Da jeg skulle begynde her på fagbladet Journalisten, spurgte min ven og med-journalist mig:

”Shit, tænk hvis du laver en fejl, så er det alle journalisterne, der kommer til at læse den. Også hvis det bare er en lille en. Er du ikke bange for det?”

Jo. Er det simple svar.

Hendes spørgsmål fik mig til at tænke på, hvordan det er at fejle i en branche, hvor fejl oftest bliver opdaget af andre end os selv, og vi skal rette dem offentligt. Både de ”graverende” fejl, men også stavefejl, slåfejl og forståelsesfejlene. Og derimellem tusindvis af navne, der staves forkert, ukorrekte titler og personer, der byttes rundt. Og så har jeg ikke engang været omkring de fejl, andre mener, vi begår i vinkling og valg af spørgsmål.

Personligt kan jeg ikke holde tanken om fejl ud. Hverken de store eller de små. Den der følelse af, at jeg har tjekket og dobbelttjekket, og så finder fejlene alligevel deres vej ind. Ofte kan jeg slet ikke forstå, at det er mig, der har begået dem, men det er det. Som for et par uger siden, da jeg kritiserede et medie for ikke at have rettet en pressenævnssag i otte dage. I virkeligheden var det kun to dage. Det gjorde chefredaktøren fra mediet mig opmærksom på, efter at jeg havde publiceret.

Det er den seneste fejl, langtfra den eneste og ikke den største, men den gjorde ondt i både min mave og selvrespekt. Fordi fejl får mig til at føle, at jeg er blevet afsløret i ikke at være en rigtig dygtig journalist.

For mig kan de følelser snige sig ind selv ved de mindre fejl. Jeg frygter dem, ligesom jeg frygter at frygte dem. For hvis man er bange for fejl, kan man så være en rigtig dygtig journalist?

Da jeg begyndte her på fagbladet Journalisten, spurgte jeg mine kolleger, om de kendte til frygten for at begå fejl, og en af dem svarede:

”Jeg er altid bange for, at det, jeg laver, bliver smadret på Twitter af en anden journalist.”

Også mig, tænkte jeg. Og det hjælper, at jeg ikke er alene.

 

Den forkerte Leif

Journalist på Ekstra Bladet James Kristoffer Miles har lavet en af de fejl, som burde være matematisk usandsynlig.

Som nyhedsjournalist på Ekstra Bladet i 2015 ringede han til kilder i Venstres bagland for at få deres holdning til den daværende forsvarsminister Carl Holst. En af dem var Leif Krarup, der på det tidspunkt var næstformand i Venstres bestyrelse i Region Sydjylland.

”Jeg får fat i Leif og får hans citater, og de er ret opsigtsvækkende, for han siger noget i retning af, at Carl Holst bør trække sig fra Folketinget,” fortæller James Kristoffer Miles.

Kort efter at artiklen er publiceret, bliver James Kristoffer Miles ringet op af en journalist, der fortæller, at han har talt med Leif Krarup, der siger, at han ikke har talt med Ekstra Bladet.

”Dér får jeg ondt i maven.”

Det viser sig, at James Kristoffer Miles har talt med en Leif, der har præcis samme telefonnummer som Venstres Leif Krarup – bortset fra ét ciffer.

”Den her fejl er så freakagtig, at det nok også gør den lettere at tale om.”

James Kristoffer Miles, journalist, Ekstra Bladet

I dag tager James Kristoffer Miles forvekslingen med et smil, det har ikke gjort ham bange for fejl eller for at genfortælle forløbet.

”Den her fejl er så freakagtig, at det nok også gør den lettere at tale om,” fortæller han.

Da jeg i min research til denne artikel ringer til folk i medie- og kommunikationsbranchen og spørger, om de vil tale om deres fejl, oplever jeg, at det ikke er alle, der tager lige let på det. Mange har ikke lyst til at medvirke. Én bliver ligefrem vred. Så måske er det ikke kun mig, der foretrækker, at mine fejl går i glemmebogen.

Vil vi få lettere ved at acceptere fejl, hvis vi som branche taler mere åbent om dem? Eller er problemet i virkeligheden måden, vi taler om dem på?

Ifølge James Kristoffer Miles er der generelt en stor accept i branchen af, at fejl sker, men han har bemærket, at medierne i stigende grad kigger mediekritisk på hinanden i ’Presselogen’, ’Mennesker og Medier’ eller i Journalisten.

”Noget er dybt relevant, men ikke alt,” siger han.

Noget af det, der kan gøre, at jeg både kan frygte og blive flov over fejl, er i høj grad, at jeg kan ende i den anden ende. Der, hvor mine fejl bliver udstillet.

 

Det begynder med en bortforklaring

Bjarne Schilling, Læsernes Redaktør og ansvarlig for Fejl og Fakta i Politiken, fortæller mig, at han i sit arbejde møder en modvilje blandt journalisterne mod at indrømme fejl.

