“En enkelt gang har vi været tæt på en skilsmisse. Har vi ikke?”

Journalist Helle Maj og fotograf Jørn Stjerneklar har været kærester i 30 år. De 26 af dem har de boet og arbejdet sammen i Afrika. Hver måned den 21. fejrer de med et glas champagne, at forholdet stadig holder. 

Jørn: Vi mødte hinanden i 1987. Jeg underviste i lyd og diasshow på Journalisthøjskolen, og Helle var min elev. Det er ret banalt: Da hun kom ind ad døren den første dag, vidste jeg, at det var kvinden i mit liv.

Helle: Men vi var meget forskellige. Så da vi havde været sammen i én måned, åbnede vi en flaske champagne og sagde: Dét var da godt nok utroligt. Og det har vi så gjort hver måned lige siden. Den 21. hver måned drikker vi et glas champagne og fejrer, at vi stadigvæk er sammen.

Hvornår arbejdede I sammen første gang? 

Jørn: Vi lavede vores første historie sammen i 1988. Vi tog en afbestillingsrejse med Spies til Senegal, hvor vi lavede en reportage til Politiken. Det var faktisk på den tur, vi fostrede idéen om at lave vores eget.

Helle: Det var jo meget smart for mig, at der hele tiden var en fotograf til stede. Og så kunne vi lide at rejse sammen fra starten. Det fungerede rigtig godt.

Jørn: At rejse sammen er jo den ultimative test at sætte et forhold på. Og det viste sig, at vi rejste enormt godt sammen. Vi er begge to meget tilbagelænede, når vi er afsted. Dagene får bare lov at flyve – og sådan har vores firma egentlig også tegnet sig. Vi startede Mayday Press i ’89. Og jeg havde fra starten en hemmelig drøm om at overbevise Helle om, at hun skulle flytte med mig til Afrika.

[quote:2]

Havde I nogen betænkeligheder ved det, inden I dannede firma sammen?

Helle: Jeg syntes, det var svært at være freelancer i starten. Det var svært at skulle sælge sig selv. Bare at sige det der fjollede navn, Stjerneklar, i telefonen, når redaktøren spurgte, hvem fotografen var – det var helt forfærdeligt pinligt, syntes jeg!

Jørn: Helle er jo sådan en pæn pige fra det fine Frederiksberg. Det er også derfor, vi er så forskellige. Jeg er en rigtig arbejderdreng fra Urbanplanen på Amager.

Helle: Vi fandt hurtigt ud af, at Jørn er købmanden i det her firma. Helt lavpraktisk er det ham, der sælger, og mig, der betaler regninger, booker fly og planlægger alting. Imens sidder Jørn bare og får idéer. Og når vi så er ude på opgave, er det som regel mig, der interviewer og skriver. Han fotograferer.

Jørn: Vi kan godt arbejde hver for sig, det gør vi indimellem. Men vi har det bedst, når vi arbejder sammen.

Helle: Det er jo en kæmpe fordel, at vi kender hinanden så godt. Det betyder, at der er en masse situationer, hvor man ikke behøver at gå rundt om den varme grød. For der er ikke nogen varm grød, når man kender hinanden så godt.

Jørn: Der er en masse ting, vi ikke behøver at bruge tid på. Mange af mine kolleger render jo til møder hele tiden, når de skal lave et stort projekt. Den fase springer vi over, for vi snakker jo sammen undervejs. Og det kan både være om morgenen, det kan være om aftenen, og det kan være, når vi er gået i seng.

Gør I noget for at holde arbejde og privatliv adskilt? 

Jørn: Nej, nej, nej. Vi roder det hele sammen!

Helle: Ja, det er ét stort rod. Vi kan simpelthen ikke skille det ad. Selv når vi tager ud i verden for sjovs skyld, har vi et princip om, at vi i hvert fald skal tjene flybilletten hjem. På den måde arbejder vi jo altid lidt. Og det gør heller ikke noget.

Jørn: Vi er jo sammen 24/7. Det gør nok, at vi tænker meget ens. Vi er enige om rigtig mange ting uden at have snakket om dem. Men man skal også elske hinanden meget højt for at kunne gøre det her. Det skal være dyb kærlighed.

