Her er tre ting, Tine Johansen har lært af at blive formand.

Hun er god til at træffe beslutninger, selv om de ikke er nemme. Hun har korte ben (det vidste hun godt i forvejen), men hun står ret fast på dem, altså hun vælter ikke i hverken overført eller fysisk storm. Hun kan stole på sin intuition.

I sommer blev Tine Johansen formand for Dansk Journalistforbund over en Skype-forbindelse fra de finske Ålandsøer midt i en storm af kritiske medlemsrøster. Der var masser af kampe at kæmpe ude i branchen, men DJ’s interne forhold kom til at fylde meget med Øjvind Hesselagers fratrædelse, en direktørfyring og ekstraordinært delegeretmøde.

Jeg vil gerne vide, hvad Tine Johansen har lært af det.

Vi mødes på formandskontoret på Gammel Strand i Indre by, en høj 2. sal, hvor lyden nede fra den åbne plads på gaden let trænger igennem de gamle vinduer.

”Kan du drikke en lunken Nicoline?” spørger hun og tager to gule dåsesodavand frem fra reolen. Jeg takker ja, og vi sætter os ved det store hvide mødebord, der fylder den ene halvdel af kontoret.

Det store hvide mødebord er fuldstændigt ryddet bortset fra en samling DJ-kopper og en blå Läkerol-pakke. Saltlakridssmag.

I Journalistens nytårsnummer, det er det, du sidder med i hånden, interviewer vi ofte en medieperson, der har været en form for hovedperson i året, der gik. Sidste år var det Rune Langhoff, pressechef i Alternativet, der havde håndteret lortesag efter lortesag. Året før var det Olav Skaa­ning, der efter en fyring som chefredaktør på B.T. genopfandt sig selv som forlægger.

Således altså Tine Johansen.

Og dermed et det et interview, nogen uvægerligt vil blive sure over. Enten vil surheden komme fra læsere, der ikke mener, jeg har været kritisk nok over for formanden. Eller også vil surheden komme fra læsere, der mener, at jeg og fagbladet er for bagudskuende, at vi hænger i fortiden. Og så er der alle dem, der vil være utilfredse med, at Tine Johansen som person fylder for meget i forhold til hendes visioner for forbundet.

Tine Johansen finder et billede frem på sin telefon.

Lars Werge var den nærmeste makker

Hun sidder i gråt nattøj i en smal enkeltmandsseng med hvidt sengetøj i en træhytte. Billedet er taget søndag den 30. juni. På gulvet ved siden af sengen ligger tøj og tasker hulter til bulter. I ørerne har hun et orange headset og i skødet en blok. Det blonde hår samlet i en knold med løse hår strittende lidt uregerligt.

Formand Lars Werge havde lige ringet og fortalt, at han trak sig. Tine Johansen blev formand. Hendes kæreste tog et billede.

Hun har ingen erindring om, hvordan det var at sidde der, siger hun.

”Jeg kan udmærket huske situationen, men …”

Hun holder en pause. På billedet har hun lidt sommerkulør. Hun ser træt ud, som om den eneste udsigt til ferie og afslapning i lang tid netop er forsvundet. Det er den jo sådan set også.

”Jeg var ked af det på hans vegne. Jeg var ked af, at situationen var eskaleret så meget.”

”Jeg var meget berørt af, at Lars havde trukket sig. Det er den herskende følelse på det tidspunkt. Lars og jeg havde været hinandens nærmeste makkere i godt fire år, og vi havde kendt hinanden i endnu flere år,” siger hun. Inden de var formand og næstformand, havde de været kolleger og tillidsmænd sammen på Ekstra Bladet.

”Jeg var ked af det på hans vegne. Jeg var ked af, at situationen var eskaleret så meget. Og så var jeg sådan set også ked af, at vi var på afstand, så den sidste samtale, vi havde, mens han var formand, var en telefonsamtale.”

To dage tidligere. Fredag den 28. juni efter middag sad næstformand Tine Johansen med sin kæreste Michael i en bil i Stockholm. De var lige ved at køre ombord på krydstogtskibet Cinderella, de skulle sejle i 14 timer, og så ville de ankomme på Ålandsøerne, en finsk øgruppe i den nordlige del af Østersøen. På turen derop havde næstformanden ringet til sin far og sagt, at hun aldrig havde glædet sig så meget til en ferie før.

Holdende i kø til færgen begyndte hendes telefon at give lyd fra sig. Hun blev tagget i opslag på sociale medier. Hvad fanden foregår der, ville folk vide. Det, der foregik, var, at redaktøren på Journalisten var fratrådt, og i den akkompagnerende pressemeddelelse lød det, som om dennes kritiske journalistiske linje lå til grund. Kan man overhovedet komme af sådan en færge her, tænkte Tine Johansen, da hendes kæreste kørte bilen ombord.

