Det lille parcelhus i lysegrå mursten ligger på en lukket villavej i udkanten af Aars, knap 45 kilometer sydvest for Aalborg. Hvis gennemsnitsdanskeren findes, kunne han såmænd godt bo her, tænker jeg, da jeg har parkeret for enden af den flisebelagte indkørsel til det generiske typehus og kan høre terrier-bjæf bag hoveddøren.

Torben Nørgaard åbner og giver et fast håndtryk. Han er journalist og projektleder på TV 2 Nord – og dermed er han slet ikke, som danskerne er flest, slår han hurtigt fast, da vi har sat os i stuen. 

»Som journalister er vi overhovedet ikke repræsentative for befolkningen. Vi har en mellemlang uddannelse, hvilket langt under halvdelen af befolkningen har, vi stemmer anderledes, og vi bor ikke de steder, hvor folk bor. Det er også derfor, vi har så svært ved at lave journalistik, der rammer de læsere og seere, vi gerne vil ramme,« siger Torben Nørgaard, velforberedt og tilbagelænet, mens cairn terrierne Skipper og Gismo skiftevis hopper op i sofaen, løber ud i køkkenet og hopper op i sofaen igen. 

Interaktivt kort:
Hvad er journalist-tætheden i din kommune?

Den tyndest DJ-befolkede kommune

Jeg er taget til Aars for at besøge Torben, fordi han som journalist er en sjælden race på de her kanter. Han er én af de kun 14 medlemmer af Dansk Journalistforbund bosiddende i Vesthimmerlands Kommune, som Aars er en del af. Sammenholdt med kommunens indbyggertal på cirka 37.000 gør det Vesthimmerlands Kommune til den kommune i Danmark, der er tyndest befolket med medie- og kommunikationsfolk, der også er medlem af DJ.

Det viser en beregning af, hvordan Dansk Journalistforbunds godt 17.000 medlemmer fordeler sig på landets 98 kommuner, som Journalisten har sammenholdt med indbyggertallene i de pågældende kommuner. Mediefolk er i vid udstrækning et byfænomen, og de 10 kommuner med færrest journalister, fotografer, grafikere med flere ligger alle i den såkaldte rådne banan, der løber fra det nordvestlige Jylland i et bredt bælte ned langs den jyske vestkyst og hen over store dele af Syd- og Sønderjylland, inden den ender på Lolland-Falster.   

Alene i Københavns Kommune bor næsten 39 procent af alle journalistforbundets medlemmer. Det svarer til, at der er 11,5 journalister for hver 1.000 indbyggere i Københavns Kommune, mens der til sammenligning kun er under en halv journalist pr. 1.000 indbyggere i Torben Nørgaards kommune i Vesthimmerland. 

Selv er han ikke i tvivl om, at ens bopæl betyder noget for de journalistiske idéer, man får: 

»Vi tror nogle gange, at vi ved alt via nettet og sociale medier. Men det, der rører folk allermest, er typisk det, som sker lige der, hvor de bor. Jeg får selv de fleste af mine idéer ved at være en del af foreningslivet her i byen, eller når jeg møder forældrene til min datters kammerater nede i Rema,« siger han. 

Senest har han gennem en snak over supermarkedets køledisk snuset en historie op om, hvor håbløst reglerne for at få kørselsgodtgørelse er skruet sammen for patienter fra for eksempel Aars, der skal til undersøgelse eller operation på Aalborg sygehus. 

»Sådan en historie opdager man ikke, hvis man som journalist bor et helt andet sted end dem, man laver tv om og til,« mener Torben Nørgaard. 

20 medlemmer på samme gade

Knap 230 kilometer i fugleflugtslinje fra Aars finder man Absalonsgade på Vesterbro i København. Det er et af de steder i landet, hvor journalist-tætheden er særligt høj. På gaden, der kun er 500 meter lang og løber fra Vesterbrogade over Istedgade til Sønder Boulevard, bor der i alt 20 medlemmer af Dansk Journalistforbund. På en halv kilometer bor der altså seks flere, end der bor i hele Vesthimmerlands Kommune tilsammen.

Via Instagram finder jeg ud af, at jeg lidt perifert kender en af de journalister, der bor på Absalonsgade. Andedammen har visse fordele. 