”Det første, man gør, når man opdager, at man har lavet en fejl, er at lede efter undskyldninger. Det sidder bare på rygraden,” siger han.

Jeg tror, Bjarne Schilling har ret. Måske var det derfor ekstra befriende, da jeg læste min vens facebookopslag, hvor fejl blev lukket frit ud.

”Lad os bekende vores professionelle brøler, der er især to, der plager mig,” stod der.

”Det første, man gør, når man opdager, at man har lavet en fejl, er at lede efter undskyldninger. Det sidder bare på rygraden.”

Bjarne Schilling, Læsernes Redaktør, Politiken

Min ven, der skrev opslaget, er også journalist, og han beskrev to af de fejl, han har begået i sin karriere. Det ene var et navn i en ny bog, hvor han både havde stavet fornavn og efternavn forkert:

”Det lyste som glødende kul, da jeg slog op i mit eksemplar,” skrev han i opslaget. Den anden fejl var rettelser til citater fra en skuespiller, hvor han sendte citaterne – uden rettelserne – til sin redaktør.

I kommentarsporet begyndte folk at beskrive deres egne professionelle brølere.

Nina Vibe Petersen, der i dag er lokalredaktør i Assens, beskrev en fejl, som hun i dag kalder ”frygteligt pinlig” og en ”voldsom oplevelse” på trods af, at fejlen var lille.

Fejlen begik hun, da hun var journalist på Frederiksborg Amts Avis i Hillerød og byttede rundt på et par romertal. Hun tog fejl af IV og IX, og så blev Christian den 4. til Christian den 9. Fejlen var så alvorlig, at det udløste en telefonstorm på Frederiksborg Amts Avis’ Hillerød-redaktion. Det var jo Christian den 4., der fik bygget Hillerøds i dag største vartegn, Frederiksborg Slot, i sin nuværende renæssancestil.

Hun mener, at når vi journalister leder efter andres fejl, skal vi også gøre en dyd ud af at stå ved og erkende de fejl, vi laver.

”Jeg skrev en lang rettelse, hvor jeg lagde mig fladt ned, og så bragte vi artiklen igen dagen efter, hvor det var rettet. Men hele ugen blev jeg skældt ud over telefonen,” siger Nina Vibe Petersen.

Alle mennesker laver fejl, men de fejl, vi laver som journalister, kan andre se, siger hun:

”De står på tryk.”

 

Ynglingssodavand

Det står på tryk. Det kender Theis Pedersen til. Han arbejder som inhouse grafisk designer hos Royal Unibrew og fortæller mig om den fejl, han begik i sommeren 2018, og som kunne være blevet den dyreste i hans karriere, da et ”d” blev til et ”g” i en landsdækkende kampagne for Faxe Kondi.

”Jeg er lidt ordblind, og måske har det også spillet ind her, jeg bliver i hvert fald opmærksom på, at ”yndlingssodavand” står i to ord. Det retter jeg. Men det er også der, jeg får ændret et ”d” til et ”g”,” siger han.

Nu stod der ”Ynglingssodavand” på de 800 plakater, som blev hængt op på reklamesøljer og busskure.

Der går et par timer, og så begynder det at tikke ind på sociale medier.

”Jeg er virkelig flov, men jeg er også helt klar til at tage skylden på mig.”

”Alle medier tog det op. ’Go’ Morgen Danmark’, ’Curlingklubben’ på P3 og de fleste aviser. Det var overvældende.”

Theis Pedersen, grafisk designer, Royal Unibrew

Kampagnen er planlagt til at køre i tre uger, og det vil koste en mindre formue at tage den ned.

”På den anden side ser det jo meget uprofessionelt ud, at sådan en fejl kan ske,” siger Theis Pedersen.

Der blev skrevet og talt om Theis Pedersens stavefejl i de fleste medier.

”Alle medier tog det op. ’Go’ Morgen Danmark’, ’Curlingklubben’ på P3 og de fleste aviser. Det var overvældende,” forklarer han.

Faxe Kondi-fejlen er på en helt anden skala end den fejl, chefredaktør på Berlingske Mette Østergaard begik i juni 2014. Det, hun selv kalder ”den ubetinget største fejl i min karriere”.

Lars Løkke trak sig ikke

Fejlen begik hun, da hun var politisk redaktør på Politiken og som en af de første erfarede, at Lars Løkke Rasmussen ville trække sig som formand for Venstre. Mette Østergaard havde sin viden fra en ”særdeles troværdig kilde”. Men Lars Løkke trak sig ikke, og Politiken måtte publicere en ny historie, hvor Mette Østergaard beklagede fejlen – selv om hun mest havde lyst til at gemme sig væk.

På Twitter mente folk, at hun skulle trække sig fra sit job.

”Jeg mærkede på egen krop, hvad det betyder at begå fejl, men også hvad det betyder i forhold til en hel stand.”