Men Tine Johansen fortryder ikke, at hun var rejst afsted til Ålandsøerne.

”Da jeg tog afsted torsdag aften, havde jeg ingen forestilling om, at det kunne ende på den måde. Jeg er jo stadig af den overbevisning, at det ikke var en situation, der berettigede, at formanden skulle gå.”

30. juni 2019, Ålandsøerne. Inden midnat satte Tine Johansen sig på en sten, drak en øl. Hun havde her været formand i omkring 10 timer og talt i telefon næsten uafbrudt siden da. Udsigten fra stenen udgør det meste af det, hun når at se af Ålandsøerne de dage, hun er der. Privat

Grib!

Når formanden i Dansk Journalistforbund går af, bliver næstformanden ikke spurgt, om personen vil efterfølge. Der bliver råbt ”grib”, siger Tine Johansen, og så griber man. Der er intet spørgsmål og derfor heller intet svar, kun handling. Den ene fod foran den anden, siger hun og slår håndfladerne ned i den hvide bordplade. Klask, klask, klask, fremad fremad.

”Det var måske godt, at jeg hverken havde refleksion eller forberedelsestid. For den eneste måde, jeg kunne reagere på, da jeg stod som centrum foran alt det her vrede og frustration og kaos, det var fandme at sætte den ene fod foran den anden.”

Hun snakkede i telefon hele dagen søndag den 30. juni på Ålandsøerne. Med hovedbestyrelsen, med danske og svenske medier. Indimellem skubbede hendes kæreste en tallerken med en makrelmad hen foran hende, fortæller hun, så hun fik lidt at spise. Ellers talte hun bare ned i det orange headset.

”Den eneste måde, jeg kunne reagere på, da jeg stod som centrum foran alt det her vrede og frustration og kaos, det var fandme at sætte den ene fod foran den anden.”

Den største forskel på at være næstformand og formand i DJ er, ifølge Tine Johansen, at du får lov til at tegne linjen i butikken. Og det er nogle gange nemmere end at stå ved siden af. Men pludselig er der også en masse mennesker, der har en holdning til dig. Og når lorten rammer viften (Tines eget udtryk), så står man alene som formand.

”Jeg har ikke fået en fuld nats søvn siden den 30. juni.”

Ud over at være formand for DJ, er hun også blevet formand for a-kassen AJKS, bestyrelsesformand i ophavsretsfondens bestyrelse, og så er hun næstformand i Mediernes Pension.

”Der har jo været en masse områder, jeg skulle gribe, som jeg ikke har været tæt på før. Jeg har haft en meget stejl læringskurve på dagpengeområdet. Jeg havde ikke en næstformand i en periode, og så havde jeg guddødemig heller ikke en direktør. Det har jeg godt kunnet mærke,” siger hun.

Hvad er der blevet valgt fra i dit liv i den periode?

”Jeg har forsømt mine venner big time. Og så har jeg heller ikke haft mit fitnesskort oppe af lommen særlig mange gange. Det vil være håbløst at tænke, at man nogensinde får en normal arbejdsuge i det her job, men jeg glæder mig, til det finder sit normale leje.”

“Jeg havde ikke en næstformand i en periode, og så havde jeg guddødemig heller ikke en direktør. Det har jeg godt kunnet mærke,” siger Tine Johansen. Her med den nye næstformand Jakob Ponsgård på det ekstraordinære delegeretmøde i november. Jacob Nielsen

Mit eget kompas

Vi betragter Tine Johansen i sengen på Ålandsøerne, som lyser fra en telefonskærm imellem os.

Hvis du i dag skulle give et råd til den Tine Johansen, der sidder på Ålandsøerne på det billede, hvad skulle det så være?

Hun griner lidt, inden hun svarer.

”Fra nu af skal du holde snuden i sporet, og så skal du stole på dit eget kompas.”

Hun rejser sig fra stolen, går over i reolsystemet bag skrivebordet, klikker et stykke tyggegummi ud af dets plastikindpakning og putter det i munden, inden hun kommer tilbage og fortsætter.

”Og det har jeg lært. At jeg godt kan stole på mit eget kompas,” siger hun.

Var du for dårlig til det i starten?

”Nej, men jeg kan bare konstatere, at i de måneder, der er gået, har jeg skullet træffe nogle store beslutninger, og store beslutninger er lette at tage, hvis de er rigtige,” siger hun og nævner blandt andet det ekstraordinære delegeretmøde og beslutningen om at afskedige direktøren på et, mildest talt, ubelejligt tidspunkt.

Blev du overrasket over, hvor meget fokus der pludselig var på dig og DJ?

”Ja altså. Slap nu af,” der er en irritation i hendes stemme, en energi, der vil videre.