Jeg spørger, om han vil være med, castet som en af dem, der bor i en journalist-ghetto. Hans svar via Facebook bekræfter min arbejdstese: 

”Ja, det vil jeg super gerne. Det er så sjovt: I min opgang alene er der 10 lejligheder. Jeg er jo journalist. Min underbo er tv-fotograf (blandt andet på DR). Min overbo var indtil for nylig presserådgiver på Christiansborg (han flytter dog midlertidigt her nu), og over ham bor en tv-tilrettelægger. Det er så stereotypt, som det kan blive, og jeg har tænkt tanken, at de ville gyse, hvis de hørte om vores opgang i for eksempel Randers! Vi kan ikke sparke os frem for papirudgaven af Journalisten nede ved postkasserne!” 

»Det er jo så sindssygt stereotypt«

Dagen efter besøger jeg Troels Trier i hans toværelses lejlighed på 2. sal på Absalonsgade. På Troels’ bygning har flere af lejlighederne altaner mod gaden. På en af dem hænger en valgplakat for Alternativet. 

Troels Trier arbejder til daglig som journalist på dr.dk’s web-tv. Han fortæller, at han tit har tænkt over, hvor meget han ligner de andre beboere i sin opgang. 

»Jeg tror, vi bekræfter alle fordomme om, at folk i mediebranchen ligner hinanden. Jeg kan jo se, at vi drikker kaffe på de samme caféer og spiser på de samme restauranter. Jeg har endda lagt mærke til, at flere af de andre i opgangen også får vinylplader leveret til døren fra samme sted, som jeg køber vinyler til min samling fra. Det er jo så sindssygt stereotypt,« siger Troels Trier og ryster grinende på hovedet. 

Men selv om han kan se det komiske i karikaturen, synes han faktisk, det er et problem, at mange københavner-journalister bor de samme slags steder og ligner hinanden så meget.

»Man formes jo af sine omgivelser, så det er da et stort problem. Her hvor jeg bor, stemmer vi for eksempel nede på Gasværksvej, hvor Alternativet fik 19 procent af stemmerne ved sidste folketingsvalg, mens Kristendemokraterne kun fik otte stemmer i alt. Det viser jo meget godt, at vi er helt ude af trit med rigtig mange almindelige mennesker,« siger han. 

Men har det nogen konsekvens for indholdet i medierne, tror du? 

»Jeg synes godt, man kan se en afsmitning af, at vi er meget ens. Selvfølgelig bliver der også lavet masser af historier om det, der optager ”det gule Danmark”, men jeg synes tit, at vores egen politiske korrekthed skinner igennem. Og på redaktionsmøder er der sjældent nogen, der tager kampen op for at forsvare den anden fløj. Der er en bias, selv om vi er professionelle og prøver at være objektive. Og det er ikke bare en DR-ting – sådan var det også på TV 2 og Ekstra Bladet, hvor jeg har været før,« mener Troels Trier. 

Et par etager over ham bor Rikke Louise Mandorf, som også er uddannet journalist og medlem af DJ. Hun arbejder som redaktionschef og tilrettelægger hos tv-produktionsselskabet United, hvor hun blandt andet laver dokumentar- og reportageprogrammer til DR og TV 2. Det overrasker hende, at der bor flere journalister alene på hendes gade end i en hel nordjysk kommune. Men modsat Troels Trier er hun ikke så bekymret for konsekvenserne af det. 

»Umiddelbart ser jeg ikke noget problem i det. Jeg tror godt, de fleste journalister ved, at de væsentlige og interessante historier om os mennesker i Danmark ikke kun befinder sig i København. Langt de fleste medvirkende i de dokumentarer, jeg har været med til at lave, bor ikke i København – vi er hele tiden i Jylland og på øerne,« siger hun. 

»Ja, ja, vi klumper os da sammen, hvor der er lækkert«

Tilbage i Vesthimmerlands Kommune er jeg kørt til Løgstør, der ligger i kommunens nordøstlige hjørne. Her bor i alt to af Vesthimmerlands 14 medlemmer af Dansk Journalistforbund. Og selv om de kun er to af slagsen – 67-årige Per Jensen og 52-årige Lasse Damsgaard – i hele byen, har de alligevel formået at klumpe sig sammen. De to bor med kun to huse imellem sig i det gamle Løgstør – ’oven for bakken’, som det kaldes lokalt – med en storslået udsigt over Limfjorden. 

