I forsommeren 2018 besluttede den daværende VLAK-regering sammen med Dansk Folkeparti en femårig medieaftale, som vi allerede har set de første alvorlige konsekvenser af: Massevis af redaktionelle medarbejdere er fyret. DR er blevet rundbarberet – eller fokuseret, som det hed i aftalen. Den vitale støtte til danske medier er netto beskåret med mere end 400 millioner kroner om året. Og samlet set har vi fået et mærkbart ringere udbud af danskproduceret public service.
Det var hovedrystende uklogt at gøre på et tidspunkt, hvor der var og er behov for det stik modsatte.
Efter folketingsvalget i sommer var flertallet bag medieaftalen væk, og den nye regering har sammen med sine støttepartier tydeligt understreget, at der nu skal forhandles en ny medieaftale, og at der i den forbindelse skal ske en styrkelse af dansk public service. Det er virkelig godt. Og DJ har allerede fremlagt nogle af de forslag, som vi vil tale videre med kulturministeren og medieordførerne om:
Der skal investeres mere i dansk public service-indhold – ikke mindre
Alle bør indse nødvendigheden af at prioritere flere midler til produktion af dansk kvalitets-public service. For det handler om så væsentlige ting som samfundets sammenhængskraft, demokratiet og det danske sprog.
Ikke flere besparelser til DR
De planlagte besparelser på DR skal stoppes og helst rulles tilbage. Og det skal være snart, for ellers når der at ske flere skader, som ikke kan rettes op.
De lokale og regionale medier skal have en større del af mediestøtten
Det er et kæmpe demokratisk problem, hvis der er større områder rundt om i landet, som ikke er dækket af ét eller flere lokale medier. Det skal afhjælpes med mere mediestøtte til de lokale og regionale medier.
Public-service-puljen skal moderniseres
Puljen har hidtil været beregnet for egentlige tv-produktioner, og når året er gået, har TV 2 modtaget broderparten af midlerne.
DJ ønsker, at rammerne for puljen bliver bredere. Det bør for eksempel være sådan, at man også kan søge til projekter med pressefotografi, tegninger eller andre visuelle elementer.
Til gengæld skal der være overenskomst og ordnede forhold hos de producenter, der modtager støtte.
Techgiganterne skal reguleres – og de skal bidrage
Ingen har større betydning for de redaktionelle og økonomiske vilkår på nutidens danske mediemarked end Google, Facebook, Netflix og de øvrige techgiganter. Alligevel blev de stort set ikke nævnt med et ord i den gamle medieaftale. Politikerne og mediebranchens organisationer skal finde en model for, hvordan publicering på de sociale platforme kan stilles til ansvar på samme måde som de professionelle medier. Og det er nødvendigt, og kun rimeligt, at streamingtjenesterne bidrager til finansieringen af det danskproducerede indhold.
Vi skal i gang. For medieaftalen skal skrues sammen, så den sætter nogle langt mere progressive rammer for de kommende års danske public service.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.