”Det har jeg da også tænkt efterfølgende. Ej, nu skal jeg passe på, hvad jeg siger, for så går folk først balalajka, men: (og nu skal du læse resten af citatet sådan helt staccato, næsten som om der var et klap mellem hvert ord) Kolleger i mediebranchen bliver opsagt hver eneste dag. De bliver fyret som asparges i bundter.”

Hun holder en pause i talestrømmen, vi sidder med den skrantende mediebranche med de dårlige arbejdsforhold mellem os.

Når Tine Johansen taler om det, der skal komme, om de faglige kampe, DJ skal kæmpe, så taler hun hurtigt, resolut, så vifter hun med hænderne og slår i bordet, knytter næven, så kigger hun mig i øjnene, holder mit blik. Når Tine Johansen taler om sommeren, om hvordan det var for hende at stå alene som formand, uden næstformand og senere uden direktør, så søger hendes blik de høje, hvide vinduer.

Tine Johansen vil gerne videre. Næste år er et vigtigt fagforeningsår, der skal forhandles overenskomster først med dagbladene, så med DR. Der kommer et medieforlig, som Dansk Journalistforbund skal forsøge at påvirke i en fordelagtig retning for medlemmerne. Tine Johansen vil gerne se fremad.

Jeg beder hende om at se tilbage alligevel. For eksempel på kommunikationen af årsagen til Øjvind Hesselagers fratrædelse.

Er der noget i det forløb, du gerne ville have gjort anderledes?

”Ja, det er der. Vi blev kritiseret for, at vi ikke var hurtige nok til at komme med en udmelding. Jeg kunne godt være kommet med nogle mellemregninger. I stedet for bare at blive ved med at sige ”Jeg kan ikke sige noget”, så kunne jeg have sagt ”På torsdag kan jeg sige noget”. Det er en af de ting, jeg tænker, ville have taget brodden af noget af al den vrede, der var, over at folk syntes, vi gik i flyverskjul.”

Personen og funktionen

Her er en ting, Tine Johansen ikke vågner om morgenen og tænker på: Sommeren 2019. Men når hun bliver bedt om at opsummere sit arbejdsår 2019 med et ord, svarer hun med to: Vildt og hårdt. Hun er gået fra at stå i andet geled til at stå forrest. Det kan godt mærkes.

”Jeg har skullet lære, at folk, der ikke kender mig, har en holdning til mig. Der skulle jeg lære at distancere mig, Tine Johansen, fra formanden for DJ. Det er jo ikke mig som menneske, de kaster sig over. Det er en rolle og en funktion og nogle holdninger, som har været meget i modvind.”

”Jeg har skullet lære, at folk, der ikke kender mig, har en holdning til mig. Der skulle jeg lære at distancere mig, Tine Johansen, fra formanden for DJ.”

Jeg spørger, hvordan hun har navigeret i, at alle mulige mennesker pludselig har en holdning til hende, og hun svarer, at hvis hun ikke kunne holde til det, så skulle hun finde et andet job.

”Og så skal jeg minde mig selv om, at når jeg er sammen med mine nevø­er, så synes de, jeg er cool, og det er jo ikke, fordi jeg er formand for Dansk Journalistforbund, det er jo bare, fordi jeg er en cool moster. De er jo skide ligeglade med, hvad jeg laver. Det samme med mine venner og familie. Det er jo ikke mig, de der mennesker i kommentarspor mener noget om. De ved jo ikke, hvem jeg er.”

Når det ind til dig?

”Ja, det gør det da. Det gør det da. Jeg er hverken bange for konflikter eller uenigheder, men jeg synes, det allersværeste er, når man bliver angrebet på sin moral og sine principper og sin ordentlighed. Det er sådan nogle menneskelige kvaliteter; det er vigtige kvaliteter, man ikke vil betvivles på. Det kan godt gøre nas.”

DJ skal sparke røv

Der er tre ting, Tine Johansen håber, medlemmerne vil huske 2020 for.

DJ har sparket røv (igen Tines udtryk) i kampen mod konkurrencelovgivningen for bedre at kunne hjælpe freelancere og selvstændige. DJ får skabt bedre forhold for freelancere og selvstændige. DJ får påvirket de kommende forhandlinger om medieforliget i en god retning for medlemmerne.

Vi er ved at være færdige og takker af. Hun åbner døren ind til kontoret ved siden af, snakker med næstformand Jakob Ponsgård. Klokken 21:44 samme aften får jeg en mail fra Tine Johansen.

Hun har sendt mig et billede fra den første stille stund, hun havde på Ålandsøerne søndag aften tæt ved midnat. Og så skriver hun:

”Du spurgte, hvad jeg havde lyst til at sige til Tine i nattøjet. Jeg ville sige: ’Rolig nu, du kan sagtens. Du bliver faktisk rigtig god til det.’”