»Ja, ja, vi klumper os da sammen, hvor der er lækkert – præcis ligesom journalisterne gør på Frederiksberg,« griner Per Jensen, da han i en sporty polo-T-shirt tager imod i haven foran sin røde murermestervilla fra 30’erne. Her har han boet siden 1984, hvor han flyttede til Løgstør efter en årrække som journalist på blandt andet Politiken og TV Avisen i København. Siden har han arbejdet på både Nordjyske, TV 2 Nord og DR-Nordjylland, men sidste år sagde han op og startede eget kommunikationsfirma. 

»Man bliver i den grad påvirket af det samfund, man er en del af. Da jeg sad på Rådhuspladsen og arbejdede på Politiken, var jeg da også af den opfattelse, at København og Politiken var verdens navle. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at Politiken dengang var en københavnsk lokalavis, og det er den i mine øjne stadig. Det samme gælder Berlingske. Det er fine og væsentlige aviser, men de er ikke landsdækkende,« siger han. 

Han mener, der er »vanvittigt mange gode historier i Vesthimmerland«. Men alligevel sker det ikke så tit, at de landsdækkende medier kommer forbi kommunen. 

Men skyldes det, at her ikke sker så meget, der kan gøres relevant for andre end jer, der bor her, eller er det, fordi journalisterne ikke kommer herud og opdager dem? 

»Det sidste. Det virker nogle gange, som om dem, der skriver om det, de selv kalder udkantsdanmark, aldrig har været her,« siger Per Jensen. 

Han mener også, at de regionale aviser generelt er blevet dårligere til at dække det lokale. 

»Jeg kan nogle gange bladre fortvivlende længe efter noget om Løgstør i Nordjyske. Men om det skyldes de mange nedskæringer på regionalavisernes lokalredaktioner, eller om det er, fordi deres journalister i mindre grad bor her i byen, det ved jeg ikke,« siger han. 

Det betyder noget, hvor man bor

Ifølge hans næsten-nabo journalist Lasse Damsgaard spiller begge dele en rolle. Han er journalist på Nordjyskes Himmerland-lokalredaktion og dækker netop Vesthimmerlands Kommune. Men hvor der tidligere var en lokalredaktion i Løgstør, er hele Himmerland-redaktionen i dag samlet i Hobro – næsten en times kørsel fra Løgstør. Og mange af hans kolleger bor faktisk i Aarhus og pendler til Hobro. 

»Selvfølgelig betyder det noget, hvor man bor. Man kan da tydeligt mærke, at dem, der kommer ind med toget nede fra Aarhus til redaktionen i Hobro, byder ind med nogle andre historier på redaktionsmødet, end jeg gør. De har måske kigget i en udvalgsdagsorden og fundet en historie den vej rundt – og det kan sagtens være en super god historie. Men man kommer altså tættere på det, der virkelig rører sig blandt folk, når man kommer rundt i lokalområdet og taler med dem. Også i sin fritid,« siger Lasse Damsgaard. 

Mens vi går gennem Løgstørs små kringlede gader med destination mod havnen, fortæller Lasse Damsgaard, at han så sent som aftenen forinden, da han var hernede med sin søn, fik en idé til noget, han vil undersøge nærmere: 

»Jeg kom til at stå og snakke med en, som sagde: ’De der piller derude i havneindløbet, som kommunen lige har sat op – hvad er overhovedet meningen med dem?’ Det skal jeg da lige have undersøgt. Måske er der en historie i det,« siger han. 

Og i weekenden, da han var til en lokal musikfestival, kom han til at snakke med en mand i baren, der viste sig at opdrætte økologiske krebs som den eneste i Danmark. 

»Han sælger dem til gourmet-restauranter i København og kører selv over med dem for at sikre sig, at kvaliteten er 100 procent i orden. Det er jo ikke en historie, der vælter verden og tager priser – men det er da en ok historie, som jeg er ret sikker på, at andre ikke har med til redaktionsmødet i morgen,« siger Lasse Damsgaard. 

Ikke pokkers populært at bo i ’vandkantsdanmark’

Med sit store skæg, forvaskede T-shirt og Wegner-stole i spisestuen kunne Lasse Damsgaard sagtens være taget direkte ud af en Vesterbro-kulisse. Han elsker også København og kommer der tit, fortæller han.

Men han synes, det er tankevækkende, at der i en enkelt gade på Vesterbro bor flere mediefolk end i hele Vesthimmerlands Kommune tilsammen. 

»Omvendt kommer det sgu nok ikke helt bag på mig – det er jo i København, at langt hovedparten af arbejdspladserne er. Men det er da et problem, at der er så få journalister til at høre, hvad folk har på hjertet herude, hvor historierne også er,« siger han. 