Mette Østergaard, chefredaktør, Berlingske

”Det var ubehageligt og virkelig en øjenåbner. Jeg mærkede på egen krop, hvad det betyder at begå fejl, men også hvad det betyder i forhold til en hel stand,” siger hun.

”Når man selv er centrum for en orkan, har man ikke lyst til at stille sig frem. For man vader lige ind i tørre tæsk. Der er ingen tvivl om, at jeg var meget ked af at have begået den fejl, men lige præcis i de timer og dage var der ikke tid til at soppe rundt i det. Der må man ud og beklage med det samme.”

Hun mener, at det værste, der kan ske for en organisation, er, hvis der skabes en nulfejlskultur, hvor man er bange for at sige det, hvis man begår en fejl.

”Vi skal have det fælles formål at få rettet fejlen af hensyn til læserne og ikke få skabt en kultur, hvor man passer på sin egen ærekærhed i et omfang, så man kommer til at føre læserne bag lyset, det er den værste konsekvens af at begå fejl.”

Theis Pedersen er ikke blevet bange for fejl efter Faxe Kondi-reklamen, i stedet har han lært, at det ikke handler om at undgå dem.

”Det handler om, hvordan vi håndterer vores fejl. For fejlene vil ske.”

Hos Royal Unibrew lod de kampagnen stå. Med stavefejl.

James Kristoffer Miles fortæller mig noget lignende:

”Det skal ikke være angsten for at begå fejl, der tager over, for så laver man dårligere historier. Jeg skulle aldrig have lavet den historie om Leif, det gik simpelthen for hurtigt, men selv om den fejl altid vil sidde i mig, har jeg lært af den, og den har ikke gjort mig bange for at begå fejl,” siger Kristoffer Miles.

Producerer 1.900 fejl om året

Jeg mødes med en veninde, som også er journalist, og fortæller om min artikel – at mine kilder og dem omkring mig siger, at man ikke skal være bange for fejl.

”Det gør ikke noget, at man er bange,” siger hun.

”Så længe det ikke lammer dig.”

Det er der, balancen skal findes.

Jeg kan mærke, at Bjarne Schilling ovre på Politiken, der ligefrem synes, at fejl er ”godt stof”, kan sætte historien i perspektiv for mig.

Eksempelvis fortæller han mig, hvor almindelige fejl er. Selv retter han fem-seks fejl om dagen. Det er omkring 1.900 fejl om året.

”Vi journalister er generalister, vi skriver om noget en dag og så om noget andet den næste. Det betyder, at vi er på tynd is hver dag, og der er altid nogen derude, der er klogere end os. Det skal vi ikke være flove over, det skal vi blive klogere af,” fortæller han.

I Politikens daglige Fejl og Fakta-klumme er tonen let og humoristisk. Det gør mig glad at læse det. For det bliver så dejligt udramatisk.

”I de fleste tilfælde er der ikke nogen, der kommer til skade eller er døde af de fejl, vi laver.”

Bjarne Schilling, Læsernes Redaktør, Politiken

”Selvfølgelig er det noget rod, at nogen får løn for at levere et produkt og så ikke kan undgå fejl. Men i de fleste tilfælde er der ikke nogen, der kommer til skade eller er døde af de fejl, vi laver,” siger Bjarne Schilling.

For mig hjælper det at høre om andres fejl. Og spørger man Mette Østergaard, skal vi journalister tale meget mere om dem.

”Journalister er ærekære omkring deres produkt, og det kan være svært at indrømme, at der er fejl. Vi skal anerkende, at journalistik er et teamarbejde, og at vi alle har et ansvar for, at det bliver så rigtigt som muligt. Alle begår fejl, og det bedste er at rette frem for at skubbe noget ind under gulvtæppet.”

Også Bjarne Schilling mener, at åbenheden er afgørende.

”Mange journalister er jo små egoister og vil helst ikke vise deres fejl. Men hvem tror de, at de narrer? Alle begår jo fejl. Praktikanter begår fejl, og chefredaktører begår fejl.”

Jeg er nok en af de små egoister, Bjarne Schilling taler om. En af dem, der helst vil lade andre tro, at jeg er perfekt.

Jeg skal selvfølgelig bare blive ved med at fejle og rette og stoppe med at frygte frygten for fejl, for så længe frygten ikke lammer mig, er den måske ok.

Da jeg spurgte Nina Vibe Petersen, hvordan det føltes at skrive om sin fejl på Facebook, svarede hun, at det altid er nemmere, når en anden starter.

”Da jeg kommenterede det opslag, var der jo allerede en anden, der havde stillet sig op og blottet sig. Det ligger i den menneskelige natur, at det er nemmere at følge efter end at være den, der går forrest,” fortæller hun.

I facebookopslaget om de professionelle brølere slutter min ven af med denne sætning:

”Nu er det jeres tur:”