Helle: Og det er jo ikke et kollegialt forhold, vi har. Vi er ikke kolleger. Vi er to, der elsker hinanden – og tilfældigvis arbejder vi også sammen.

Er I aldrig bange for at komme til at drive rovdrift på den store kærlighed ved også at arbejde sammen?

Jørn: Vi har skændtes rigtig meget om vores kærlighedsforhold. Men vi har også skændtes meget om vores arbejdssituation nogle gange. Især de første 15 år, vi boede hernede. Der kunne vi være vældig uenige om, hvordan vi skulle gribe en opgave an. Men det er slebet af for længst.

Helle: Jeg vil da godt indrømme, at jeg nogle gange kan være træt af at være så meget sammen med Stjerneklar. Jeg kan godt tænke, at andre er heldige, at de bare kan tage af sted om morgenen og først komme hjem klokken 16. Men det er sjældent. Vi skændes faktisk heller ikke mere. Det gjorde vi i starten.

[quote:3]Jørn: Et glimrende eksempel på det var engang, vi skulle lave en historie fra Sudan til TV 2. Vi fik aldrig kameraet, så opgaven endte med at falde til jorden. Og det er jo det værste, der kan ske som freelancer. Når man allerede har brugt pengene på flybillet og hotel. Den krise i firmaet ramlede sammen med en krise i parforholdet, der var super dramatisk. Så en enkelt gang har vi været tæt på en skilsmisse. Har vi ikke?

Helle: Jo, det var vi på den tur. Men jeg tror altså også, det var, fordi vi sad i Sudan.

Jørn: Ja, det er nok den værste krise, vi har haft. Men det er du jo bare nødt til at lægge til side for at få opgaven løst.

Hvad er det mest tilbagevendende irritationsmoment i samarbejdet med den anden?

Helle: Jeg synes, det er irriterende, at Jørn sprøjter så mange idéer ud, at jeg nogle gange simpelthen ikke kan koncentrere mig. Fordi han kommer bralrende med den ene idé efter den anden i stedet for at fokusere på det, vi har gang i. Det er jo også fantastisk, men det kan godt irritere mig.

Jørn: Og for mig er det, at Helle nogle gange er så fordybet i sin computer, at hun slet ikke kan høre, hvad jeg siger, når jeg kommer med mine idéer.

Helle: Det er jo dybest set det samme, vi siger: Jeg bliver nødt til bare at lukke ørerne nogle gange for at få lov at koncentrere mig.

Kan I forestille jer, at der kunne ske noget, der ville få jer til at droppe at have firma sammen?

Jørn: Nej. Vi har været igennem alt, hvad et ægteskab skal igennem for at kunne holde. Firmaet kan gå konkurs – dét er helt sikkert, og det har også været tæt på et par gange. Men så ville vi nok bare finde på noget andet sammen. Vi har jo en ubændig tro på, at vi nok skal klare os.

”Hele vores hjem emmer lidt af arbejde” 

Karen Lumholt og Anders Stahlschmidt mødte hinanden til en Batman-temafest på Journalisthøjskolen i 1989 og blev gift tre år senere. Siden 2004 har de også haft firmaet Lumholt og Stahlschmidt Kommunikation sammen.

Anders: Til at starte med var det faktisk lidt af nød, at vi startede firmaet. Vi var begge to i en situation, hvor vi var kørt sur i vores jobs. Jeg sad som underholdningschef på Nordisk Film, men jeg kunne ikke rigtigt se meningen med det længere. Og så sagde jeg op. Der skulle ske noget nyt.

Karen: Og jeg havde kort inden taget orlov fra mit job i Forbrugerstyrelsen for blandt andet at researche lidt på, om jeg kunne blive selvstændig. Da jeg kom tilbage, røg jeg i en fyringsrunde med 14 andre. 

Anders: Og så var vi pludselig to uden job. Det var virkelig skræmmende – med tre børn og hus i Valby. Men jeg kan også huske, jeg tænkte, at sådan en chance får vi aldrig igen. Vi ville aldrig begge to sige vores jobs op og starte som selvstændige, hvis det ikke var sket på den måde. 

Hvordan kom I på idéen om at slå jer sammen i samme firma?

