Med klart flest stemmer har Journalistens læsere bestemt, at tidligere Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansen modtager Journalistens nyindstiftede lukkethedspris. Eva Kjer Hansen fik 92 af de afgivne 242 stemmer i en onlineafstemning blandt brugerne af Journalistens online platforme.
Prisen gives til Eva Kjer Hansen for hendes rolle i den såkaldte #gyllegate, hvor forskere ved Aarhus Universitet havde dobbelt mundkurv i tre måneder. Tavshedspligten betød, at forskerne ikke måtte udtale sig om beregningerne bag regeringens landbrugspakke. De måtte heller ikke sige, at de ikke måtte sige noget, før loven reelt var vedtaget.
Da Eva Kjer Hansen blev nomineret mente hun, at Lukkethedsprisen burde gives til ministeriet og ikke hende. Ministeriet havde nemlig bare brugt en standardkontrakt for køb af forskningsbaserede rådgivningsydelser hos et universitet.
Ikke så slemt med lukketheden
I en ny mail hæfter prisvinderen sig fortsat ved, at der er tale om en standardkontrakt.
”Hvis prisen skal rettes til nogen, må det være til ministeriet,” skriver hun i en mail efterfulgt af en smiley.
Det er indtil videre ikke lykkes at få Eva Kjer Hansen til at stille op til et rigtigt interview. Derfor må Journalisten også vente med at overrække hende den fine pris, som vi har fået lavet til lejligheden.
Tillykke med #Lukkethedsprisen @EvaKjerHansen ! Den er klar til dig https://t.co/lYiHQffY2M #dkmedier #dkpol pic.twitter.com/YcdfM0S6WV
— Journalisten.dk (@journalistendk) May 31, 2016
Faktisk stiller Eva Kjer Hansen sig helt uforstående over for, at hun skal have prisen.
”Hvis journalisternes lukkethedspris går til et ministeriums standardkontrakt, så kan det ikke være så slemt med lukketheden i Danmark,” skriver hun – igen med smiley.
”Standardkontrakten stammer fra det tidligere miljøministerium, og kontrakten og bestemmelserne er således ikke lavet særskilt til landbrugspakken,” forklarer Eva Kjer Hansen.
Du kan se uddrag af kontrakten på Forskerforum.dk.
Forsker: Problemet er generelt
Heine Andersen, professor emeritus på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet, mener, at det er fuldt fortjent, at Eva Kjer Hansen er nomineret til Lukkethedsprisen. Han har flere gange kritiseret aftalen mellem ministeriet og Aarhus Universitet.
»Men hun har ret i, at andre også kunne få den, fordi det er en kontrakt, mange ministerier anvender,« siger Heine Andersen, der er i gang med et projekt om forskningsfrihed.
Så problemet er i virkeligheden større end bare forløbet om landbrugspakken?
»Det er meget større. Det er et generelt problem,« siger han.
Datoen var afgørende
Det særlige ved kontrakten med Aarhus Universitet var, at den gav forskerne dobbelt mundkurv indtil 1. februar 2016.
Hvorfor gør datoen en forskel i den konkrete sag?
»Det er påfaldende, at den dato ligger på et tidspunkt, hvor de politiske forhandlinger var afsluttet. De afgørende aftaler blev lavet allerede i slutningen af december,« siger Heine Andersen.
Så politikerne kunne forhandle pakken færdig, uden at forskerne måtte ytre sig?
»Ja, det er kernen i det. Det er temmelig afgørende, hvornår de måtte udtale sig,« fortæller han.
Eva Kjer ønsker fuld transparens
Til Journalisten udtaler Eva Kjer Hansen i en mail:
”Jeg er kun interesseret i fuld transparens om det vidensgrundlag, der ligger til grund for de politiske beslutninger. Det har også gjort sig gældende i dette tillfælde.”
Til det siger Heine Andersen:
»Det overrasker mig, at hun kan sige det, når hun uddeler mundkurve til forskerne, så længe forhandlingerne står på.«
Jurist: Krænkelse af forskernes ytringsfrihed
Jørgen E. Olesen, en af forskerne bag rapporten har fortalt P1, at han var ked af tavshedsklausulen.
”I sager som denne burde vi kunne gå ud med vores resultater på et tidligere tidspunkt. Det ville øge transparensen i hele processen og måske også sikre, at der er en lidt højere grad af demokratisk indsigt,” sagde han til ’P1 Orientering’.
Til ’P1 Orientering’ sagde juraprofessor fra SDU Sten Schaumburg-Müller, at kontrakten var en krænkelse af forskernes ytringsfrihed i en grad, der ikke er lovlig.
Kritikken fra forskerne kom frem, efter at landbrugspakken var blevet fremlagt i Folketinget – men før den var endelig vedtaget. Det udløste ”Gyllegate”. 27. februar 2016 gik Eva Kjer Hansen af som minister.
Aarhus Universitet tager gerne en debat
Efter sagen kom frem, udtalte dekan ved Aarhus Universitet Kurt Nielsen i en pressemeddelelse, at universitet gerne tager en debat om, hvorvidt man skal justere de kontrakter, som myndigheder indgår med både universiteterne om rådgivning.
”Det har vi allerede gjort i vores samarbejde med ministerierne, og det vil vi fortsat gøre.”
Journalisten har spurgt Kurt Nielsen, hvad der kommet ud af dialogen med ministerierne, men han er ikke vendt tilbage på Journalistens henvendelse.
Eva Kjer Hansen vandt foran fem andre nominerede.
Blandt andre Justitsministeriet, der gav pressen under 20 minutter til at læse terrorredegørelsen. Med i opløbet var også nødhjælpsorganisationen Dacaar, som ikke vil svare på kritik fra lokale stringere, der føler sig ladt i stikken. Nomineret var blandt andre også Forsvarsministeriet, der parerede kritiske spørgsmål om, hvad den danske krigsindsats mod IS i Irak koster.
Lukkethedsprisen består af en hængelås uden nøgle og masser af den opmærksomhed, prisvinderen har forsøgt at undgå. Fagbladet Journalisten vil i den kommende tid gøre alt, hvad der står i vores magt for at overbringe Eva Kjer Hansen prisen.
Eva Kjer Hansen var nomineret til prisen af redaktør på Forskerforum.dk Jørgen Øllgaard, fordi ”lukketheden var nøje planlagt.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.