Nul.

Så mange mundtlige interview gav Martin Rossen, topfigur i Socialdemokratiet, statsminister Mette Frederiksens højre hånd og stabschef i regeringens nyoprettede politiske sekretariat, i 2019.

For det bliver Martin Rossen tildelt Journalistens Lukkethedspris.

Hans rolle i regeringen er ifølge flere eksperter og kommentatorer et nybrud i dansk politik. For selv om Rossen ikke er minister, sidder han med samme vægt som ministre i regeringens magtfulde økonomi- og koordinationsudvalg.

Martin Rossens nye rolle har i pressen og på Christiansborg fået skarp kritik for at være uden for parlamentarisk kontrol.

Men hvad nu, hvis landets journalister rent faktisk kunne få et interview med Martin Rossen? Hvad ville de så spørge ham om?

Som politisk redaktør på Radio24syv forsøgte Brian Weichardt flere gange at få Martin Rossen i tale. Brian Weichardt blev endda smidt bort fra en socialdemokratisk kongres, fordi han ville stille spørgsmål til Martin Rossen et sted, hvor han ikke måtte.

Hvis Brian Weichardt fik et interview med Martin Rossen, ville han spørge om den del af regeringens forståelsespapir, der handler om at øge tilliden til medierne og magthaverne.

”Hvad vil du gøre for at forbedre forholdet mellem magthaverne og pressen?” ville Brian Weichardt spørge.

”Hvad skal medierne forpligtes til? Det interesserer mig,” siger han.

Mediernes spørgsmål

Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske har alle forsøgt at få en interviewaftale med Martin Rossen i 2019. De ønsker dog ikke at fortælle Journalisten, hvad de ville spørge Martin Rossen om.

Det vil Information til gengæld. Her skriver journalist Lasse Skou Andersen, at redaktionen gerne vil spørge om følgende:

”Formelt set har du som stabschef ikke instruktionsbeføjelse over for embedsmænd. Men hvordan forholder det sig i praksis?”

Journalisten har også spurgt portrætjournalist på Euroman Jonas Langvad Nilsson, hvad han ville spørge Martin Rossen om.

”Hvordan er han havnet i magtens centrum? Har han altid været drevet af magten? Hvordan har han perfektioneret sit særlige talent for at befinde sig der, hvor vigtige beslutninger træffes?” foreslår han.

Hvis Euroman skulle give et tilfredsstillende signalement af Martin Rossens rolle, ville det kræve, at Jonas Langvad Nilsson skulle tilbringe noget tid sammen med Martin Rossen.

“For at forstå, hvordan verden ser ud gennem hans øjne, se ham i aktion, se ham i samspil med Mette Frederiksen, se ham fra flere forskellige vinkler end blot den pæne, vi viser for hinanden,” siger Jonas Langvad Nilsson – og tilføjer:

”Men mit indtryk er, at den slags har Martin Rossen ikke lyst til at medvirke til.”

Har ret til at ytre sig

Mediejurist Vibeke Borberg fortæller, at der kan være sager og forhandlinger, Martin Rossen ikke kan tale om, fordi de er belagt med fortrolighed.

”Men der vil også være alle mulige ting, han kan give interview om, hvis han ønsker det.”

Martin Rossen har nemlig ytringsfrihed ligesom andre offentligt ansatte.

Men én ting er friheden til at udtale sig. Noget andet er at benytte sig af den frihed.

Da Journalisten forsøger at få lov til at overrække prisen til Martin Rossen, viser det sig ikke muligt. Uden held ringer vi til det nummer, der står opført for ham i Folketingets telefonbog.

Hahahahahaha

Da Journalisten i stedet ringer til Statsministeriets pressetjeneste, lyder svaret fra en medarbejder ironisk:

”Hahahahahaha. Det er da helt sikkert her, han gerne vil stille op.”

Medarbejderen lover at give forespørgslen videre. Mere end en uge senere kommer der svar på mail: ”Undskyld for sent svar. Det kan desværre ikke lade sig gøre.”

Vi kan derfor ikke stille vores spørgsmål: ”Hvorfor stiller du aldrig op til interview?”