Danmark er under opsplitning. Der bliver længere mellem rig og fattig – ikke bare målt i kroner og øre, men også målt i fysisk afstand. En kombination af boligpriser og erhvervsudvikling gør, at folk med lavere indkomster – arbejderklassen – rykker vestpå fra hovedstaden og de store byer. Tilbage i ejerlejlighederne sidder en økonomisk og kulturel elite af højtlønnede og højtuddannede.

En skidt udvikling af mange grunde, mener journalist Lars Olsen, der sammen med fire samfundsforskere stiller skarpt på problemstillingen i bogen

’Rige børn leger bedst’. Og en af grundene er, at det går ud over bredden i mediernes dækning.

”Der opstår et skel mellem folk i storbyen og dem udenfor, og medierne bliver en del af det skel og forstærker det,” siger han.

I 2016 skrev Journalisten om ”journalistghettoen” København, hvor 39 procent af DJ’s medlemmer på det tidspunkt boede. Det er præcis den udvikling, Lars Olsen og hans medforfattere peger på, og som bare ser ud til at fortsætte.

Idéen om det klasseopdelte samfund har de senere år levet lidt af en skyggetilværelse. Flere har stillet spørgsmålet, om det overhovedet giver mening at tale om en arbejderklasse. Men ifølge ’Rige børn leger bedst’ er klassebegrebet stadig helt aktuelt. Uligheden er stigende i den forstand, at de rigeste fem procent sidder på 22 procent af de samlede indkomster, og det tal er løbende steget siden halvfemserne. Og nu er der altså tilmed kommet en geografisk markør: De velstående klasser i storbyerne, de andre udenfor.

Medierne glemmer arbejderne

Landet bliver delt – eller som vi i øvre middelklasse siger: Segmenteret – og det slår også igennem i medierne. For journalisternes sociale horisont bliver smallere, når de kun omgås folk, der ligner dem selv.

”Der har altid været en tendens til indspisthed blandt journalister. Mange er venner og kærester med hinanden. I stedet har lokalområdet været det netværk, hvor man mødte andre mennesker – naboerne, forældre i børnenes skole, mødregruppen. Men hvis arbejderne forsvinder fra det lokale netværk, så mister man som journalist de input. Medierne bliver en del af en storbyboble,” siger Lars Olsen.

Han giver som eksempel, hvordan regeringens udspil om en tidligere pension for ’Arne’ blev modtaget med undren af store dele af pressekorpset.

”Jeg deltog selv i et debatprogram i DR, hvor studieværten meget ærligt lagde ud med at sige, at det var en overraskelse for hende, at der stadig findes så mange arbejdere. Men faglærte og ufaglærte arbejdere udgør den største gruppe på arbejdsmarkedet. De er bare ikke i København.”

I bogen kan man se målinger fra Aalborg Universitet/YouGov, der viser, hvordan de forskellige klasser er optaget af forskellige temaer. Og Lars Olsen synes, det er tydeligt, hvordan arbejderklassens bekymringer ikke dækkes lige så grundigt som den øvre middelklasses.

”Vi ved, at der i arbejderklassen er en stor utryghed omkring reglerne ved længere sygdomsforløb, for der er mange skræmmehistorier om folk, der fastholdes i meget lange forløb. Jeg ved fra 3F- og FOA-afdelinger, hvor jeg har holdt foredrag, at det fylder enormt meget. Det samme gælder centraliseringen og nedlukningen af arbejdspladser i yderområderne – når det lokale seminarium lukkes, rådhuset flyttes og så videre. Men de emner fylder meget lidt i landsmedierne. Man overser simpelthen nogle problemstillinger.”

Landsdækkende medier er ikke landsdækkende

Lars Olsen var i en årrække ansat på Politiken. Og den avis er et godt eksempel på en avis, hvis dækning i dag afspejler den øvre middelklasses interesser.

”Da jeg arbejdede på avisen, havde vi en arbejdsmarkedsredaktion med kilder i fagbevægelsen og på arbejdspladserne. I dag er det fokus på folks arbejdsliv forsvundet. Til gengæld har du en massiv dækning af uddannelse, klima og MeToo-problemstillingen.”

”Redaktører og journalister er tydeligvis bedre til at reflektere deres egne socialgrupper end til at dække de holdninger og bekymringer, som mennesker har længere nede i samfunds­pyramiden.”

Bogens mest centrale sætning

Men hvis Politikens læsere primært er folk fra middel- og øvre middelklasse, så giver det vel god mening, at man skriver om ting, der optager dem?

”Ja. Problemet er, at alle landsdækkende aviser henvender sig til forskellige segmenter inden for den højere middelklasse, der tilsammen udgør højst en femtedel af befolkningen. Og så kommer næste problem, og det er, at de landsdækkende tv-kanaler burde have den brede sociale forpligtelse. Men den løfter de ikke.”

Til det ville en redaktør i DR muligvis sige: Vi ved ret præcist, hvad folk ser og læser, og de har ikke læst arbejdsmarkedshistorier i 20 år?

”Og det fortæller så, at store dele af befolkningen har vænnet sig fra at bruge medierne, fordi de ikke forventer, der er noget for dem. Hvis du vil vide, hvad der optager folk, skal man hellere kigge på nogle af de brede målinger, der laves af Trygfonden eller valgforskerne,” siger Lars Olsen.

Frygter amerikansk splittelse Foto: Simon Læssøe

Han fortæller som eksempel, hvordan formanden for en 3F-afdeling i Jylland havde fået lavet en aftale med redaktøren på det lokale dagblad om et meget billigt abonnement til bestyrelsens medlemmer.

”Men da forslaget kom op på bestyrelsesmødet, blev det stemt ned – de gad ikke den åndssvage avis, som i mange år havde været ligeglad med dem. Formanden sad og rev sig i håret, men mistilliden var blevet for stor.”

Lars Olsen har gennem de senere år været aktiv foredragsholder, blandt andet i lokale fagforeninger. Og her oplever han den voksende afstand og mistro mod medierne som en del af en samfundselite, der ikke afspejler det liv, almindelige mennesker lever.

”De ting i USA med fake news og folk, der ikke gider lytte til medierne – vi skal ikke tro, vi er vaccinerede imod det i Danmark.”

Lars Olsen

”De ting i USA med fake news og folk, der ikke gider lytte til medierne – vi skal ikke tro, vi er vaccinerede imod det i Danmark. Der vil ske noget lignende, hvis ikke medierne forsøger at sætte sig ud over den her sociale og geografiske skævhed.”

Det er svært for medierne at ændre boligpriser og erhvervsudvikling. Så hvad skal vi gøre?

”For det første skal man erkende den forandring, der er sket. Og så må man opsøge de dele af Danmark, man ikke møder. Opsøge mennesker i faglige og ufaglærte jobs. Snak med dem, find ud af, hvad der interesserer dem.”

Lars Olsen er journalist, forfatter og foredragsholder med en fortid på Politiken, Aktuelt og Ugebrevet A4. Bogen er skrevet sammen med samfundsforskerne Sune Caspersen, Jørgen Goul Andersen, Lars Andersen og Niels Ploug.