Karen: Jeg havde en klar idé om, at jeg ikke egnede mig til at arbejde alene. Og jeg havde også en klar fornemmelse af, at vi kunne komplementere hinanden godt. Vi har fælles værdier, men vi er på mange måder komplementære i vores temperament og arbejdsstil. Tilsammen kunne vi dække et større spektrum. 

Anders: Til at starte med er det jo også enormt skrøbeligt at være selvstændig. Man skal være sælger, og det var der ingen af os, der var. Men vi fandt hurtigt ud af, at det faktisk var meget nemmere at sælge hinanden end at sælge sig selv. 

Karen: Ja, jeg havde ret nemt ved at prale af, hvad Anders er god til. Det er sværere at anprise sig selv. Jeg er faktisk ret sikker på, at jeg ikke havde overlevet som selvstændig uden Anders. 

Havde I nogen betænkeligheder, inden I kastede jer ud i det? 

Anders: For mig handlede det om at få mere frihed. Betænkelighederne kom først lidt hen ad vejen. 

Karen: Ulempen ved den her konstruktion er, at vi stadig er lidt på arbejde, når vi kommer hjem. I starten prøvede vi at have ret stringente regler. Vi lavede en regel om, at når vi gik ud i annekset i haven, hvor vi havde kontor dengang, så måtte vi ikke kysse eller smalltalke om børnene. Og efter klokken 22 måtte vi ikke tale arbejde herhjemme.  

Anders: Men det gjorde vi jo alligevel. Når man arbejder sammen som ægtepar, har man jo konstant en faglig sparring kørende. Også selv om man siger: Nej, nu skal vi altså holde fri. 

Karen: Før vi blev selvstændige, kom vi også til at snakke arbejde herhjemme. Men da vi blev selvstændige, kunne det nærmest give mig en følelse af krampe i hjernen. En følelse af, at hvis du siger bare ét ord mere om arbejde, så imploderer jeg! Jeg havde sådan et behov for at holde det adskilt. Men det er blevet mindre.

Anders: I dag har vi også kontor ude i byen, hvor der er andre mennesker. Det betyder meget. 

Karen: Ja. Men det med at komme hjem og holde 100 procent fri har vi ikke oplevet i 14 år. Hele vores hjem emmer lidt af arbejdet, selv om vi har kontor ude i byen. 

Hvilke reaktioner møder I typisk, når I fortæller, at I også danner par privat?

Anders: Nogen undrer sig selvfølgelig og spørger: Hvordan kan I det – det kunne vi aldrig. Når vi kan, tror jeg, det handler om, at familien altid også har været et arbejdsfællesskab for os. Andre tænker mere familien som et sted, hvor de skal lade op. 

[quote:0]

Karen: Men det er faktisk heller ikke altid, vi fortæller, at vi er mand og kone, når vi for eksempel er ude og undervise sammen. Alligevel får vi tit at vide, at man kan mærke, vi kender hinanden virkelig godt. 

Anders: Det er jo aldrig noget med, at vores hænder strejfer hinanden, når vi er ude på job. Men jeg tror, der er en indforståethed mellem os, som gør, at vi kan afbryde hinanden bare med et blik.

Hvad er fordelene ved at arbejde sammen med en, man kender så godt?

Anders: Man bliver på en måde én organisme. Det synes jeg er ret fint. At man har en rollefordeling, der er så klar, at man ikke engang behøver at tale om det. Ligesom når vi holder fest – jeg ved, hvad Karen laver, og hun ved, hvad jeg laver. Sådan er det også i firmaet. Selvfølgelig kan man opleve det samme med en partner, man ikke er gift med. Men jeg tror, ægteskabet giver samarbejdet en ekstra dimension.  

Karen: Den største forskel på det parløb, jeg har med Anders og med andre, er tilgivelse. Jeg ville til enhver tid tilgive Anders alt. Og det er en kæmpe fordel, at snoren bare er rigtig lang.  

Anders: Det er den jo selvfølgelig, fordi der er rigtig meget på spil i vores samarbejde. Vi har jo alt på spil! Det er ikke bare en arbejdsrelation. Jeg tror, det betyder, at vi er bedre til at bygge hinanden op og passe på hinanden. 

