også overlader det til de to parter (og deres organisationer) at forhandle løn og arbejdsvilkår.

Det er i meget korte træk den danske model.

Men jeg savner virkelig at høre de toneangivende partier og politikere formulere visioner for den del af modellen, der handler om dagpenge og tryghed for lønmodtagerne (forstået som medlemmerne af a-kasserne, LW).

Op gennem 00’erne og starten af 10’erne blev dagpengesystemet udsat for forandringer, der har gjort forsikringen dårligere og dårligere. I 2011 indgik den daværende borgerlige regering forlig med de Radikale om en halvering af dagpengeperioden og en fordobling af genoptjeningskravet.

Disse lidt tekniske udtryk beskriver, at man nu ikke længere havde ret til dagpenge i fire år, men i to år. Og for at genoptjene retten til dagpenge skulle man nu ikke blot have et halvt, men et helt års beskæftigelse. 

Med et efterfølgende forlig under S-R-SF-regeringen blev der rettet en smule op på disse ting, og ved det seneste forlig på området blev der – med virkning fra 1. oktober i år – åbnet for bedre muligheder for selvstændige.

Enkelte forbedringer, men samlet set har der været tale om en udhuling af forsikringen mod ledighed.

Og det, som ingen politikere tilsyneladende taler om, er, at værdien af dagpenge er styrtdykket i de senere år. Det kan vores medlemmer tale med om:

I Dansk Journalistforbund var der i 2017 (seneste tal) en gennemsnitlig indkomst for vores medlemmer på godt 41.000 kroner om måneden. Men dagpengene udgør lige godt 18.000 kroner om måneden – det vil sige, at dækningsgraden er mindre end 44 procent. 

Og værdien udhules langsomt, men systematisk. En del af den politiske aftale er nemlig, at dagpengesatsen ikke må stige lige så hurtigt som pristallet i Danmark; år for år bliver dagpengene dermed mindre værd, og trygheden udhules.

Man skal være et særligt hårdhudet gemyt, hvis ikke disse tal gør indtryk. Man skal være støbt på en helt speciel måde, hvis man ikke – i mødet med ledige kolleger – kan se de konsekvenser, det har for den enkelte, at indtægtsgrundlaget mere end halveres.

Det kunne være dejligt at opleve, at arbejdsmarkedspolitikken igen fik en central placering i såvel en valgkamp som i et regeringsgrundlag efter næste valg til Folketinget. 

Og her tænker jeg ikke på den udlægning af arbejdsmarkedspolitikken, der har været fremherskende de seneste år: Hvor arbejdsstyrken ses som en del af et samlet udbud, og hvor det ”skal kunne betale sig at arbejde”.

Den måde at tale ned til medborgerne på burde Folketingets politikere kassere og indse, at for den enkelte har beskæftigelse altid en værdi. Det er en given sag, at arbejdet i sig selv skaber værdi for den enkelte.

Men det burde også være en given sag, at dagpengene har et rimeligt niveau. Det er blevet for skævt gennem de seneste år, så min opfordring er simpel: 

Bedre dagpenge – ja tak!