Hvad er konsekvensen? 

»Konsekvensen er jo, at folk i den her del af landet måske ikke bliver dækket på en måde, som de har et berettiget krav om. Jeg tror godt, at folk herude kan føle sig lidt overset i de store landsdækkende medier,« siger han og tilføjer: 

»Vi risikerer også at komme af sted med nogle historier, der rammer skævt, fordi vi går i en osteklokke og ikke har fingeren på pulsen. Det, der rører sig blandt folk, kan nogle gange være noget helt andet end det, man sidder i redaktionslokalet eller på den helt rigtige café på Nørrebro og snakker sig frem til.«

Vi er nået ned til havnen og har sat os ved et forblæst borde-bænke-sæt med udsigt over vandet. Lasse Damsgaard er ud af en familie af lokaljournalister; både faren og farfaren var journalister, og nu drømmer hans 17-årige datter også om at blive det, fortæller han.  

»Det skal hun også nok blive – men jeg er helt sikker på, at hun ikke gider at være det herude. Det er bare ikke så pokkers populært at bo i ’vandkantsdanmark’,« siger han. 

Vigtigt at være opmærksom på ghettoiseringen

For DR-journalist Troels Trier, der bor på den overbefolkede Absalonsgade på Vesterbro, trækker tanken om at flytte til Vesthimmerland heller ikke spor. Og han er glad for, at hans job ikke er et af dem, der står til at blive flyttet til Aarhus eller Aalborg som led i DR’s udflytninger af stillinger til provinsen. 

»Jeg synes, det er et stort problem, at alt er blevet så centraliseret her i landet. Men ville jeg selv overveje at flytte til Aarhus, hvis mit job flyttede? Nej, aldrig i livet – så ville jeg hellere lave noget helt andet. Jeg har boet i København hele mit liv og har hele min familie og alle mine venner her. Og jeg ville nok synes, der er for få koncerter og gadefester i Vesthimmerland,« siger han. 

Han mener selv, at han gør, hvad han kan, for at komme ud af sin journalist-ghetto og snuse historier op i andre miljøer. For eksempel ved ikke kun at omgås andre journalister, når han har fri.  

»I det hele taget er det bare vigtigt at være opmærksom på, at vi er out of touch med store dele af befolkningen. Og at der kan være meget at hente ved at snakke med folk, som ikke lige er på Twitter,« siger Troels Trier. 

»Svært at komme i tanke om en artikel i Politiken om Vesthimmerland«

Tilbage i parcelhuset i Aars skæver Torben Nørgaard til uret. Han skal til mini-OL i sin datters skolefritidsordning om et øjeblik, fortæller han. Risikoen for, at han kommer til at rende ind i en journalist-kollega til det arrangement, er meget lille. 

»Jeg er faktisk den eneste tilbageværende på TV 2 Nord, der bor her i Vesthimmerlands Kommune. Og i fem af de 11 kommuner, som vores sendeområde dækker, bor der slet ikke nogen DJ-medlemmer fra stationen. Til gengæld er Aalborg overbefolket med journalister. Selvfølgelig kan man da mærke det på mediedækningen,« siger Torben Nørgaard. 

Hvordan mærker man det?

»Helt generelt er der bare ikke særlig meget interesse for, hvad der sker herude. Det er svært at komme i tanke om en artikel i Politiken om Vesthimmerland, og selv om jeg har boet i Aars i 12 år, kan jeg ikke huske, at Aars Avis nogensinde har haft en kritisk historie på forsiden. Det betyder jo reelt, at der ikke er nogen til at holde øje med, hvad der sker i kommunen, hvordan magtforholdene er, og hvem der for eksempel arbejder med hvem,« siger han. 

Og dét er kernen af problemet ved, at journalister flokkes om de større byer, mener Torben Nørgaard: 

»Det, der vækker din interesse som journalist, er typisk noget, der rammer dig personligt. Noget der forarger dig eller virker mærkeligt. Men hvordan skal vi kunne reagere på den slags og agere den fjerde statsmagt, hvis vi kun færdes blandt folk som os selv? Man har simpelthen misforstået sin rolle som journalist, hvis man ikke synes, det er et problem, at journalister bor i ghettoer.« 

Rettelse: I den trykte version af denne artikel er Sorø ved en fejl forsvundet fra listen. Sorø er dog tilføjet her i den digitale version. Journalisten beklager.