Karen: I et ægteskab er det jo også sådan, at hvis den ene i en periode er lidt nede eller mangler overskud, så bakker den anden op. Uden at forvente at få noget igen – man er der bare for hinanden. I virkeligheden er det det samme princip, vi overfører til det arbejdsmæssige. 

Men bliver det så ikke dobbelt-slemt, hvis den ene er nede, og den anden skal trække læsset både privat og på arbejdet?

Anders: Jo, det kan være godt slemt. 

Karen: Ja. Vi havde faktisk også en periode for nylig, hvor vi begge to var lidt lave på energi. Der snakkede vi om, at nu har vi ingen til at trække os op. Nu har vi kun hinandens halvtriste, trætte fjæs at se på både hjemme og på arbejdet. Men heldigvis har vi 27 års erfaring i, at det går over igen. 

[quote:1]Kan det ikke påvirke jeres samarbejde, hvis I har haft en konflikt i jeres parforhold? Eller omvendt? 

Karen: De få perioder, hvor vi har haft det svært, har det skyldtes uenigheder om, hvordan vi skal opdrage vores børn. Men det er foregået om aftenen inde i vores kakkelovnskrog. Jeg synes ikke, vi har ladet det influere på, hvordan vi havde det om dagen. Det lyder måske kedeligt, men vi skændes meget lidt.  

Anders: Og man kan jo også have konflikter med sine kolleger som lønmodtager. Konflikter opstår ofte, fordi man begynder at fortolke folks hensigter oppe i sit hoved – og det gør man næsten mere, når man ikke kender hinanden så godt. Jeg ville jo aldrig fortolke Karens hensigter som onde. 

”Vi er gode til at være modige sammen”

Siden 2004 har journalist Tom Heinemann lavet otte dokumentarfilm med sin kone, Lotte la Cour, som fast fotograf. Til daglig bor de på den husbåd, hvor de flyttede sammen, da de blev kærester i 1985.

 

Lotte: I 2003 rejste vi rundt i Sydøstasien sammen i fire måneder. På turen fandt vi en historie i Indien, som Tom begyndte at grave i. Det var den, der satte gang i hele vores samarbejde.

Tom: Før det havde vi jo allerede talt journalistik hver aften, når jeg kom hjem fra arbejde. Men det var mest sparring. Da vi kom hjem fra den tur, blev vi enige om, at nu tager vi springet til tv sammen. 

Lotte: Jeg besluttede, at jeg ville med til Indien. Så Tom købte et kamera og sagde: OK, så filmer du. Jeg er sexolog og havde aldrig stået med et professionelt kamera før, så jeg anede ikke noget om vidvinkel eller hvidbalance eller noget som helst. Men jeg hyrede en fotograf til at komme og lære mig knapperne. Og så tog vi afsted.

Tom: Så rejste vi rundt i Indien i seks uger og lavede dokumentaren ’Når tilbud dræber’ om tekstilindustrien. Det var Lottes allerførste tv-job og min første egentlige egenproduktion, og den vandt 14 internationale priser og blev solgt til cirka 20 lande.

Hvad er fordelene ved, at I kender hinanden så godt, når I er afsted på sådan en tur?

Tom: For det første bliver det jo billigere. Vi kan nøjes med ét hotelværelse og én seng. Og så er det jo dejligt!

Lotte: Ja, der er også en tryghed i det. Nogle gange er vi jo ude i nogle farlige situationer og nogle vanvittige lande. Men vi er gode til hele tiden at registrere hinanden og passe på hinanden. Det er vigtigt, synes jeg.

Tom: Vi har jo specialiseret os i historier om globaliseringens konsekvenser i udviklingslandene. Så indimellem er vi i nogle rigtig møglande, hvor vi skal snige os ind som turister med små kameraer og så lidt udstyr som muligt. Der er det en kæmpe fordel, at vi har samme efternavn i vores pas og ikke ligner et filmhold. På den måde er vi sluppet afsted med at komme ind i nogle ret vanskelige lande.

Lotte: Ja, som hr. og fru Heinemann – jeg tog Toms navn, da vi blev gift, så det står i mit pas. Og vi har altid været gode til at rejse sammen. Virkelig gode. Vi er gode til at være modige sammen, og vi er begge to drevet af nysgerrighed og den der lyst til eventyr. 

Kan I være mere modige med hinanden, end I ville kunne med andre?

Tom: Det vil jeg sige. Jeg tror, at en freelancefotograf, jeg hyrede ind, ville have større betænkeligheder ved at kravle over et hegn for at filme på et privat område, end Lotte har. Vi kan gå til grænserne sammen, fordi vi er så tætte. Og fordi vi får snakket de der angstprovokerende situationer godt igennem både før og efter. Det tvivler jeg på, at jeg kunne gøre på samme måde med en anden fotograf. 

Lotte: Der er meget respekt imellem os. Det oplever jeg meget, når vi er ude. Vi supplerer hinanden godt. 

[quote:4]

Tom: Og vi kender også hinanden godt nok til at vide de der små ting om hinanden, der gør det hele lidt lettere. Når vi kommer til et hotel, ved jeg, at jeg altid skal med op og se værelset først. For hvis der ikke er nogen vinduer, så kan vi godt smutte – Lotte sover ikke i værelser uden vinduer.

Lotte: Og hvis Tom så kommer ned og siger, at det ser fint ud, så spørger jeg altid: Har du mærket på madrassen? For det er vigtigt for ham, at der er en ordentlig madras. På den måde er vi jo som et gammelt ægtepar.  

Hvad giver det jeres parforhold, at I også har et fagligt samarbejde?

Lotte: Jeg tror, det giver os en rigtig god fælles historie. Den dag vi sidder i hver vores gyngestol på en sydvendt terrasse et sted i varmen, så kan vi snakke om alle de fede oplevelser, vi har haft sammen. Jeg tror, det er vigtigt for alle par, at man samler på fælles historier i sit liv. Oplevelser, der binder en sammen. 

“vi kender også hinanden godt nok til at vide de der små ting om hinanden, der gør det hele lidt lettere,” siger Tom Heinemann.

Foto: Jonas Pryner Andersen

 

Tom: Jeg har svært ved at forestille mig at leve et liv med en kvinde, som jeg ikke har fælles faglige referencer med. Hvis Lotte var gymnasielærer og kom hjem og skulle rette stile om aftenen, mens jeg sad og skrev på et manus. Det ville sgu blive lidt for separeret for mig. Hvad skulle vi så snakke om om aftenen?  

Lotte: Man kan sige, at det at lave film sammen er blevet en del af vores liv. 

Tom: Ja, af hele vores identitet og selvforståelse. 

[quote:5]

Hvad er ulemperne ved det?

Lotte: Jeg har tænkt meget over det, og jeg kan faktisk ikke finde på nogen ulemper. Kan du?

Tom: Nej. Arbejdet fylder selvfølgelig meget i perioder. Men vi kan også sagtens slippe det. Det giver helt sig selv, når man bor på en husbåd, der skal vedligeholdes og bygges om og bygges til og hives på land og så videre.

Lotte: Og jeg har jo også min egen lille sexolog-praksis ved siden af – jeg har lavet terapi i 28 år. Det har gjort mig god til at læse mennesker. Og det bruger jeg meget, når jeg står bag kameraet og beskriver mennesker og kriser ude i verden. 

Tom: At være fotograf på mine dokumentarfilm er jo ikke noget, der ligner et fuldtidsarbejde. Set hen over et år er det måske seks ugers regulært arbejde. Så det er jo bare et bijob. Men det er et bijob, der knytter os sammen på en måde, som er vigtig. 

På papiret er det jo Toms film. Hvordan er det for dig, Lotte?

Lotte: Det vigtigste er at få historierne ud. Og når vores film vinder priser på forskellige filmfestivaler, inviterer Tom mig som regel med. Han er også skidesød til at hive mig med op på scenen. Sidst gav han mig et kæmpe smækkys deroppe. Det blev folk helt rørte over. At der stod et ægtepar deroppe. Jeg tror, vi udstråler, at det sgu er os to, der laver det her sammen. For mig er det en selvfølge, men det er det jo ikke. 

Tom: Fotograferne er jo lidt de usynlige helte i den her branche. Men alle dem, vi arbejder med, kender arbejdsfordelingen her ombord. De ved godt, at Lotte har knoklet lige så meget for vores film, som jeg har.